Kys din indre dæmon, kærligt!

Det er lidt pudsigt, hvordan Efteråret 2018 handlede alene om overlevelse, og hvordan tingene pludseligt ændrede form i 2019;

Jeg var ked af det meste indhold i mit liv, og havde svært ved at se lyset og fremtiden. Familie-livet og pligterne holdt mig i gang, i mens humøret og livsglæden stille og roligt sivede ud af mig.

Mit job i træningscenteret var begyndt at kede  mig, at sidde i receptionen og vide, at jeg havde ramt mit livs karriere-loft, gjorde mig ked af det. Var det virkelig mit livs skæbne? Jeg var glad for alt ved jobbet, bortset fra opgaverne, og det var ikke holdbart. – Men vidste heller ikke lige hvad jeg skulle gøre.

Da jeg tog groove-facelitator kursus tilbage i august, havde jeg absolut ingen forventninger om at gå videre med det. Det krævede at jeg underviste mindst 6 gange, før jeg kunne kalde mig facelitator/ instruktør, men jeg havde alene taget kurset for min skyld, ikke for at instruere andre, ALDRIG I LIVET! Bare tanken om at stå foran andre mennesker, fik min hals til at krølle sig sammen, – ironisk nok, når man tager i betragtning, at jeg gerne vil holde foredrag, på sigt. Den ligning havde jeg ikke fundet løsningen på, endnu.

I september fik jeg en ny hest, jeg elsker den til månen og tilbage. Den gir mig så meget, som jeg ikke vidste, at jeg havde brug for, – men forholdene, hvor han først stod opstaldet, var ikke optimale for en unghest som ham. Det var svært for mig, for det var det helt optimale sted for mig. En flytning ville betyde, at jeg skulle væk fra en god og kær veninde, som altid har støttet mig, og som altid var klar med en hjælpende hånd, hvis nødvendigt, og ikke mindst var det billigt. Det tog mig lang tid at tage skridtet, blev bare mere og mere trist ved tanken, samtidig med at jeg besøgte hesten mindre og mindre. Årstiden gjorde, at vi pga vejr og vind ikke havde de store muligheder for aktivering. Jeg var nød til at prioritere hestens behov, hvis han/vi skulle udvikle os, – så en flytning VAR nødvendig. Han er min uslebne diamant, og SAMMEN skal vi shine!

2018 sluttede med et møde med mine chefer i træningscenteret. Faktum var, at de kun brugte uddannet instruktører til deres hold, som jo dybest set var det jeg drømte om. Jeg har ingen papirer på al min erfaring med træning, så den dør var lukket. Og nå ja, så var der den lille hage med ‘sceneskrækken’; Ville jeg overhovedet egne mig som instruktør, hvis jeg fik muligheden??? Vi lavede en aftale, som kunne vise sig at komme begge parter til gode. De manglede instruktører til “SkillRow” og var villig til at gøre en undtagelse, – jeg skulle prøve at forberede et program med musik til. Så måtte vi se tiden an og prøve tingene af.

En uge inde i det nye år, havde jeg mit første hold. Det var den vildeste oplevelse, at gøre noget, der var så grænseoverskridende! Jeg kunne ha tisset i bukserne af skræk, flygte, fryse – What ever! Bare få mig ud af den situation! – men jeg blev i det, fortrak ikke en mine, FAKE IT ‘TILL YOU MAKE IT! – og lettelsen var stor bagefter; Wauw, Det her, det kan jeg! – og dét skal jeg lave MEGET mere af! – Og derfra gik det stærkt! Jeg begyndte at tage ejerskab for mine dæmoner, en ad gangen, og tog mig kærligt af dem, – de var der og havde ikke tænkt sig at gå frivilligt! Så kunne jeg lige så godt holde af dem ! 

