Det handler om at være omstillings parat, rejsen forsat…3/4

Jeg sluttede sidste indlæg (læs med her) med at skrive, at det var super urutineret, at drikke sig i hegnet dagen før deltagelse i forhindringsløb, og man kan da også undre sig over, at dømmekraften svigtede i så udbredt grad, når jeg må betragtes som en ellers seriøs triatlet hjemme i DK. Jeg ved ikke om det var størrelsen på drinksene, eller solstik, der svækkede mit overblik, men hyggeligt var det med aftenbadning og røverhistorier. Den sene sengetid skulle jeg komme til at fortryde så bitterligt få timer senere.

Solen havde endelig fundet vej frem til Virginia Beach, og den var ikke blid! Et ‘hyggeligt’ lille forhindringsløb på sølle 5 km langs den smukke sandstrand, blev pludselig et spørgsmål om dehydrering og brandsår, og jeg var IKKE den, der led værst, men her kommer min fortælling!

Hårde øvelser som ‘Bear-crawl’ , ‘krabbe-gang’, og pullups faldt på stribe. Jeg havde netop klaret én enkelt pullup med rystende arme, da en instruktør råbte ‘One moment Miss, I help you’, – med et fast greb, tog han fat på min hofter og slyngede mig op og ned i dobbelt tempo, imens han talte højt til 20. Jeg følte mig, som shakeren til mojitos fra aften før i hans stærke hænder, og havde det så bare resulteret i en kølig (absolut alkoholfri) drink, så havde det været det hele værd, men nej… videre til næste forhindring.

En sandsæk skulle løftes via et reb. Godt rundtosset af rystetur og nærtstående dehydrering, greb jeg fat i rebet og trak, en instruktør råbte, at jeg skulle sætte mig ned, hvilket resulterede i, at jeg hang i luften i mine arme, i mens benene svævende elegant over jorden. Jeg har ikke gået til poledance, men har set at de har en øvelse, der minder meget om, kort sagt, der skete absolut INTET! Jeg hang og dinglede i luften uden sandsækken rørte sig en millimeter, men med hjælp fra to Navy Seal fingre røg Trine-pigen OG rebet mod jorden, og jeg kunne gentage øvelsen endnu en gang. Det forsatte indtil jeg rørte 4. knude.

Til sidst på turen, skulle vi kravle med 2 små (– alt er jo relativt) sandsække fra et punkt til et andet, og tilbage igen, jeg var FÆRDIG(!) – men kender ikke begrebet ‘at give op‘ – om jeg så skulle kravle hele NATTEN, skulle jeg SATME nok gennemføre det lorte løb!!!

Men helt ærlig, kæft jeg var ynkelig, og da jeg endelig nåede til enden af øvelsen, og gjorde klar til at slæbe de to sække tilbage til udgangspunktet, kom en instruktør og sagde at der var sket en fejl; Kvinder skulle kun have een sandsæk, så han tog den ene, og brøllede pludselig ned i hovedet på mig “YOU WANNA QUIT?!”, forskrækket, men uden at tænke nærmere over det, råbte jeg tilbage: “NO SIR!” Nu begyndte han at presse mig, med sætninger som ‘Jeg har set børn, der var hurtigere end dig!’ , ‘Gi op, og gør de andre en tjeneste’, osv., men underlig nok var det ren motivation; især når hver anden sætning lød: “You Wanna Quit, Sweetheart??” Og mit svar kom promte “NO!” selv om jeg lå som en slatten udtørret regnorm og rodede rundt i sandet. Han smilede… Og det viste sig efterfølgende, at ingen af de øvrige kvinder havde fået den rabat, så jeg må virkelig ha’ set svag ud!! Instruktørerne råbte af os, men det var med et glimt i øjet. Så på trods af mine tømmermænd og små forbrændte knæ, var det en super fed oplevelse!

Grundlovsfest på Den Danske Ambassade…

Det var heldigvis ikke samme dag, men med et tæt pakket program, føltes det næsten sådan.

