Spinning – Ikke for sarte sjæle!

Da jeg meldte mig til den første spinningstime var det ikke uden fordomme! Normalt har jeg ikke fordomme! – men lad os bare være ærlige, sportsfolk er et underligt folkefærd i sig selv, det indrømmer jeg gerne; hvem andre end træningstosser melder sig frivilligt til en gang kollektiv svede-klub? Men spinning? – En sal fyldt med fast monteret cykeler og en STORSKÆRM, hvor vi LEGER, at vi kører i samlet flok en tur igennem bjergene??? Vel og mærket imens en hardcore instruktør råber og skriger, at vi skal trampe hårdere, hårdere! Det virker på mig helt fjollet!

Og forresten, i al beskedenhed, var det nu ikke min første spinningstime. Den første erfaring ligger 15 år tilbage, men er en oplevelse, der næppe tæller for en lektion i den særpræget sport. Det tog mig lige nøjagtig 5 min, at smadre mit ene knæ, og skride demonstrativt fra undervisningen.

I forsøget på at køre frihjul på cyklen, og ‘snyde’ mig til et lille hvil i benene, kørte pedalerne automatisk videre rundt med mine fastspændte fødder, og lavede derved et vrid i mit ene knæ! Kors det gjorde nas! Så var jeg færdig! Det var ikke en sport for mig! Det var også her fordommen om den hardcore instruktør-type opstod. Ham, vi havde her var ikke kun skræmmende, fordi han råbte og skreg hysterisk fra første minut, men også fordi han kun havde én arm OG var Triatlet på et meget højt plan. Altså et psykisk og fysisk overmenneske som forvandlede sig til et nærmest overnaturligt væsen!

Derfor var jeg skeptisk, da min Sous-chef begyndte at prikke til mig, hun underviser selv i spinning og har begynderhold tirsdag formiddag. Sagt med største respekt og kærlighed, så LIGNER hun altså ikke en hardcore spinninginstruktør, så jeg lod mig lokke af hendes blide væsen og runde former, hvis nogen skulle lære mig at spinne, var det da hende! Mærk dig mine ord! MAN SKAL ALDRIG SKUE HUNDEN PÅ HÅRENE, nok er hun blid og rund uden på, men som instruktør er hun en hård nyser, og jeg bukker mig i støvet for den udfordring hun bød mig:

Tilbage til min ‘første’ spinningstime, havde jeg på opfordring medbragt mine egne klik-sko. ( De sko fortjener så afgjort deres helt egen historie, men den må I få en anden god gang) Salen var allerede fyldt godt op med både mænd og kvinder, der så piv erfarne ud, men som også var væsenligt over min alder! Jeg må nok betragte mig selv som lidt af en hvalp i denne sammenhæng, men ikke desto mindre blev jeg varmt modtaget af et par overordentligt hjælpsomme unge gutter ( læs: +70) som nærmest duellerede om at få installeret denne ung-mø på sin nye jernhest. Den ene rettede styret til og anrettede fint min lille drikke-dunk i den dertil indrettet holder, og den anden hjalp med sadlen, og så var jeg klar.

Og her er endnu en fordom; jeg havde medbragt et lille håndklæde hjemmefra, alene af den grund, at jeg havde bemærket ANDRE havde brug for det, ikke mindst fra adskillige billeder på div. sociale medier. Jeg mente personligt det måtte være en stærk overdrivelse og var skeptisk, var det virkelig nødvendigt at svede som et helt skybrud?!

Jeg ville jo så gerne fremstå bedst muligt om ikke andet så sådan rent visuelt for de ‘unge’ herres skyld, så de fik lidt valuta for indsatsen med at få mig på cyklen i første omgang.

Behageligt vejledt af min søde instruktør, satte timen i gang, nu hørte jeg pludselig ukendte udtryk som ‘enkelt-takter’, ‘mellemtakter’ og ‘tempokørsel’, jeg fattede minus, og storskærmen susede derud af, angiveligt, med en gang landevejskørsel langs en solrig kyst. Det gik super! – altså lige indtil ventilationen satte ud, og indeklimaet ændrede sig drastisk til det subtropiske klima, der var illustreret på storskærmen, oplevelsen blev uhyggeligt realistisk. Jeg har hørt om hot-yoga, og jeg har prøvet saunagus ( læs her) men hot-spinning tog sgu røven på mig! Det havde jeg simpelthen ikke set komme, og jeg havde nær dehydreret!