I februar fik jeg endelig flyttet hesten til nærmest luksuriøse forhold, og tilmed meget tættere på vores hjem end før, vidste simpelhen ikke, at der fandtes sådan et hesteparadis kun 10 min fra mit hjem. Nu har vi skov, strand og ridehus, og Gigamulen har fået jævnaldrende legekammerater. Som tingene flasker sig :0)

I marts fejrede min mand og jeg Kobberbryllup, ved at blive gift igen. Humøret og livsglæden er kun gået een vej siden januar, og det op! Mit smil blir bare bredere og bredere, og kommer nu ikke bare fra en overfladisk nødvendighed, men dybt inde fra. Forandringen er sket, fordi jeg har set mine dæmoner direkte i øjnene, og lært at ae dem kærligt, at opleve den udvikling der sker, hvis man tør det… Er ekstrem overvældende.

Jeg har på meget kort tid lært at acceptere at drømme sagtens kan gå i opfyldelse, hvis man knokler for det og acceptere at tingene måske ikke er præcis som man ønskede, men faktisk kan findes i en anden form:

Jeg besluttede allerede tidligt i mit forløb med SkillRow, at jeg ville gå videre med mit Groove-kursus, hvis det gik godt. Efter en vild oplevelse, hvor jeg spontant skulle være afløser på min chefs HIIT-hold ( som jeg vel og mærket intet kender til) fandt jeg ud af, at jeg stadig trives bedst, der på kanten, hvor det hele er lidt farligt; nyt og spændende. Og da jeg samtidig fik en høflig påmindelse om, at der kun var 6 måneder tilbage inden mit kursus udløb, så var der ingen anden udvej, end at komme i gang!

Så hvad vil jeg sige med al det her snak? Jo, vi kan acceptere den skæbne vi har, eller vi kan forsøge at skabe den skæbne vi gerne vil ha’. Det nemme er at gøre ingenting; være bitter, sur og pege fingre af alle de andre lykkelige tosser, som helt sikkert har det MEGET nemmere end een selv.

Det svære er, at lette den yndige popo fra divaneseren, og gøre krav på det gode liv, for det ER hårdt arbejde, at se frygten direkte i øjnene! Men udvikling kræver handling. Hvis jeg skal leve af hold-undervisning og foredrag, så må jeg lære at stå foran de mennesker! – ellers må jeg finde på en anden drøm! 

Det stod soleklart, at jeg ikke kunne håndtere udfordringen med sceneskræk alene. Jeg har efterhånden været i kontakt med adskillige terapeuter, mentorer, og andre kloge hoveder, men de kunne åbenlyst heller hjælpe mig, heller ikke med Sceneskrækken!

Jeg så mig omkring i mit netværk, og tænkte HVEM kan det, jeg godt gad at lære? Hvem inspirerer mig? Hvem har evnen OG tiden til at hjælpe mig. Svaret gav sig selv, da Karina Juul http://www.karinajuul.dk/en danse-kollega gik selvstændig som Coach! Hvor heldig har man næsten lov at være! Hun groover allerede sine egne hold, OG tilbød nu coaching. Hun forstod min udfordring!

Ved fælles hjælp lagde vi en plan for et mini-forløb, hvilket blev til tre Groove-timer med Karina som instruktør, efter dansen talte vi trin og spille-liste, og jeg kunne suge til mig i en slags mesterlære, samtidig med at få Groove principperne helt ind under huden, inden det var min tur til at inspirere andre dejlige mennesker.

Til den afsluttende coaching gennemgik vi min spilleliste og talte om mod og forventninger. Det var bare en time, men nok til at jeg havde ro i kroppen til at springe ud fra vippen to dage senere.

Karina holder til i Roskilde og er bestemt et besøg værd! Hun er en fantastisk, autentisk og inspirerende Groover, som jeg er taknemlig for at have så tæt på, at jeg rent faktisk kan få glæde af hende, bla igennem hendes Groove. Og bøvler du med noget, du gerne vil arbejde med, så gi hende et kald, er sikker på hun kan hjælpe dig på rette vej.

Af hjertet Tak! Hvis jeg kan, kan du også! –Trine Frederikke 

*Dette er IKKE en reklame, blot en anbefaling, da Karina har hjulpet mig et sted hen, jeg ikke kunne ha’ klaret selv*