En engels tålmodighed er åbenbart ikke uendelig!

Efter 10 måneders ventetid, har jeg endelig fået godkendt et behandlingsforløb på Center for hjerneskade på Amager.

Jeg var afsted første gang i torsdags, og selv om jeg ofte blir beskrevet som en kvinde med en engels tålmodighed, så var selv den blideste og mest tålmodige sjæl, kommet på uendeligt hårdt arbejde denne dag. Jeg er sikker på, vi bare lige skal i gang, al begyndelse er jo som bekendt svært. Meget svært åbenbart!

Når man som mig, efterhånden er mere Bondetøsen fra Odsherred end Dullen fra Vestegnen, så er det altid noget af et kultur-chok, bare at kører fra Holbæk til Amager.

– Fra Holbæk, hvor jeg er noget nær den eneste bil på vejen, til at komme til København og pludselig være den eneste, der overholder færdselsreglerne, er i sig selv en kæmpe udfordring. Og sådan er det bare hver gang! Netop denne dag blev min tålmodighed sat ekstra hårdt på prøve.

Der var fx. pensionisten, som skulle ha’ afleveret sit kørekort for længe siden. Og det mener jeg helt seriøst! Når synet blir så dårligt, at man ikke længere kan se stregerne på vejen, og man må ‘føle‘ sig frem ved autoværnet med 20 km i timen, steder hvor man må kører 110, så kan jeg godt mærke, at jeg blir hurtigt træt. Omvendt, når jeg så skal jordes fuldstændig, fordi jeg placerer mig til venstre for at følge afkørslen til venstre, så blir jeg sgu stram. At jeg skal overhales indenom med 200km i timen, i mens der blir råbt “LUDER!” ud af vinduet, er jo på ingen måder i orden! – og der vil jeg slet ikk lægge skjul på, at jeg gerne havde taget en snak med den unge Mustafa omkring min kyskhed og seksualitet, hvis jeg havde fået muligheden, men det havde han tydeligvis ikke tid til.

Jeg er ellers ret sikker på, at vi sammen kunne ha nået frem til en fælles forståelse for at “luder” helt sikkert ikke var det rigtige ord i denne sammenhæng.

Hertil kommer myldertidstrafikken fuld af utålmodige borgere, som skiftevis dytter, lægger make-up og læser morgen-avis bag rattet, for bagefter at råbe gloser, jeg slet ikk tør gengive her. Og heldigvis var både mit og deres vindue lukket, så jeg blev sparet for den fulde version i mine sarte øre. Jeg var i chok!

Min sidste rest af tålmodighed blev suget ud af mig, da jeg nåede til Amagerfælledvej. Min destination lå på venstre side af vejen, og en eller anden klog vej-arkitekt, har i sin tid fået den geniale ide at lave en massiv midterrabat, som betyder at man er tvunget til at kører flere kilometer forbi ens ankomststed, uden mulighed for at vende rundt eller dreje til venstre.

Gps-damen anbefalede straks at foretage en u-vending, og jeg prøvede stille at forklare hende, at det ikke var en mulighed, men hun forsatte, og det udviklede sig hurtigt til et mindre skænderi. – til sidst skreg hun lettere hysterisk “Foretag u-vending nu!” Jeg blev så befippet, at jeg ikke turde gøre andet. Jeg havde allerede nået toppen af mit stress-punkt for længe siden og mistede fuldstændig overblikket lige der! Pludselig, så jeg mig selv lave en total uhensigtmæssigt u-vending på et areal, der svarer til mågestellets underkop, og fik nærmest sat en prop, i den i forvejen pressede morgentrafik. Det var ikke særligt fremmende for mit humør og tydeligvis heller ikke for mine medtrafikanters.

Total udmattet landede jeg endelig på centeret. 1 time og 20 minutters transport, hver vej, vel og mærket, nu fulgt af en time og 45 minutters behandling/ undervisning. Det stod mig noget uklart hvad behandlingen dækkede over, men jeg vidste, at jeg i første omgang skulle indgå i en gruppe af ligesindet mennesker.

Jeg blev henvist til et mørkt rum, indrettet med et stort rundt bord, og rundt om bordet var 8 stole. De 5 stole var allerede optaget af personer, der tydeligvis havde været ude i samme morgentrafik som mig. Alle så temlig kvæstet ud. – og jeg følte med det samme en vis hold-ånd. Vi sad i dyb tavshed i 10 min.

