Igår var jeg til førstehjælpskursus. Total angstprovokerende for mig, men nødvendigt, hvis jeg vil have et job i et motionscenter. Skræmmende, for hvilke forventninger havde de øvrige deltagere til hende dér, den tidligere politibetjent. Kunne jeg overhovedet huske noget som helst af det, jeg lærte for snart 9 år siden? Hvor meget nyt er der sket siden? Ville det vække traumer i mig, at tale om død og ødelæggelse?  Virkeligheden er, at jeg er politibetjent af kød og blod, og vil altid være det, helt ind i mit hjerte; jeg trives aller bedst med ‘kundekontakt’, at være udadvendt, hjælpsom, og serviceminded, – så meget, at jeg flere år efter, at jeg har sluppet jobbet, stadig er betjent, ikke i forhold...

For noget tid siden talte jeg med en god ven om min sceneskræk, han sagde til mig: ”Trine, jeg forstår dig ikke. Du er smuk, dygtig, talentfuld, har en fantastisk udstråling og er god til det du gør, hvad er du så bange for? Hvad er det værste der kan ske?” Det skal jeg sige dig… Når det hele livet har været en straf, at være præcis de ting du nævner der, så pakker man de egenskaber væk, og så holder man op med at tro på, at det kan være kvaliteter. Jeg er i øvrigt ikke særlig god til at tage i mod komplimenter, så den dag blev jeg bare mundlam, rødmede og sagde tak! Kender I det, når...

Jeg startede denne mini-serie af indlæg med at skrive, at jeg havde været på en rejse, der var langt mere, end bare en rejse… Dette er 4. og sidste indlæg om turen, men denne gang er det et lille indblik i den personlige rejse jeg oplevede undervejs og bagefter… Som tidligere beskrevet ( læs her) så blev alle beskyttende parader spontant revet fra mig, da vi på første dagen skulle præsentere os selv. Jeg følte mig total blottet, som den nøgne sandhed. Det tog fuldstændig pusten fra mig, at jeg uden forberedelse skulle dele min historie i en rundkreds af fremmede. Mit lave selvværd har lært mig, at andre ikke syntes jeg er god nok. – men modsat hvad jeg ellers...

Jeg sluttede sidste indlæg (læs med her) med at skrive, at det var super urutineret, at drikke sig i hegnet dagen før deltagelse i forhindringsløb, og man kan da også undre sig over, at dømmekraften svigtede i så udbredt grad, når jeg må betragtes som en ellers seriøs triatlet hjemme i DK. Jeg ved ikke om det var størrelsen på drinksene, eller solstik, der svækkede mit overblik, men hyggeligt var det med aftenbadning og røverhistorier. Den sene sengetid skulle jeg komme til at fortryde så bitterligt få timer senere. Solen havde endelig fundet vej frem til Virginia Beach, og den var ikke blid! Et ‘hyggeligt’ lille forhindringsløb på sølle 5 km langs den smukke sandstrand, blev pludselig et spørgsmål om dehydrering...

Torsdag var der egentlig lagt op til at vi skulle ha’ sprunget faldskærm (tandemspring) men det blev aflyst pga. vejret, men det var okay, for det betød at jeg kunne komme med på besøg hos SWAT-team Virginia Beach. Det startede super fedt med den vildeste tur i deres kyst-vagt både. Der er altså smæk på, når Gutterne trykker gas-håndtaget i bund, og det var tydeligt at mærke at Betjentene selv nød deres job. En hel igennem fantastisk oplevelse! Efter en fin frokost, bestående af pulled pork (det er de åbenbart helt pjattet med derovre) var der opvisning af deres hundeafdeling, K9. Vejret, der tidligere havde været noget ustabilt blev pludseligt meget stabilt, og vor Herre valgte at tænde for den...