Jeg er så mega heldig, at jeg er blevet inviteret med til årets warrior week 2018, som afholdes i Virginia Beach, USA. Warrior Week er en uge, hvor sårede, syge og skadet folk fra militæret, politiet og brandvæsenet ( og muligvis andre fag) æres, og hvor de sammen med deres pårørende får mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter, som forhåbentlig kan være en lille pause, et pusterum i en svær tid, for den syge og dennes pårørende. Det er Foreningen Veteranskytterne, der står for rejsen for de danske deltagere, og størstedelen af deltagerne er soldater-veteraner og deres familie. Foreningen The Thin Blue Line er, igen i år, blevet inviteret med, og de har fået plads til ca. 12 deltagere,...

Da jeg meldte mig til den første spinningstime var det ikke uden fordomme! Normalt har jeg ikke fordomme! – men lad os bare være ærlige, sportsfolk er et underligt folkefærd i sig selv, det indrømmer jeg gerne; hvem andre end træningstosser melder sig frivilligt til en gang kollektiv svede-klub? Men spinning? – En sal fyldt med fast monteret cykeler og en STORSKÆRM, hvor vi LEGER, at vi kører i samlet flok en tur igennem bjergene??? Vel og mærket imens en hardcore instruktør råber og skriger, at vi skal trampe hårdere, hårdere! Det virker på mig helt fjollet! Og forresten, i al beskedenhed, var det nu ikke min første spinningstime. Den første erfaring ligger 15 år tilbage, men er en oplevelse,...

I søndags deltog jeg i Hedelands Trail løb, et terræn-løb, hvor jeg for 2 år siden blev bedste kvinde på ruten 4,2 km , så i år var mit ultimative mål at generobre min 1. Plads. Det var ikke helt urealistisk, jeg havde trænet en del og vidste at jeg kunne løb ca. samme tid som forrige år. Normalt løber jeg ikke for at vinde, men i dette tilfælde kunne jeg ikke modstå fristelsen for at give det et forsøg. Jeg lagde mig forrest ved start linjen, klar til at springe som en gazelle ud over stepperne, når der blev sagt GO! Jeg har tidligere beskrevet, (læs om den ondeste løber her) at jeg faktisk fortrækker at æde mine modstandere bagfra,...

Denne smukke frostklare morgen, sneg jeg mig søvndøsigt afsted i min lille elskede Græskar-karet til en omgang stille og rolig morgensvømning. Iklædt nattøj og panda-øjne ( læs: daggammel mascara, jeg glemte at fjerne i aftes inden jeg væltede omkuld på Divaneseren) tog jeg afsted med en forventning om at møde de sædvanlige 10-12 morgenfriske m/k pensionister. Nu hvor jeg endelig er blevet optaget som et fast medlem af de sædvanlige morgensvømmere, passer det mig glimrende med rutiner som; faste pladser og ingen sniksnak under bruseren. Og de få, der normalt hænger ud på bassinkanten med en kop kaffe taler så lavmælt at det ikke generer os andre. En rigtig behagelig oplevelse. Men denne morgen skulle blive alt andet end behagelig....

Som Professor Henry Higgins siger i My Fair Lady: “She’s so deliciously low. So horribly dirty.” Det beskriver meget godt det syn, der mødte mig, da jeg hev min lækre racer-dame frem fra vinterhiet i kælderen, og troede, at jeg skulle på årets første cykeltur. Det var tydeligvis en helt anden tur, vi skulle ud på! To flade, slidte dæk, trætte gear, – og bremser, der hyler! Og oven i købet en dum cykelpumpe, der langt fra virkede optimalt. Der var kun en vej, og det var at komme afsted i en helveds fart mod den nærmeste cykelmekanikker! Nogen gør det selv, andre holder sig fra den slags! Det man ikke ved noget om, skal man lade andre om! Og...