Ikke desto mindre blev jeg grebet af stemningen, og kort tid efter lod jeg mig drage til selv samme lokale med selv samme lille drikke dunk, og nu gjaldt det altså 90 min spinning! Jeg var bekendt med at det var et øvet hold OG at instruktøren var byttet ud med den her hardcore, råbe og skrige-type. Så jeg gik til opgaven med oprejst pande og var forberedt på det værste! – troede jeg!

Fast besluttet på at finde en god side-makker kiggede jeg folk stift i øjnene og udvalgte nøje min cykel udfra, hvem, der var god at ligge bagved op ad bakke, og hvem, der kunne gribe mig, når jeg faldt død om af udmattelse!  Jeg bemærkede, at flere af dem nu havde TO STORE DRIKKEDUNKE med, og en enkelt havde endda medbragt en madpakke?! Dødsens angst tænkte jeg “Er det virkelig nødvendigt?!”…

Igen havde jeg en forestilling om at gennemføre træningen med mit ‘sexede træningslook’ i behold fra start til slut. Det viste sig at være meget naivt og fuldstændig udelukket!

Efter 20 min lignede jeg en druknet mus!

Efter de første 30 min fik jeg brug for håndklæde nr. 2! Min drikkedunk var tom og jeg kunne æde alt på hylderne fra nærmeste bager!

Efter 45 min koblede hjernen fuldstændig fra, og folk begyndte at smide tøjet! Jeg nøjes med at smide hæmningerne!  Det her var et spørgsmål om overlevelse! GLEM ALT OM AT SE GODT UD! Jeg sejlede rundt, heldigvis var både jeg og cykel fastlåst.

På et tidspunkt kom instruktøren med en lang udredning for det kommende ‘sæt’ af intervaller, og som en anden konfus Fru Fernando Møhge med blævrende stemme, spurgte jeg sidemanden “Hva’ siger han, Misse?!” imens øjnene flakkende rundt i hovedet på mig. Jeg fattede hat!

“10 MINUTTER!!!” Råbte han. Jeg tænkte Fuck det! Jeg skal vise ham, at jeg kan det SHIT! Cyklen fik en over nakken, og jeg gav den ALT jeg havde; Det kan alle i 10 min.

Da jeg var fuldstændig flad og nærmest hyperventilerede, og end ikke havde kræfter til at råbe om hjælp, skreg instruktøren “KOM NU!!! 10 MINUTTER, DET ER DET SIDSTE! GI DEN ALT I HAR!!!”

Fuldstændig fortabt og ynkelig fik jeg fremstammet til sidemanden “Sagde han ikke også 10 minutter lige før?!”

“Nej, han sagde 20!” Den kvikke havde bare gloet på klokken, men det havde jeg slet ikke overskud til!

Jeg mener faktisk, der burde være lovkrav om at bære hjelme til spinning, selv om det er indendørs. Folk styrtede jo af cyklerne som døde fluer og flød omkring os i sveden på gulvet, det var jo det rene syndfloden! Sjældent har jeg set så meget død og ødelæggelse på ét sted, og den dag virkede ventilationen faktisk! Det var uhyggeligt! 

Og som om det ikke var nok, blev jeg allerede fra start ydmyget på alle leder og kanter som holdets svageste led! Idet instruktøren havde sat en oversigt over holdets cykler med deres individuelle ydeevner; watt og gear, på stor skærmen i STEDET for en ondsvag video med en bjerg-etape.

Igen spurgte jeg min sidemand “Hvordan ved jeg hvilket nr min cykel har?”

“Du har nr 19! Passer det ikke med at du kører i 7. Gear?”

Et hurtigt kig på tavlen viste, at jeg var den ENESTE, der kørte i 7. Gear! De andre lå i 10.-12. Eller sågar 14. Gear! Det var SÅ PINLIGT!! – men der var ikke mere at gi af. Min sidemakker mærkede hurtigt mine frustrationer og prøvede opløftende med klicheen om at det jo kun er een selv man konkurrer med. Yeah right! Den sætning er opfundet af den samme som siger at det ikke handler om at vinde, det handler om at være med! Bullshit!

Spinning er virkelig ikke for sarte sjæle, men så er det jo godt jeg ikke er sart!

Ha’en fantastisk dag! De Bedste Hilsner, Trine Frederikke

ps. Billederne i dette indlæg er fra FØR træningerne, idet der ikke var overskud til at tage dem EFTER!