En livsrejse… 4/4

Jeg startede denne mini-serie af indlæg med at skrive, at jeg havde været på en rejse, der var langt mere, end bare en rejse… Dette er 4. og sidste indlæg om turen, men denne gang er det et lille indblik i den personlige rejse jeg oplevede undervejs og bagefter…

Som tidligere beskrevet ( læs her) så blev alle beskyttende parader spontant revet fra mig, da vi på første dagen skulle præsentere os selv. Jeg følte mig total blottet, som den nøgne sandhed. Det tog fuldstændig pusten fra mig, at jeg uden forberedelse skulle dele min historie i en rundkreds af fremmede. Mit lave selvværd har lært mig, at andre ikke syntes jeg er god nok. – men modsat hvad jeg ellers har erfaring med, blev jeg denne gang mødt af en masse forstående og nysgerrige sjæle, som interesserede spurgte indtil min historie. De lyttede, og nogen vidste endda præcis, hvordan jeg havde det, fordi de led af samme sygdom selv. Det var så befriende! For første gang i mit liv, kunne jeg være tryg uden facade, og bare være 120% mig, ingen hensynsbetændelse, ikke noget med at være sej eller stærk for andres skyld, ikke noget med at lade som om, jeg kunne bare slappe af ! Jeg har ALDRIG (!!) grinet så meget, så mange dage i streg! 

På turen havde vi 10 minibusser. Vores lille bus, 9 personer inkl chauffør, klikkede bare med det samme, fed kemi, humor, og forståelse for hinanden, ingen hakkeorden. Det var nyt for mig. Vi havde bla. en super chauffør, der tog en ordentlig tørn til gengæld for, at vi andre kunne fise husleje af på bagsæderne. – og ikke mindst, var han en rigtig ven i nøden! Beviset kommer her:

Den sidste aften i Virginia Beach, havde vi en fantastisk fest, og det skulle selvfølgelig fejres med pulled pork ( som vi efterhånden havde fået nok af) drinks i over-size og et aftenbad i den store bølge blå. Ærligt, havde sgu overset bølgerne var vokset til dobbelt størrelse i løbet af aftenen, men efter en tur i ‘vaskemaskinen’ og med sand i alle revner og sprækker, men dog med livet i behold, gik turen videre til næste bar. Her blev serveret nachos, med… jep – pulled pork (Det elsker De bare) og selvfølgelig flere drinks. Efter badeturen var min bluse blevet våd, og jeg begyndte at fryse, og det er her, den sødeste chauffør trådte til med sine helte-gerninger. Han tilbød simpelthen, at vi byttede bluser. Det skulle ikke hedde sig, at Prinsessen frøs, og det var jo en super sød tanke! Han fik mig venligt, men bestemt overtalt til, at det var en alle tiders ide. Vi byttede. – Og man behøver vel næppe meget fantasi for at forestille sig, hvordan jeg så ud i T-shirt kjole str XL ( måske XXL??) til knæene, og han med mavebluse i str. Small, som Bum fra Askepot. Her skal indskydes, at Chaufføren bestemt er en yderst velskåret Herre, uden nogen former for topmave, men det fik han så i min mini T-shirt, der gik ham et godt stykke over navlen. Det var storartet og fantastisk underholdende! Det blev ikke mindre underholdende af at vi kort efter måtte foregive at være mand og kone, da jeg ikke havde billed-id på mig, og dørmanden ikke syntes jeg var gammel nok til at blive lukket ind. Jeg er dybt taknemlig for de minder, der blev skabt den aften. Tak til dig og resten af holdet, særligt Jer, der var med netop den aften, kæft… jeg griner stadig, skål i Slik-pind! ( Ja! -altså, da vi ikke kunne få fat på drinks, der kl 2-3 stk om natten, fordi hotel kiosken lukkede kl 23, måtte vi jo nøjes med gratis slikpinde fra receptionen!) 

