Verdens dårligste taber!

I søndags deltog jeg i Hedelands Trail løb, et terræn-løb, hvor jeg for 2 år siden blev bedste kvinde på ruten 4,2 km , så i år var mit ultimative mål at generobre min 1. Plads. Det var ikke helt urealistisk, jeg havde trænet en del og vidste at jeg kunne løb ca. samme tid som forrige år.

Normalt løber jeg ikke for at vinde, men i dette tilfælde kunne jeg ikke modstå fristelsen for at give det et forsøg.

Jeg lagde mig forrest ved start linjen, klar til at springe som en gazelle ud over stepperne, når der blev sagt GO! Jeg har tidligere beskrevet, (læs om den ondeste løber her) at jeg faktisk fortrækker at æde mine modstandere bagfra, men det var denne distance for kort til.

Starten gik og som skudt ud af en kanon, løb vi afsted, jeg var placeret helt perfekt, bag ved to voksne mænd og en lille håndfuld halv store drenge.

Der var ingen tvivl om at jeg havde lagt for hårdt ud, men det var det hele værd, hvis missionen lykkes og det så sådan ud. Flokken, foran mig lagde større og større afstand, og det blev svære at se dem, men jeg løb alene, så troen på at jeg var første kvinde var der stadig! Det var perfekt!

Halvvejs passerede vi et depot, og herfra blev vi blandet med de øvrige distancer ( 10 og 20 km) men jeg var kun blevet overhalet af een yngre mand, så jeg havde stadig styr på mine konkurrenter! Troede jeg, altså lige indtil jeg så flokken foran mig løbe op ad en bakke, og den ene af de halv store drenge, tilsyneladende pludselig havde fået en flot, lang, tyk hestehale, og ejerens figur uden tvivl var en meget hurtigt løbende ung kvinde!

Lige dér mistede jeg pusten fuldstændig! Al energi forlod min krop øjeblikkeligt og alt kunne være lige meget. Jeg blev skide sur, for at sige det mildt! Straks begyndte min taber-hjerne at bikse på de første 1000 undskyldninger for, hvordan jeg kunne udgå fra løbet med æren i behold. Det var jo fuldstændig lige gyldigt at gennemføre nu?! Min hjerne kørte på højtryk; den hurtigste vej tilbage til mål ?? – var HELT SIKKERT AT FORSÆTTE af den planlagte rute!

Hvad med at gå ned på lavt blodsukker? – Ej det var alligevel tarveligt og en tand for dramatisk til min smag. Kunne jeg fake en skade? Men Hvilken skade ??

Opslugt af mine egne tanker, vil skæbnens ironi at løb jeg forkert, og da jeg endelig havde åndsnærværelse nok til at fatte, den var hel gal, tænkte jeg, at det var den PERFEKTE løsning! Ja ! – Altså lige indtil en meget venlig og yderst velmenende medløber først råbte og siden brøllede insisterede efter mig. -Ja, han tvang mig faktisk nærmest tilbage på ruten, jeg turde i hvertfald ikke gøre andet end at lystre, og da jeg så kunne se målstregen, uden andre udveje, kunne jeg vel lige så godt sætte kursen mod min bitter-søde sejr som nr 2!

Man vinder ikke sølv – man taber guld, som Anja Andersen altid sagde!

Godt det kun gælder om at være med og ha det sjovt, eller noget. De Bedste Hilsner, Trine Frederikke

#bestrongbeyou