Rejsen forsat – Hedeslag hos SWAT, og mit første Faldskærmspring 2/4

Torsdag var der egentlig lagt op til at vi skulle ha’ sprunget faldskærm (tandemspring) men det blev aflyst pga. vejret, men det var okay, for det betød at jeg kunne komme med på besøg hos SWAT-team Virginia Beach.

Det startede super fedt med den vildeste tur i deres kyst-vagt både. Der er altså smæk på, når Gutterne trykker gas-håndtaget i bund, og det var tydeligt at mærke at Betjentene selv nød deres job. En hel igennem fantastisk oplevelse!

Efter en fin frokost, bestående af pulled pork (det er de åbenbart helt pjattet med derovre) var der opvisning af deres hundeafdeling, K9. Vejret, der tidligere havde været noget ustabilt blev pludseligt meget stabilt, og vor Herre valgte at tænde for den store varmelampe.

Herefter blev det tid til en forevisning af afdelingens materiel og særlige køretøjer, men jeg må indrømme, at det var så varmt, at jeg slet ikke kunne koncentrere mig. Betjentene selv, stod med svedperler piblende ned over øjnene og kampsvedte, vel og mærket i fuld uniform, og fortsatte i øvrigt deres fremvisning fuldstændig upåvirket, så hvad tudede jeg for?? Jeg prøvede at være upåvirket, sådan et lille hedeslag skulle da ikke få mig ned med nakken. Jeg ville jo gerne høre om deres imponerende køretøjer, deres bombe-enhed, og deres helikopter. Jeg var der fysisk, men mentalt var jeg max-presset, og havde kun een ting i hovedet; “Ikke besvime, du må ikke besvime, ikke besvime…”.

Da jeg mærkede snurren i læberne og susen for ørerne, kom jeg i alvorlig krise, og kæmpede en brag kamp for at huske alle tænkelige gode husmor råd til ikke at gå i gulvet. Hovedet ned mellem benene, køle hænder og fødder osv osv. Jeg kunne slet ikke overskue den opmærksomhed, der ville følge med, hvis jeg dejsede om midt i den store forsamling. På et tidspunkt delte de vand ud, og endelig kunne jeg hælde en halv liter i gabet, dog uden den store effekt i øvrigt. Sveden løb af os alle; som stod vi under en bruser af vand, alle var hårdt ramt. Mine sanser begyndte stille og roligt at lukke ned, jeg forsøgte at forebygge et ildebefindende ved at vippe på tæerne, tælle minutter til det hele burde være overstået, søge skygge på en måde, så jeg forstyrrede mindst muligt. Mine fødder svulmede op, og kunne pludselig ikke være i de elegante ballerinaer mere. Jeg var presset, for pligtopfyldende til at trække mig, når nu de var så flinke at tage sig tid til os, men samtidig for ramt til at følge med. Bedst som jeg tænkte, at jeg ikke kunne mere, var det hele overstået, og vi skulle indendørs til en ordentlig afsked. Pyh ha! Klarede den lige, ind i aircondition.

Fredag morgen blev det tid til at springe faldskærm. Altså vel og mærket efter vi havde underskrevet 10-12 erklæringer om, at de ansvarlige fralagde sig et hvert ansvar, hvis springet fejlede, og/eller vi endte som grønsager. – og at de (instruktørerne) måtte røre medspringerne upassende steder, og endeligt, underskrev vi så, at vi i øvrigt mistede vores stemmeret, værdighed, alle værdier, og at mand/kone, børn, hund og hjem ville overgå til dem ved et evt. dødsfald, eller næsten da. Hold nu K… for en gang papirarbejde. Nu kan det godt være jeg er en anelse naiv, men skulle sådan et spring kikse, så er det vel hverken lidt eller halvt man mister livet? Så én seddel havde vel været nok? Hvis du dør, er det din egen skyld!

Min instruktør var øjensynligt en erfaren ældre herre på den gode side af de 60, med texansk accent og et stilfuldt cykelstyr til overskæg. Jeg bemærkede en gennemgående skydiver-joke; Instruktøren henvendte sig til vedkommende, han skulle springe med, gav hånd, præsenterede sig, og spurgte derefter “Har du sprunget før?” Svaret vil typisk være nej, hvortil instruktøren, hel tørt svarede “Det skal du ikke være ked af, det har jeg heller ikke…” – Så var stilen ligesom lagt.

