Når modet svigter… – om min sceneskræk!

For noget tid siden talte jeg med en god ven om min sceneskræk, han sagde til mig: ”Trine, jeg forstår dig ikke. Du er smuk, dygtig, talentfuld, har en fantastisk udstråling og er god til det du gør, hvad er du så bange for? Hvad er det værste der kan ske?”

Det skal jeg sige dig… Når det hele livet har været en straf, at være præcis de ting du nævner der, så pakker man de egenskaber væk, og så holder man op med at tro på, at det kan være kvaliteter. Jeg er i øvrigt ikke særlig god til at tage i mod komplimenter, så den dag blev jeg bare mundlam, rødmede og sagde tak! Kender I det, når svaret kommer forsinket?! Nå, men uanset, så kommer det her:

Min tid i folkeskolen var et helvede. Vi flyttede en del, og deraf gik jeg på mange forskellige skoler, resultatet var dog altid det samme: Det gik super godt i starten, masser af nye venner, og når nyhedens interesse var falmet, vendte det venlige og venskabelige sig til ren ondskab.

Mine skolekammerater var som glubske ulve, der ventede på, at Trine- Grisetryne begik en fejl, hvad som helst kunne bruges, genbruges og køre på repeat i flere år efter. Nogen gange behøvede jeg ikke selv gøre noget, så fik jeg øgenavne som øksemorder og billige luder, alligevel. Jeg følte mig forkert, og det fik jeg dagligt bekræftet. Jeg udviklede et skjold, der gjorde mig kold, og afstumpet, lukkede af for mine følelser. Jeg blev bange for at begå fejl, og udviklede en kæmpe trang til kontrol (hvilket senere resulterede i en form for spiseforstyrrelse) Jeg var mistroisk ved nye bekendtskaber, og forventede altid det værste. I dag nærer jeg ingen større tillid til mennesker. Jeg omgås ’Dem’ fordi ’man’ skal, og har tillært mig, at gøre det på en åben og imødekommende måde, men skjoldet vil altid være der, så jeg er forberedt på et kommende angreb. For det har jeg lært; Det jeg siger, kan og VIL blive brugt i mod mig, uden tvivl.

Min sceneskræk kommer fra utallige dårlige oplevelser af div. fremlæggelser med hån og latter til følge igennem hele skoletiden, men særligt en oplevelse står skarp i min hukommelse; Jeg gik i 7. Kl. og havde fået én af hovedrollerne i årets skolekomedie, ikke en rolle jeg selv havde bedt om, men prøverne gik fint, jeg syntes det var sjovt. Premieren gik i gang, med fuldt hus. To replikker inde i stykket, gik jeg i sort, glemte alt, hvad vi havde øvet, og jeg blev så flov, at jeg skred fra scenen. Ikke ti vilde heste kunne tvinge mig tilbage. Den oplevelse har siddet i mig lige siden. Skammen over at svigte min klasse, og ydmygelsen, hver gang jeg blev mindet om det, flere år frem. Jeg lugtede af sårbarhed, og mobberne slog til ved mindste anledning. Jo mere usikker jeg blev, jo flere fejl lavede jeg, og så var der mere at gøre grin med. En ond cirkel, som startede forfra hver gang jeg startede ny skole.

Som voksen udfordrede jeg mig selv: Jeg måtte komme over den Teater-debut, for alt i verden. Jeg blev træt af frygten, som styrede alt for meget, og begrænsede mine drømme. Hvordan kan man leve af at holde foredrag, hvis man ikke kan stå foran andre mennesker? For 2 år siden forberedte jeg så et lille mini foredrag med en god ven/og kollega. Det var kæmpe stort for mig at gennemføre, jeg aner ikke hvad deltagerne syntes om det, men for mig var det en vild oplevelse: Jeg overlevede, det var i sig selv positivt!

Jeg lærte, at mange ofte syntes jeg er for meget. Nogle blev skræmte af min person, at jeg kan være spontan, og vild, og ofte griner bredt. Jeg er drengepigen, der klatrer i træer, jeg elsker glitter, og stiletter, jeg er hestepigen, der kan håndtere en kødklump på 500kg, alene med kropssprog og stemme, og bagefter tegner jeg. Jeg er uddannet politibetjent, og danser ballet i min fritid, ja, det er meget alsidigt, men det er mig! – Jeg har lidt under, at andre ikke syntes jeg passede ind.

Hvorfor skrive som jeg gør og udstille mig selv på den måde? Jeg mener det er nødvendigt. Hvis jeg kan inspirere bare én, ved at vende vrangen ud på mit privatliv, så er det det værd. Alt for mange mennesker lever i et fastlåst negativt mønster med fortidens dæmoner, som hæmmer dem i at leve livet fuldt ud. Jeg har selv været der, og oplever det stadig! Men perioderne bliver kortere og kortere, fordi jeg konsekvent tager bevidste valg: Det handler om indstilling. Vil du se nye resultater, må du bruge nye metoder. Hvis jeg kan – Kan du også!

