Nytårsforsættet ingen troede på! – min optagelse i politiet

I 2010, for 6 år siden, præcis på denne tid af året, knoklede jeg min røv i laser, sammen med mine kollegaer, mine klassekammerater, for at bestå de sidste prøver på Politiskolen. Endelig kunne vi kalde os, fastansatte politibetjente. Dette var kulminationen på en drøm, som var startet tilfældigt, godt 3 år tidligere.

I den anledning har jeg skrevet lidt om, hvordan det hele startede.

Den 1. januar 2007, vågnede jeg til lyden af mine løbesko, der kaldte på mig. Det var aldrig sket før, men en spontan tanke nytårsaften, havde mærkeligt nok vækket liv i de ellers trætte løbesko, som jeg aldrig var blevet rigtig gode venner med.

Andre har nytårsforsæt, jeg fik blot den vanvittige, og nogen vil mene desperate tanke, at politiet ikke skulle afvise mig, og jeg skulle i hvertfald nok vise dem, at jeg kunne bestå den ondsvage optagelsesprøve, igen!

Knap 2 år tidligere var jeg blevet afvist pga for mange ansøgere, på trods af, at jeg havde bestået hele optagelses forløbet. Det skete for mange, men jeg fik i den forbindelse besked på, at jeg kunne søge ind igen dog tidligst 6 måneder senere. – helt oprigtigt, havde det  aldrig været en barne-drøm at jeg kom ind. Så det var egentlig okay. Jeg skulle bare lige finde på noget andet at lave. 

Skæbnen ville, at jeg i første omgang droppede tanken om Politikorpset, kun en anelse tøsefornærmet og senere, pga min tredje graviditet. Tænkte helt ærligt, at politiet kunne rende mig. 3 Små børn og politi-job virkede ikke umiddelbart foreneligt alligevel.

Men så skete det altså nytårsaften, der i 2007, 2 måneder efter, at jeg havde født min 3. datter ( og i øvrigt havde taget knap 30 kg på) , at jeg fik den geniale ide at søge ind i politiet, denne gang var det en drøm, det blev en mission!

Jeg SAGDE jo det var vanvittigt?!

Og nu stod løbeskoene altså dér og kaldte på mig. Der var kun en vej og det var ud! Ud! Selv om det var koldt og glat, og hele familien sov sammen med resten af byen, og deres tømmermænd. Så var jeg stærk i troen. Nu sku’ det være, jeg ville ha’ en uddannelse. -Være et godt forbilled for mine piger!

Jeg satte musik i ørene, og vidste, at jeg måtte lægge forsigtigt ud, pga min vægt og min netop overstået graviditet.– men omvendt havde jeg en streng deadline hængende over hovedet: ansøgning senest i april, 4 måneder senere, dermed ville resultaterne fra første optagelse komme med i min betragtning. Og visse karakterer var for gode til at gå glip af. Sådan var det bare!!

Jeg løb, men mærkede hurtigt smerten i hele kroppen; hofte, knæ, ankler, alt gjorde ondt. Pludseligt virkede ideen fra dagen før, om muligt, endnu mere vanvittig. Og det var nu meget mærkbart hvad graviditet, og de ekstra kilo havde gjort ved min krop; men jeg har som bekendt et motto: smerte er ondskab, der forlader kroppen, og tænkte i takt til mit løb: jeg kan, jeg vil, jeg skal, jeg kan, jeg vil, jeg skal!

Træningen gik langsomt, men fremad hen over de næste par uger. Og det blev snart tid til at udvide med styrketræning og svømning. Ingen troede på mig og min vanvittige mission, og selvom min omgangskreds forsøgte at virke imponeret, når jeg fortalte om den kommende optagelses prøve. Var bekymringen og deres skepsis ikke til at fejl af. Enkelte kom endda til at sige deres mening højt; “Det kan du da ikke?” Eller “Jamen, det klarer du da aldrig?!” Blandt mange andre kommentare, blev netop disse bemærkninger ren motivation på min rejse mod mit mål.