Jeg troede faktisk deltageren overfor mig, var læren, idet han sad med en masse papirer og noterede ting, og jeg ventede spændt på, at vi skulle i gang. Men intet skete. Efter yderligere 10 min fik en anden deltager den ide at kalde på underviseren, og jeg kunne nu forstå, at jeg havde taget fejl af deltager og underviser. Ikke at det gjorde den store forskel, når det kom til stykket. Kort efter kom en nydelig ung udgave af Poul Kjøller i skovmandskjorte ind i rummet. Han beklagede med ro og slow-motion i stemmen, hans forsinkelse.

Han bad mig kort præsentere mig med navn, alder, uddannelse og skadesforløb. Men udfra mine hold kammeraters udstråling, fornemmede jeg hurtigt, at det ikke var stedet af rulle min talestrøm ud, og siden de første 25 min allerede var gået, følte jeg, at vi var lidt bagud og måske endda havde lidt småtravlt. Det lod ikke til at være tilfældet kunne jeg senere konstatere. De andre havde åbenbart startet en uge før mig og havde allerede præsenteret sig sidste gang. Så efter min korte intro, sagde Poul Kjøller “Skal vi lige ta en pause?” Lettere chokeret kiggede jeg på ham og tænkte “SERIØST?! Vi er lige kommet?!”

Han forklarede nu, meget langsomt, næsten dovendyrs agtigt, at ordet “pause” ville være noget vi kom til at høre ofte. Og jeg må blankt erkende, at manden hurtigt fik ret! Han forklarede videre, at der skulle være ro i rummet under pauserne, og at der var yoga måtter i hjørnet, hvis nogen havde brug for et hvil. “Godt Så!” tænkte jeg “Hvem fanden har brug for at hvile sig efter 20 pauser og total inaktivitet?!”

Dagens mål var at få defineret “Følgerne af kronisk hjernerystelse” via 4 stk A4 papir. Og det som virkede som en ellers overkommelig opgave ved start, skulle hurtigt vise sig at blive en større udfordring end først antaget. Alene det at komme igennem listen af symptomer tog sin tid, og selve fremgangs måden på forløbet overraskede mig egentlig lidt, taget i betragtning at første symptom var “lettere til irritation / kortere lunte“. Just Saying.

Knap var vi kommet i gang, før der blev sagt pause igen. Jeg kunne mærke frustrationerne stige, følte ikke, at vi kom nogen vegne, og prøvede at lave helikopter syn og se ned på den samlede flok. Må ærlig indrømme jeg kom til at trække på smilebåndet; her sad 6 voksne mennesker, der lignede forsøgsrotter på hash.

– En sad med solbriller på, i et stadig mørkt rum, en anden med lukket øjne, en tredje hang i vinduskarmen, og så eftertænksom ud, og igen en 4. hang ind over bordet som en sløv teenager, og som allerede nævnt en enkelt i sin helt egen verden med sin mappe og kuglepen. Selv sad jeg med benene oppe og armen over kors med næse, mund og hage begravet i mit store tørklæde. Jeg har ikke set mig selv sådan siden 8. Klasse?! 

Demonstrativ og frustreret!

Dybt irriteret over den sløve metode at arbejde på. “Lad os nu bare få det overstået, så vi kan komme videre!” Tænkte jeg. Hvor svært kan det være?!

Vi nåede med nød og næppe at få klaret de 4 stykker papirer inden tiden løb fra os, og selvfølgelig efter utallige pauser. Det klart! Og jeg styrtede direkte ud mod bilen “ARGH!! Frisk Luft!! LYS! VAND!!”

Jeg satte mig bag rattet, klar til at køre hjem, men så blev jeg ramt af symptom nr 2; udtrættes hurtigere! Pivtræt! På trods af, at jeg INTET havde fortaget mig, så var løbet kørt for Fruen. Energiblokken var tom! “Pis” tænkte jeg. Der var ikke noget at gøre, hvis jeg tog chancen og kørte hjem, ville jeg risikere liv og lemmer på, at blive ramt af narkolepsi undervejs, og det er hverken hensigtsmæssigt for mig eller de øvrige bilister! Jeg måtte bide i det sure æble og låne en yoga måtte. Til min store lettelse, kunne jeg nu konstatere 5 holdkammerater, der allerede lå på rad og række, på hver deres måtte og sov ‘brandert‘ ud.

Kan I huske den tid i børnehaven, hvor man skulle sove til middag og man fik hver sin madres at lægge sig på, i sove salen. Nu lignede vi ikke længere forsøgsrotter på Hash, nok nærmere slagtede små-svin!

Glæder mig allerede til næste gang.

De bedste Hilsner Trine Frederikke