@trinefrederikkePolitiet var min identitet! – trinefrederikke
Når modet svigter... - om min sceneskræk!

Politiet var min identitet!

Igår var jeg til førstehjælpskursus. Total angstprovokerende for mig, men nødvendigt, hvis jeg vil have et job i et motionscenter. Skræmmende, for hvilke forventninger havde de øvrige deltagere til hende dér, den tidligere politibetjent. Kunne jeg overhovedet huske noget som helst af det, jeg lærte for snart 9 år siden? Hvor meget nyt er der sket siden? Ville det vække traumer i mig, at tale om død og ødelæggelse? 

Virkeligheden er, at jeg er politibetjent af kød og blod, og vil altid være det, helt ind i mit hjerte; jeg trives aller bedst med ‘kundekontakt’, at være udadvendt, hjælpsom, og serviceminded, – så meget, at jeg flere år efter, at jeg har sluppet jobbet, stadig er betjent, ikke i forhold til lov og orden, bevares, jeg skal ikke tage brødet ud af munden på de få betjente, der er tilbage, men i forhold til kundekontakt, jeg er heldigvis landet et sted, hvor jeg kan få lov at være serviceminded og udadvendt, det meste af tiden. – Men der er så også bare de dage, hvor jeg ikke kan gå uden for en dør. De dage er jeg ingenting, hverken betjent eller udadvendt, og langt fra mig selv. Og de dage glemmer jeg desværre nemt, dage som denne, hvor jeg pludslig var i mit ES igen; Jeg fik lov at handle, gøre noget! 

De praktiske øvelser gik fint, der lå overraskende meget teori på rygraden  endnu, og kun med meget få justeringer, var jeg fuldt opdateret igen. Selvtilliden fik et, omend midlertidigt, boost op ad: Det her pis, det kan jeg bare, selvfølgelig var der minder! Masser af dem, men det var minder om gode oplevelser!

Boostet var midlertidigt, for pludselig blev jeg ramt af ‘Hvorfor?! – Hvorfor var det nu liiige, der ikke var plads til mig i etaten? Jo, Det var såmænd, fordi jeg ikke var 100% funktionsdygtig, men hvem er egentlig det?!

Misforstå mig ikke. Her 3 år efter jeg blev fyret fra politiet af helbredsmæssige årsager, er jeg ikke bitter, tvært i mod, der er helt sikkert opgaver jeg ikke ville kunne udføre, men jeg undres til tider stadig, for der var helt sikkert også opgaver jeg kunne udføre! Og det var en god, dyr uddannelsen staten betalte for mig, så hvorfor ikke ‘udnytte’ det, til fulde??

Jeg er ikke ked af det, ikke mere, men politiet VAR min identitet, uden tvivl! – og jeg savner mine kollegaer, min hverdag i patruljevognen og oplevelserne, men heldigvis, har jeg formået at skabe et liv, der er, om muligt, endnu mere alsidigt end politiet, og knap så faretruende, og ikke mindst; Der bliver taget ALLE nødvendige hensyn, så dagene bliver bedst mulige for mig.

Der er en mening med alting. Jeg er tilbage i motionscenteret, et sted jeg har tilbragt mange timer både som ansat og som medlem allerede før jeg kom ind i politiet, nu blot i en anden by. – men som en cirkushest tilbage i manegen, trives jeg virkelig med den gode kundekontakt, muligheden for at hjælpe, og gøre mit bedste for at give medlemmerne en skøn oplevelse. Jeg instruerer hold, som jeg drømte om allerede dengang, og selv om vejen har været lang, så jeg har skabt mig et nyt liv, med en ny identitet; Jeg er ikke længere min sygdom, men min sygdom er en del af mig, men det er politiet så sandelig også, på godt og ondt. En gang betjent, altid betjent: 

De kan tá betjenten ud af politiet, men De kan aldrig ta’ politiet ud af betjenten… 

Til alle mine tidligere kollegaer derude, Pas på hinanden, og det samme til Alle Jer Andre ❤💙

Tak fordi I læser med – Trine Frederikke 

2 kommentarer

  • Ditte

    Kære Trine.
    Hvor er det hyggeligt at læse med, og følge lidt med i dine vilde projekter.
    Du må også passe godt på dig selv. Knus til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når modet svigter... - om min sceneskræk!