I USA genopdagede jeg den del af min personlighed, der har behov for at være vild og spontan, og ikke mindst, nogen at være det sammen med, og dét UDEN at det handler om sex! Sex kan være så overfladisk og ligegyldig, intet man ikke kan klare selv, men oplevelser; grineflip, nærvær, og øjenkontakt, uden tv og mobiltelefoner! Det kan du sgu ikke klare selv, og dét er i min verden langt mere værd end et hurtigt rutine knald, der er glemt dagen efter, en anelses generaliseret, men forstås. Det her sammenhold, de her oplevelser, det var Guld værd og minder for livet!

Uanset, hvor jeg har gået i skole (6 forskellige) eller hvor jeg har arbejdet, har jeg oplevet mobning; mennesker kan være SÅ lede ved hinanden. Det har selvfølgelig sat sine spor, blandt andet har jeg svært ved at stole på mennesker, har lært de fleste har en skjult dagorden, baseret på deres eget elendige selvværd. Jeg fortæller kun den del af min historie, jeg kan tåle at høre igen med ekstra fyld på. Al for ofte oplever jeg, at folk lader som om de vil mig det bedste, men i sidste ende venter de bare på, at bruge min svaghed i mod mig. Det gør at jeg beskytter mig selv med en facade, hvor jeg ofte kan fremstå som kold og kynisk – men som sagt, det var der ikke noget af her. Allerede i flyveren krakelerede de første lag, da de andre så mig snorke og savle allerede. Og senere gik der en hæmningsløs sport i at tage billeder, hver gang jeg lige havde fyldt munden med mad. JEG HADER DET! Stort set alle billeder, ligner jeg et smilende hamster! – Men det var nu meget sjovt, og jeg var tryg.

Det var så ukompliceret, der blev grinet, og grædt, men mest grædt af grin! Vi var ligeværdige!  ALLE mennesker har fortjent bare een gang i deres liv at prøve dén form for ultimativ frihed, at være sig selv, i sociale sammenhæng, UDEN FILTER! Når først dét er oplevet, så er alt andet leverpostej i forhold til. Derfor var det også antiklimaks at komme hjem til den almindelige hverdag, indkøb og legeaftaler. 3 teenagere, der syntes jeg er latterlig og et kærlighedsliv, der er mere off end on! – Men nu er kunsten jo netop at kæmpe for at få så meget af den frihedsfølelse fra rejsen ind i hverdagen: Det handler om at omgive sig med gode mennesker, få sjove oplevelser og skabe dejlige minder! 

Jeg er et nyt menneske, fordi rejsen lærte mig at stå stærkt i mig selv, og vide, at jeg er god nok, som jeg er. Lærte mig, hvad jeg VIL ha i mit liv. Jeg kan nu spare kræfterne på at holde paraderne oppe, og i stedet koncentrere mig om at holde mit humør oppe, og holde dårlig energi ude… 

Derfor er det en hel klar øvelse for mig fremover, hvordan jeg undgår at blive en magnet for følelsesmæssigt drænende mennesker. Igennem den sidste tid har jeg følt mig som en magnet for mennesker, der har det så skidt med sig selv, at de forsøger at stjæle min energi, ikke for at bruge den til noget godt selv, nej bevares! Men bare fordi JEG i hvertfald ikke skal ha det godt eller sjovt! Ja, man tror næsten det er løgn, men den slags mennesker findes altså! 

De, der selv hader livet så meget at de ikke kan holde ud at være i selskab med en livsnyder som mig; en der er så flabet at smile og grine højt! -Hva’ fa’en bilder jeg mig ind ?! 

Men til Jer vil jeg bare sige – Jeg skal nok klare mig – men hvad med dig? 

Et nyt liv venter, men hvilket et ?!☺❤🙏🏼 – Trine Frederikke

TAK TIL THE THIN BLUE LINE FOR DENNE FANTASTISKE TUR – SAMMEN STÅR VI STÆRKERE!!!