Min onkel havde et træningscenter, men jeg var for blufærdig til, at jeg træne i åbningstiden. Så jeg fik min egen nøgle. I den sene vinter og tidlige forår, sneg jeg mig i centeret uden for åbningstiden, og kæmpede min egen kamp, alene med mig selv.

Med sandsække om fødderne i rask tempo på løbebåndet var der kun én vej! Og det var med tårene trillende ned af kinderne. Det var så ulidlig hårdt, men ingen skulle få fornøjelsen af at grine hånligt af, at jeg ikke klarede den. Min motivation og vilje var så stærk, at jeg fik kæmpet mig tilbage, i bænkpres, kropshævninger ( testen krævede vandrette for kvinder) men jeg trænede lodrette. Jeg VILLE være overlegen til prøverne. – Men mit løb drillede forsat pga bækkenløsning fra graviditeten.

Med kun to måneder tilbage inden optagelsesprøven, fik jeg brug for hjælp til de sidste kilo. Jeg ønsker på ingen måde at opfordre til ekstrem vægttab, og derfor er der ikke et før og efter billed, men jeg har alligevel valgt at illustrere min forandring med et billed fra graviditeten, i øvrigt 3 (!) måneder før forventet termin, og et billed, fra tiden, hvor jeg netop var startet på politiskolen dec. 2010.

Jeg kom på det man kaldte en kalorie-kur;

Hver anden dag i 7-8 uger, bestod mit dagsindtag på mindre end 1800 kalorier, de øvrige dage spiste jeg, som det passede mig med fornuft og rimelighed i baghovedet. Trænede kun de dage, hvor jeg IKKE var på kur.

Kiloerne raslede af mig, og træningen gik pludselig amok. Løbet drillede dog stadig. Jeg fik afsindig ondt i lænd/bækken og knæ, når jeg løb, og det pissede mig fuldstændig af, men der var ikke så meget jeg kunne stille op. Trænede bare videre.

Til prøven gik alt godt, opvarmningen tog pusten fra de fleste og kom bag på alle. Men på trods af mælkesyren i kroppen, klarede jeg alt efter egne forventninger, bortset fra løb. Jeg var vanvittig irriteret og sur på mig selv! Og selv om jeg bestod med et 2 tal, hvor 5 er bedst, var jeg bestemt ikke tilfreds, og det var instruktøren heller ikke.

Han kommenterede, at jeg var bestået, men havde fået ‘mindre egnet’ pga mit løb, det skulle altså være markant bedre.

Jeg sagde til ham, at det var jeg klar over, og forklarede, at min bækkenløsning fra fødslen kun 6 måneder tidligere drillede mig i træningen. Han spærrede øjnene op og havde nær tabt briller og gebis.

“Har du født for 6 måneder siden?!” Udbrød han højt og spontant. Jeg smilede og kiggede ned i gulvet, blev faktisk ydmyg og genert. Jeg kunne mærke, at jeg blev målt og vejet med hans udspillede øjne; de cyklede op og ned af mig, og min nu slanke krop. “Ja!” svarede jeg lavt, men stolt. Jeg havde jo netop nået mit mål, og havde tabt alle 30 kg, og endda lidt mere, men det var gået så hurtigt, at jeg dårligt selv havde vænnet mig til tanken.

Instruktøren var målløs! Imponeret og små klukkende grinede han: “Du har så meget potentiale, at jeg vil flytte din bedømmelse til “meget egnet” Håber seriøst at se dig igen, tillykke med det!!”

8 måneder senere, efter holdopgave og afsluttende samtale, blev jeg ansat som betjent på prøve, og ydermere 3 hårde år senere, fastansat som færdig uddannet betjent.

HUSK INGEN HAR OPNÅET NOGET VED AT GIVE OP!

Hvis jeg kan, kan du ogs!

De Bedste Hilsner, Trine Frederikke