Et foredrag, der gør en forskel!

Igår, mandag, var jeg til foredrag med tidligere jægersoldat Magnus Hansson.

Jeg har, som så mange andre set Magnus, som den hårdtslående instruktør i Korpset, sendt på Tv. Jeg syntes, det er et spændende program, og efter første sæson, tog jeg da også til foredrag med ’Rat’, Thomas Ratsack. Foredraget var et udemærket indslag af røverhistorier og gav et godt indblik i en ellers lukket verden.

Anderledes var det, da jeg tog afsted i går, Magnus gav tidligt i tv-programmerne udtryk for at han havde PTSD, uden at komme yderligere ind på emnet. Derfor spidsede jeg øre, da jeg hørte han kom med et foredrag. Her var altså en modig mand!

Han er den første person, jeg kender til, der offentlig har sagt, “Jeg har ptsd”. Vi har ofte hørt eller set i medierne, at ptsd-ramte familier er kommet ud for alvorlige tragedier, som muligt følge af sygdommen, men her var der en der talte åbent om emnet! Ham ville jeg gerne møde!

Sidste år, da jeg endnu ikke kendte til Magnus, eller korpset, afholdte jeg selv et mini foredrag for mine tilskadekomne kollegaer med min egen historie som udgangspunkt. Mit mål var at skabe åbenhed, håb og netværk. Det var grænseoverskridende!

Derfor var det en stor lettelse, at se en tilsyneladende stærk og sund mand melde ud: “Jeg har ptsd”. For lige nøjagtigt dér tydeliggjorde han det som er hele problemet ved psykisk sygdom; han ser stærk og sund ud, men faktum er, at det ved vi ikke en skid om, det ved jeg om nogen!

Jeg tog til foredraget med et håb om at møde en ligesindet, og få en bedre forståelse af min sygdom, måske få et indblik i, hvordan han lever sin hverdag, og i sidste ende måske blive inspireret.

Magnus og jeg er SÅ forskellige, som vi overhovedet kan være, og DOG, for vi havde faktisk rigtig meget til fælles, blandt andet; de værktøjer, som vi har tillært os tidligt i livet, som nødvendige for at overleve en hverdag med mobberi. Værktøjer som desværre senere skulle vise sig at blive vores værste fjende; DU MÅ ALDRIG VISE SVAGHED!!

Lige præcis den leveregel skulle koste Magnus flere år på livets hårde skolebænk; med misbrug, og div. små-domme, inden han blev i stand til at se sig selv i spejlet og tage i mod hjælp. Det er forskelligt, hvor langt vi, mennesker skal ud, før vi bliver klar til at vende kajakken. For mig handlede det om accept og forståelse af, at leve med en kronisk sygdom. I det øjeblik accepten kom, kom også viljen til at komme videre.

Har Magnus PTSD, fordi han har været udsendt? Ja klart! – Men efterspillet var mindst lige så traumatiserende, fordi det ikke er tilladt at vise tegn på svaghed. ER DET IKKE TYPISK?! Det er ikke tilladt at sige højt “Jeg er ikke okay…”

Jeg oplevede selv som kvindelig-betjent, at det absolut ikke var en mulighed at vise svaghed, som kvindelig-betjent skal man bevise sit værd dobbelt op. Først til aller sidst, da jeg intet havde mere at gi af, knækkede filmen. Det var knap 4 år efter jeg kom til skade! Det var ikke nødvendigt at filmen skulle knække, en god ledelse og kollega-støtte kunne have gjort en forskel. Men da de lugtede svaghed, så kom dødsstødet; en fyreseddel. Præcis dét både Magnus og jeg netop frygtede, da det gik op for os, at der var noget galt i vores krop og sind.

Men er det ikke netop den største styrke, at turde vise sin svaghed, at turde at bede om hjælp?

Heldigvis havde Magnus viljestyrken og modet til at rejse sig, hvor han faldt, heldigvis havde han en kæreste ( nu kone) som blev ved hans side, trods hans ‘urimelige’ adfærd, al respekt til hende.

Problemet er jo netop, at det faktisk ikke kun går ud over den, som er syg. Det handler i lige så høj grad om de pårørende! Hvis ikke mere! Hvor er hjælpen til vores pårørende? Hvor er hjælpen til manden eller konen, der skal stå på mål for alle de ‘nye’ sider den PTSD-ramte har fået og som vedkommende selv kæmper med, hvor får de hjælp til egne frustationer og bekymringer, eller hjælp til at opretholde en normal hverdag? Nogen har endda også børn at drage omsorg for. Hvem fortæller vores mænd og koner, hvor de kan lette deres hjerter, når de ikke vil belemre deres syge partner med deres frustrationer, pres og bekymringer? Hvem griber dem, når de bukker under for stress, og deres kroppe står af, fordi de alt for længe har kæmpet alene? INGEN!

Hvis man har været udsendt som soldat, er der tilbud til både patient og pårørende, men det er der ikke, hvis patienten er politi, sygeplejerske, sagsbehandler eller andet. Det er ikke i orden! 

Det foredrag er Stærke sager! Et foredrag, der kan anbefales til ALLE, særligt ptsd-ramte og deres pårørende, men også til andre, der behøver motivation til at se indad og arbejde med sig selv. Det er hårdt arbejde, men det værd, lover Magnus, og jeg er enig.

Dette indlæg er IKKE sponseret, alene min varmest anbefaling! Altid fremad, ikk?

Tak til Magnus Hansson, for at gøre en forskel ved at plante et frø af mod og styrke hos hans lyttere.

Be Strong – Be you

De Bedste hilsner, Trine Frederikke