Rejsen går til Virginia Beach – Warrior Week 1/4 | Be strong - Be You !

De fleste mennesker kan sætte sig ind i, at det er angst provokerende, at mødes med en hel flok ukendte mennesker, for at tage på ferie med dem. Bevares, det er da spændende, men vi har alle vores personligheder og særheder. Dertil kommer så, at størstedelen af deltagerne har enten fysiske- eller psykiske lidelser, nogen endda begge dele. Hvad ville det betyde på turen, og hvad ville mine skavanker få af konsekvenser, ville jeg overhovedet opleve nogle begrænsninger, man vil jo så nødig fremstå som en svag sjæl. Jeg var virkelig spændt!

Flyveturen til London var hurtigt overstået, og vi var hurtigt videre i næste fly, der skulle få os tværs over Atlanterhavet. Jeg havde aldrig fløjet så langt før, og tanken om at sove, når man kom direkte fra puttekassen, virkede ikke særlig tiltalende. Med tilfældigt bookede siddepladser, og verdens hurtigste vej til kedsomhed, var jeg spændt på, hvilke typer jeg skulle dele åndeluft med de næste 8 timer. Jeg var tæt på at opgive, da jeg fik øjenkontakt med en kæk ung mand, der frisk, men skuffet udbrød: “Skal jeg sidde ved siden af hende dér?!” Jeg blev hel mundlam, og nåede at tænke 1000 ting, inden der bredte sig et stort bredt colgate smil hen over hans ansigt, og det viste sig, at jeg havde fået en værre charmetrold til bordherre. Inden længe gik snakken og det føltes snart som om vi altid havde kendt hinanden, what are the odds??! Ved ikke om det var den tynde luft, men ca. tre timer senere, sov vi skulder ved skulder. Der blev taget mange billeder på turen, men billedet af, hvordan jeg savlede ned over hans skulder, har jeg heldigvis ikke set endnu.

Over 100 personer var samlet for at rejse mod et fælles mål, Warrior Week, et årligt tilbagevendende arrangement i Virginia Beach, USA. Jeg kendte på forhånd ÉN person! Denne ene var min ressourceperson, og jeg var hans. Vi var gode venner allerede hjemmefra, men at dele værelse med en af det modsatte køn, når man ikke er partnere, kan i sig selv give lidt udfordringer, vi har alle vores sære vaner! Vi er uden tvivl et umage par, alene med de 25 år, der er imellem os. Han er en stor dejlig kramme bamse, og jeg, i fht. ham, et lille dukkebarn. Hertil kommer hver vores sindstilstand (diagnoser) som er grunden til, at vi overhovedet er med på turen. Jeg følte, jeg kendte ham godt, og var tryg ved situationen, men der var bare visse situationer, som gik hen og blev en hel del akavet!

Fx. fik jeg mere end een gang uheldigvis spærret badeværelset. Et kort bad for den ene, er åbenbart et langt bad for den anden, og det krævede da lige et par ægteskabs-lignende gloser at få slebet de kanter. Jeg ELSKER karbad! – Men et karbad på under 45min er ligegyldigt, det var vi så ikke enige om! Oven i det, bøvlede vi en del med de store håndklæder, de forsvandt bare! 3 store håndklæder var væk på ingen tid!

Jeg skal ikke udelukke, at jeg selv var synderen, men altså ét til kroppen og ét til håret, og det sidste var beskidt på forhånd. Med tre dage uden nævneværdig rengøring på værelset, var vi pludselig tvangsindlagt til at bruge de frimærker, rengøringspersonalet så høfligt havde efterladt til os. Jeg er sikker på, at I kan se for Jer, hvordan det så ud, da jeg måtte trisse over gulvet med to håndklæder, der hverken kunne nå helt eller halvt rundt om min ellers pettite krop; direkte forbi et stort spejl, hvor min makker ‘slet ikke’ bemærkede den yndige slids, der gav frit udsyn til min asparges blege popo. Det blev ikke mindre akavet, da det var min makkers tur til at lave samme yndige dansetrin med samme størrelse håndklæde, hen over gulvet og ind foran samme spejl. Og her må jeg, uden at fornærme nogen, lige indskyde, at den elskværdige krammebamse, som tidligere fortalt, er en ‘anelse’ større end jeg, og ja, et håndklæde, der dårligt nåede rundt om mig, selv sagt heller ikke var meget bevendt for Bamsen. Vi aftalte hurtigt at gå på tyvetogt efter STORE håndklæder. Slut med frimærker!

Det var mørkt da vi ankom til vores hotel; vi kunne intet se, da vi åbnede altan-døren, men vi kunne høre havets brusen lige nede foran. Efter få timers søvn var det fuldstændig magisk at opdage udsigten i dagslys; sandstrand så langt øjet rakte, en bred og smuk horisont og lyden af havets bølger, der skyllede ind over sandet. Sikke en sjælefred og ro, der strømmede ind over mig. Dybt taknemlig. “Kors, hvor er jeg priviligeret at få lov at sidde lige her, lige nu, og opleve det her, bare TAK!”

Den første aften skulle vi deltage i et sponsor arrangement fra USO, men inden da skulle gruppen fra The Thin Blue Line kort mødes og se hinanden i øjnene, ca 20 personer. Det virkede ellers som en rigtig fin idé indtil vi blev bedt om at præsentere os selv og kort fortælle vores historie. Det var første, men ikke sidste gang på turen jeg blev presset. Jeg har intet imod at fortælle min historie, tvært i mod, men jeg har brug for tid til at forberede mig. Ellers sker der simpelthen det, at en engel og en djævel sætter sig på hver sin skulder af mig, og begynder at diskutere. Englen, vil være så oprigtig og ærlig som mulig, for sådan har jeg det bedst, mens Djævlen med sine spydige kommentarer, hvisker mig ind i øret, al det jeg frygter, at det aldrig har været en succes at fortælle min historie; ingen tror på mig alligevel, ingen kan lide mig mere, hvis jeg fortæller sandheden, osv osv…

Vi kan hurtigt blive enige om at det er irrationelt at tænke sådan, men som med så meget andet er det ofte mentalt det er galt, når mennesket føler sig udfordret. Jeg besluttede derfor at bede Djævlen om at fucke af, og hvis folk ikke kunne li mig efter jeg havde fortalt min korte version, så var det deres problem. Men jeg var presset og bange, jeg har det virkelig stramt med fremmede mennesker, særligt i rundkredse sammenhæng. Jeg fortalte min historie, så kort og præcis som jeg kunne, uden særlig forberedelse, og jeg må sige min frygt blev gjort til skamme. – Dette var for mig springbrættet til at jeg resten af turen, kunne slappe af og være 120% mig selv. Sikke en befrielse at føle sig okay.

Topgolf arrangementet var hysterisk sjovt, tilfældige sammensat hold, kom for mit vedkomne til at betyde, at jeg sammen med 4 gæve gutter havde uafbrudt grineflip i 3 timer. Med gratis mad og drikke var der lagt i ovnen til en hyggelig aften, og vi var alle op og ringe over den super lækre pulled-pork, der blev serveret. Det blev ikke mindre sjovt af, at alle uden undtagelse havde ualmindelig svært ved at ramme den satans lille golfbold. Det var flere gange med fare for liv og lemmer for både holdets deltagere, OG dem på de øvrige baner, at boldene fløj om ørene på os, ingen kom dog til skade under arrangementet. Tak til USO for en fantastisk oplevelse…