I alt for mange år lod jeg mig styre og begrænse af fortidens dæmoner med den konsekvens, at jeg på intet tidspunkt var mig! Jeg prøvede konstant at passe ind i normerne, leve op til andres forventninger. Som betjent er der mange forventninger og fordomme, som kvindeligbetjent, er der endnu flere; Jeg skulle bevise mit værd blandt kollegaerne, og borgerne. Som ung mor, til tre, var der tonsvis af fordomme og forventninger, og dertil kom mine egne forventninger, som var tårn høje.

Det er benhårdt arbejde, at vende de negative tanker om sig selv, og bryde ud af fortidens lænker, men jeg vidste, at det var nødvendigt. Jeg søgte og fik en masse hjælp. Der var masser af gode forslag, men faktum var, at ingen andre kan nedbryde mine dæmoner, end mig selv.

Jeg besluttede mig for at arbejde på mit lave selvværd ved at fokusere på ting, der gjorde mig glad. Dyrke sport, skrive, give mig selv udfordringer, så jeg kunne finde ud af, hvor MINE grænser gik. Ad den vej fandt jeg mig selv. Jeg begyndte at omgive mig med mennesker, der gjorde mig glad, og sorterede dem fra, der ikke gjorde noget godt for mig. Jeg tilmeldte et kursus: Groove-dance instruktør. Det handler netop om at formidle, at vi alle sammen er gode nok som vi er, via dansen, lidt alternativt, og ikke særlig velset i min omgangskreds, for Hokus Pokus og okult-agtigt.

På kurset stod det klart; Frygten for at instruere og tale foran fremmede var større end først antaget, og jeg overlevede kun lige med nød og næppe. Klagede min nød til en værdifuld livline, hun mindede mig om at nyde dansen, huske hvorfor jeg tilmeldte i første omgang: “Glem alt om forventningerne til, hvad kurset kunne bruges til“. Hun bad mig have tillid til fremtiden, HVIS jeg skal være instruktør, så skal jeg også nok blive det, når jeg er klar. –Hvilket jeg tydeligvis ikke var på dette tidspunkt. – Trist og ked af det, gennemførte jeg kurset, men tænkte, at jeg ALDRIG kom til at bruge det, eller holde foredrag, det var vist ikke lige mig. Et nederlag, jeg var nød til at gøre noget ved.

I Groove, er der 5 grundprincipper, 3 af dem lyder sådan her: Tillad dig selv at begå fejl: ”ALLOW YOUR SELF TO SUCK”, ingen kan gøre det for mig: ”NO ONE, CAN DO IT FOR YOU” og ”YOU’RE UNIQUE” – alle har deres egen måde at gøre tingene på, og din måde, er den rigtige for DIG!
Så altså, jeg vidste jo godt, hvad der skulle til, men hvordan? – hvordan tager man springet, når man ikke tør?

Der er kun EN VEJ!! – at se frygten direkte i øjnene!

Skæbnen ville at muligheden opstod lige foran næsen på mig; at blive instruktør på Skillrow. Ulempen var selvfølgelig, at det ikke var noget jeg kendte til i forvejen og at det ikke var dans, MEN, omvendt var det en kanon chance, og hvis jeg klarede det godt, kunne dette blive den direkte vej til at få opfyldt mine drømme!

Jeg vendte svagheder til styrke, og udnyttede mit behov for kontrol positivt, dvs. forberedelse og gentagelse! Jeg fokuserede på alle fordelene: De er kun 4 på hvert hold, jeg skal ikke selv ro samtidig, og jeg bestemmer musik og program, et program som er lavet ud fra, hvad JEG syntes, der er sjovt og udfordrende, og sidst, men ikke mindst, jeg kender de fleste fra min tid i receptionen, det vil sige at de ikke længere var fremmede. Jeg betragter ikke mig selv som instruktør, nok nærmere værtinde, hvilket er en rolle jeg ELSKER!! Og pludselig var det altså ikke så frygtindgydende, alligevel.

Hvem havde troet, at jeg kunne instruere og motivere fremmede mennesker til at give den max gas, Det var så FEDT, og jeg ELSKER DET! Jeg kørte første hold uden nervøsitet, og program og musik fungerede 100%. Jeg modtog meget ros, for netop musikken efter første hold, og jeg var helt ærgerlig over at der skulle gå en uge, men altså inden ugen var omme, havde jeg kørt 3 hold!

Hvis success’en forsætter, vil det betyde at jeg kan færdiggøre mit Groove-Dance kursus, hvor jeg kun lige mangler at udføre de sidste praktiske-øvelser, og så kan jeg kalde mig instruktør.

“Allow Your self to SUCK !”  – De Bedste Hilsner, Trine Frederikke