Pokkers til jul, og dens traditioner!

De fleste har, lige som jeg, nogle ufravigelige traditioner omkring juleaften, det gælder sig hvem man er sammen med, maden, gaverne, underholdning, kirken osv osv. Min familie er INGEN undtagelse;

De sidste mange år har Mommy Og Daddi’O, dannet rammerne om perfekte jul; min mor er fuldstændig genial til at lave julemaden, og min far, hjælper til, hvor han kan, samtidig søger han for det helt rigtige symmetriske juletræ, smukt pyntet og som altid, med levende lys. Gæsterne er en god miks af dem, som står børnebørnene allernærmest. Og så bare lige for at toppe det idyliske med lidt mere idyl, så når de da også lige et smut forbi kirken, inden maden serveres, total overskudsagtigt! Julen er en tradition, der i vores familie byder på varme, hygge og sjov, og ikke mindst de velkendte pakkelege som bliver udkæmpet på liv og død.

Så! Hvorfor ændre noget, der er virker perfekt? Tiderne kræver forandring, og det var ikke uden præstationsangst og rystende hånd at jeg stak poten i vejret og meldte mig til årets juleaften. Det er åbenlyst lidt af en arv, der skal løftes, fx snakker hele familien stadig om den jul, hvor maden kiksede fuldstændig, ikke for min mor, men fordi hun for én gangs skyld IKKE skulle lave maden. Min far taler altid stolt om juletræet, altså særligt om det træ, han måtte nøjes med dengang han var for sent ude; et sørgeligt lille træ stod som det sidste indpakket tilbage hos spejderne. Det viste sig at have mere end en top, og begge toppe havde et knæk på 90gr, men heldigvis var det jo nemt at fikse med lidt lim og nogle søm, og det lille grimme træ kom til at stråle om kap med julelysene i børnenes øjne.

Jeg har ikke tidligere ønsket at holde julen hjemme, pga. pladsmanglen og vores tre små arvinger, som var lidt af en udfordring bare at få ud af døren. Forventningerne til den perfekte jul er skyhøje og dét er unægtelig et kæmpe arbejde; Jeg VED efter utallige forsøg, at jeg ikke kan lave en steg uden at ødelægge både steg og ovn, og dét må ganske enkelt ikke ske juleaften – Men ungerne pressede på, og til sidst gav jeg altså efter.

Heldigvis var der hjælp at hente; Hr. Roed-Birk kom styrtende ind fra højre, som en vild rodeo-tyr, og tog chef-kokkehuen på, med det samme! ”Maden klarer jeg” råbte han selvsikkert! Han ville åbenlyst sikre sig, at der blev serveret mad til jul. Jeg lavede den snedige, og udelegerede opgaver til hele familien, så det eneste han reelt skulle sørge for var kødet, uden dog at undervurdere dén opgave.

Da jeg alligevel var forvist fra køkkenet, kunne jeg jo lige så godt kaste mit fokus andre vigtige steder, som fx at hive badeværelset ned! Det er så nok lige her omkring min hjerne fik en brist! Altså nu har vi haft det badeværelse i 12 år, så måske det kunne ha’ ventet til EFTER jul, men nej!! – Det er jo ikke et typisk-familie- Roed-Birk-projekt, hvis vi ikke får skabt lidt ekstra spænding undervejs.

Så med godt en måned til jul, begyndte jeg at rive fliserne på det gamle badeværelse ned, det hørte Chef-kokken, og fluks kom han flyvende endnu en gang, og tog værktøjet ud af mine hænder, han elsker at ødelægge ting, så var den opgave også givet videre. Forvist fra både køkken og gør-det-selv projekt, kunne jeg lige så godt drible til London med mine piger og forhåbentlig komme hjem til et dejligt nyt badeværelse – TRO PÅ DET!!

Som altid, når man skal renovere noget gammelt lort, kommer der uforudsete udfordringer undervejs, og det gjorde der også her. Så vi kom hjem til et hus med betonstøv i flere centimeter OVER ALT i huset, og IKKE noget bad! Toilettet kunne bruges, det var dét! Julekalenderen i fjernsynet mindede mig venligt om 8 dage til Jul. Vi knoklede dag og nat, med det vi hver især var bedst til, og pludselig blev det den 22. Vi havde stadig ikke noget bad eller symmetrisk juletræ til at imponere Daddi’o.

Juletræ, er for mig noget HELE familien henter sammen og man (i dette tilfælde børnenes far) selv fælder, men seriøst jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg havde forestillet mig; tre teenagere med en midlertidig nedsmeltning af hjernen, som bare peger på det første og det bedste træ, for at få det der familie-helved overstået, så de kan komme hjem til deres Netflix, og en mand, der absolut INGEN holdning har til smukke træer i rette symmetriske proportioner?? Som en anden prinsesse, afviste jeg alle træerne, og inden jeg fik set mig om, havde familien fældet et træ og var på vej tilbage til bilen. Mini me, lagde store kræfter i at hjælpe til med at bære toppen af træet, på bedste Krumme-vis, hvilket resulterede i, at vi også fik en flot portion mudder med hjem på træet.

