Igår var jeg til førstehjælpskursus. Total angstprovokerende for mig, men nødvendigt, hvis jeg vil have et job i et motionscenter. Skræmmende, for hvilke forventninger havde de øvrige deltagere til hende dér, den tidligere politibetjent. Kunne jeg overhovedet huske noget som helst af det, jeg lærte for snart 9 år siden? Hvor meget nyt er der sket siden? Ville det vække traumer i mig, at tale om død og ødelæggelse?  Virkeligheden er, at jeg er politibetjent af kød og blod, og vil altid være det, helt ind i mit hjerte; jeg trives aller bedst med ‘kundekontakt’, at være udadvendt, hjælpsom, og serviceminded, – så meget, at jeg flere år efter, at jeg har sluppet jobbet, stadig er betjent, ikke i forhold...