Efter diverse instrukser, fulgte en koreografi i fht det medbragte kamera, instrukøren havde på håndleddet; jeg skulle huske at smile og sende en hilsen til dem derhjemme, og iøvrigt spare på bandeordene, hvis nu gamle bedstemor skulle se med. Som om jeg havde overskud til at overveje mine ord i 5000 feets højde, vel og mærket i frit fald?!

Det gik nu heller ikke de øvrige danske springers næser forbi, at min instruktør var nær udløbsdato, så der faldt en hånlig bemærkning eller to; “Mon han kan HUSKE, hvordan man udløser skærmen”, “En mand på hans alder, har kun eet sidste ønske, og det er at dø i et spring, med en smuk ung kvinde på maven”, osv osv, de var sjove alle sammen. Godt med galgenhumor, inden det blev alvor.

Jeg var ikke nervøs. Jeg havde, allerede hjemmefra besluttet mig for, IKKE at tænke over hvad der skulle ske, før det blev absolut nødvendigt. Jeg elsker ekstreme ting, men ved også, at HVIS jeg først får trykket på knappen “NERVØSITET”, så er løbet kørt, og så går jeg i selvsving og kan ikke gennemføre. DET MÅTTE BARE IKKE SKE HER! Jeg VILLE springe! Det handlede om at være fuldstændig COOL!

Vejret drillede lidt og Hold 1 blev ikke sendt afsted som planlagt, og vi forsøgte at fordrive ventetiden bedst muligt med tålmodighed og hyggesnak, men pludselig kom min nye ven, og klappede mig på skulderen: “5 min. så flyver vi!” Jeg var blevet flyttet fra Hold 2 til 1, da der var blevet en ledig plads. Jeg blev iklædt sele, og de vigtigste instrukser blev givet igen. Jeg var stadig ikke nervøs, spændt, men ikke nervøs.

Altså lige indtil jeg fik øje på den lille blikdåse med vinger, de havde parkeret ude på landingsbanen. “Skal vi flyve i den dér?!” Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men i min mentalforberedelse havde jeg helt sikkert ikke kalkuleret med en flyver af den kaliber, og jeg nåede hurtigt frem til den erkendelse, at jeg formentlig ville dø uanset, hvis ikke i springet, så ved flystyrt!

Min svage antydning af nervøsitet forsvandt straks, da jeg sad i flyveren, fastspændt på maven af ‘The Oldman’, han var sgu cool nok. Og før jeg vidste af det, blev det vores tur til at springe. – jeg var fuldstændig rolig, men dybest set er det sgu da lidt åndsvagt at hoppe ud fra en flyver med pose fuld af stof på ryggen??

Den første del af springet var fuldstændig sindssyg, larmen var ekstrem, som det frie fald i Det Gyldne Tårn i Tivoli, for dem der har prøvet det, bare længere tid. Du har INGEN kontrol! – jorden kommer direkte imod dig. Landingen foregik lige foran vores hotel på Virginia Beach, og modtagelsen var fuldstændig overvældende!

Publikum stod på stranden, vejen og hotellernes altaner, i en højtaler blevet annonceret at publikum skulle tage godt imod de svævende skydivers, der alle var veteraner. Så til lyden af et bragende bifald dalede vi 6-8 faldskærme ned fra himlen, og blev alle modtaget af et “Thank You for Your Service” Det var næsten for meget af det gode, og vil da ikke benægte at mine øjne blev en smule blanke, lige dér! Tak til ‘Jumping for a Purpose’, for at opfylde en stor drøm!

Senere fejrede jeg mit spring på Patriotic festival, med drinks i ½l mål, og selvfølgelig den obligatoriske pulled pork, det var en anelse urutineret af svinge en tur forbi hegnet netop denne aften, da der var Monster Mash (Navy Seal forhindringsbaneløb) næste morgen, men det fortæller jeg mere om i næste indlæg. Følg med…

Nogen tør leve, nogen lever aldrig, jeg gør, gør du ? Trine Frederikke