Det blev den 24. og vi havde stort set ikke sovet i den forgangne uge. Sent aftenen før var det endeligt blevet muligt tage det første bad i vores midlertidigt indrettet badeværelse, og diskussionen var stor, da det kom til HVEM, der egentlig havde ret til det første bad; Ham, der havde bygget det? – eller hende, der havde startet det? Stædigt blev vi stående i rummet, der ikke indeholdt andet end en brusekabine, en løst monteret håndvask, og ja, selvfølgelig toilettet. Jeg gav efter, og overgav æren til bygmesteren, med en snedig bagtanke; når han skulle hente et håndklæde, ville jeg blive stående og smække døren i, og tage mig dét bad, og BAGEFTER råbe hjælpeløst efter et håndklæde. Som sagt så gjort; Jeg gav efter, han gik ud, jeg smækkede døren i, og døren faldt af! Så meget for det første bad!

Trætte og udkørte var der mange ting, der skulle gøres inden gæsterne kom. Chef-kokken var i køkkenet, og jeg havde travlt med borddækning og juletræet. Levende lys var selv sagt udelukket, da vi har husdyr i alle størrelser, men en lyskæde med kunstige juletræslys var total udelukket, jeg hader dem! Så jeg investerede i en lyskæde med mest muligt små dioder. Med måsen i vejret og min hybermobilitet slangede jeg mig zigzag ind og ud mellem grenene, med og uden mudder, og fik dekoreret træet med lys. Familien grinede af mig; 400 lys?! Men sandheden er, at jeg løb tør for lys 40 cm fra toppen! Al pynt var nøje udvalgt i rette farvekoder efter gamle farmors traditioner, og blev sirligt anbragt helt perfektionistisk, ja’ altså bort fra den side af træet, der mest af alt lignede, at der manglede en hel gren, og altså havde et kæmpe hul midt i det hele, hva’ fa’en er det?! Det er sgu da ikke symmetrisk?! – Men meget typisk for vores familie, hel perfekt på den uperfekte måde; huller i træet og ingen lys i toppen!

Gudstjenesten i nærmeste kirke, skulle dødpine presses ind, og til trods for det store mandefald (Vi plejer af være hele familien 7-8 stks) kom kun Mommy og jeg af sted. Hun troede godt nok at min deltagelse alene var et tabt væddemål, men for mig er det efterhånden blevet en vigtig tradition. Oplevelsen var dog en blandet fornøjelse. Kordegnen var åbenbart sur på Organisten, og stemningen de to i mellem var ikke til at tage fejl af. Samletavlerne passede ikke til det udleveret program, og kordegnen sang så dybt at organisten dårligt kunne følge med, dertil sluttede han sangene for tidligt, – og hvor Organisten troede, der var flere vers, skar Kordegnen ham af. Hverken Organisten eller Kirkegængerne forstod hvad der foregik og selv om Præsten forsøgte at agere konfliktmægler i indirekte bemærkninger, havde det ingen effekt; Organisten var fornærmet og nægtede at tage de manglende vers. Syndsforladelsen fik pludselig en helt anden betydning lige dér.

Hjemme igen blev den lækreste mad serveret, og den famøse enlige mandel blev fundet, traditionen tro var det morfar der fik den, og som sædvanligt listede han den ’ubemærket’ videre til nærmeste barnebarn, som fornøjeligt fryder sig over at kunne inkassere mandelgaven. Jeg har ikke vundet den skide gave, siden jeg var barn og fik serveret min egen portion, med min egen mandel!

Dansen rundt om juletræet, er bare på alle måder kikset og forfærdelig; børnene er utålmodige, og de voksne kan kun et par linjer af hver sang. INGEN, absolut INGEN har en tone i livet, og ”Nu det Jul igen” rundt i hele huset, der undervejs både tager livet af svage sjæle og værdifulde pyntegenstande. Armen hvad skal det til for??! I år startede dansen om juletræet på et børneværelset, det var det eneste sted, der var plads til det kæmpe asymmetriske træ, det var så alligevel en ny oplevelse!

Men, når alt kommer til alt, så ville julen ikke være det samme uden disse skævheder hist og her, og vores første jul hjemme var præcis så magisk som jeg ønskede mig; kærlighed, nærvær og varme, min familie var samlet, og alle overlevede pakkelegen. Alt var perfekt! Jeg ville intet ændre, selv om jeg fik muligheden. Alle fortjener en magisk jul, med faste traditioner, og jeg ønsker og håber, at Alle I, der læser med, havde en fantastisk jul.

Pas på hinanden, Trine Frederikke