Dress-code: “Kjole og Hvidt” Det har jeg aldrig prøvet før! – og med fare for at støde nogen, må jeg hellere bringe en advarsel inden det bliver pladderromantisk, for det var SÅ Askepot-agtig! og jeg valgte at gå ALL-IN med den vildeste paliet-drøm! Dette var en ‘Once in a lifetime‘…

Hjemmefra havde kjolen givet rigelig anledning til bekymring: hvad er reglerne; lang, kort, farve ? Kjolen, jeg havde valgt, blev endda sendt retur, og bestilt igen, inden jeg besluttede mig. Jeg ville gerne give den gas, når nu muligheden bød sig, men vil jo heller ikke fornærme nogen ved at være for meget. Åh alle de der uskrevne regler! Har det jo bedst med bare at være mig, og ikke dæmpe mig af hensyn til andre, men nu var det jo et formelt arrangement! 

På dagen kom vi direkte fra sightseeing til gallafest, og måtte klargøre os på et lille toilet i kælderen. Pludselig blev jeg ramt af angst; mange (fremmede, fint påklædte) mennesker, min kjole; den var total for meget, mine stiletter; der var al for høje, og kunne jeg i øvrigt holde dem på i de skide tre timer festen varede? Endnu en indre krig gik i gang – presset til det yderste igen, denne gang på et overflod af indtryk de seneste dage og al for lidt søvn på hele turen, situationen virkede uoverskuelig, men der var kun en vej – at gå planken ud!

“Kjolen på, op i stiletterne, ret ryggen og træk vejret, smil og nyd hvert et sekund, festen slutter før midnat, søde Askepot” Jeg var SÅ nervøs, med blævrende knæ og rystende hænder forsøgte jeg at bevare roen, og ligne een, der havde gjort det her 1000 gange før. Jeg huskede, at have hørt “Du er præcis så smuk, som du føler dig” – sagt i aller største ydmyghed, så følte jeg mig meget meget smuk. Så der var kun tilbage at nyde det.

Svævende hen over gulvet, blev jeg mødt at beundrende blikke fra festens øvrige gæster, som selv var mindst lige så smukke. Det var så magisk en stemning at opleve. Alle komplimenterne, alle de spændende personligheder, talerne, og ikke mindst rammerne, det var eventyrligt.

Der blev bla. holdt en tale til ære for børnene af de danske veteraner. Børnene blev tildelt medaljer; for at være pårørende til en veteran, kan være ekstrem hårdt. Det var så smukt en gestus og meget, meget rørende, netop de pårørende er ofte overset! Der blev taget en del billeder, og jeg skal være den første til at beklage, hvis mit tudefjæs forstyrrer i baggrunden.

Til et foredrag fornyligt, blev vi kvinder opfordret til at spille mere på vores kvindelighed. En opfordring jeg valgte udnytte til fulde, denne aften, iklædt ‘styletter’ ( mit ord for stiletter i stylte højde) var der rig mulighed for at spille hjælpeløs og finde støtte i den nærmeste, vel og mærket, yderst velklædte Herre, fx. når jeg skulle op- og ned af trappen, eller let og elegant skulle tværs over græsset. Det var en alletiders måde at komme i kontakt med helt fantastiske skæbner. Og det var enestående at opleve den ene galante Herre efter den anden. Det var virkelig skønt! – ikke mindst lykkedes det mig, at holde de små livsfarlige banditter på fødderne hele aften, og undgå halsbrækkende uheld, hvem havde troet det?  Jeg følte mig bestemt en ‘orden‘ værdig; Queen of Styletters!

Sidst på aftenen, da jeg egentlig bare trængte til et lille hvil, satte jeg mig på en bænk i den smukke have. Hurtigt faldt jeg i snak med endnu en yderst charmerende og interessant ung mand, som strålede i sin uniform. Vi blev enige om, at der var temmelig ringe service til kvinder og handicappede i kørestol til denne fest, idet vi begge sad dér, og var udgået for drinks. Derfra gik snakken og inden længe havde jeg hørt en åbenhjertig og ærlig beretning om hans hæsblæsende liv. Det var både fantastisk og inspirerende; det kræver sgu råstyrke uden lige at rejse sig som krigs-veteran, og kræve det bedste ud af livet! Jeg var blæst bagover! Den her Gut havde sgu fart på! Helt seriøst! Så ham selv træne på promenaden den ene morgen i hans racer-stol, det var hel sindsygt! Forstod, denne magiske aften, at det var med det formål at komme med rugby-holdet til Para-OL. Ærligt, jeg er sikker på at det nok skal lykkes. Kæmpe tak og dyb respekt herfra, jeg hepper på dig! Ogs tak til De øvrige Veteraner jeg mødte den aften. Respekt Herfra: Thank YOU, for your Service!

Livet er magisk: Bibbidi Bobbidi Boo –  Trine Frederikke