Min dejlige dag i selskab med det offentlige!

Opgaven var simpel, jeg skulle ringe til SKAT for at ændre i min forskudsopgørelse. Keep it simple!

Da jeg er mere blank end blank til den slags, er jeg nød til at ringe op! – er så træt af at få smæk med en våd avis, hver gang alle andre får penge retur, fordi jeg stadig ikke magter min selvangivelse!

Så klog af skade, ringer jeg altid til de rare mennesker – men det kræver sin mand/ i dette tilfælde kvinde OG tålmodighed, at komme igennem.

Jeg trykkede telefonnummeret og uendeligt mange tal for at lande i den helt rigtige afdeling. “Du er nu i kø som nr. 28, ventetiden er over 15 min”

“Nå?! Tak! Det siger du alligevel?!”
Her ville de fleste måske ligge røret på, men jeg satte medhør på, lagde telefonen på spisebordet og gik i gang med at lægge vasketøjet sammen. Jeg var velforberedt!

Jeg bemærkede, at de havde fjernet den gentagende besked om, hvor lang ventetiden var, og havde erstattet den med noget meget ensformigt musik. Det var alletiders. Det lød som om der kun var 1 vers i det instrumentale musikstykke. Som om målet var at lulle folk i søvn, så de lagde på? Sådan en slags børnevuggevise?? Men næ nej, mig skulle de ikke få ned med nakken!

– Hvem opfinder egentlig ventetone melodierne ?!

Jeg fik lagt meget tøj sammen, rigtig meget tøj, og havde efterhånden fået samlet mig en lille bunke af nullermænd. I ved, De der, der altid kommer med, når man benytter tørretumbleren. Jeg kiggede på nullermændene og tænkte, at jeg sagtens kunne nå ud til skraldespanden i køkkenet inden telefonen blev taget i den anden ende.

Jeg tøffede ud i køkkenet, lyttede godt efter den kedelige musik, men pludselig kunne jeg høre telefonen inde i stuen:

” SKAT – Go Dag ?”
Åh Gud, hvor er det typisk! Det var det eneste der IKKE måtte ske! Jeg løb tilbage! Gled på det glatte trægulv og snublede over dørtrinet – bankede tæerne direkte i dørtrinet! Der lød et ordentlig brag! Hylede op! “AV FOR HELV….!” – Kæft det gjorde ondt! Sammenkrøllet og fyldt med smerte væltede jeg rundt gulvet, kravlede videre mod spisebordet, imens jeg råbte op til damen i røret: ” HEJ – Hallo??!!” -men inden jeg nåede helt hen til telefonen, havde den utålmodige medarbejder allerede lagt på.

Stærkt forpint havde jeg altså vundet den tvivlsomme fornøjelse at ringe op igen! Jeg ømmede mig over min højre fod, tæerne summede livløse, og jeg kunne konstatere, at det formentlig ville koste mig en enkelt tå-negl!

Trykkede endnu engang nummeret… “Tast 1 for afdeling bla bla 2 for bla bla” Jeg tastede løs. Først 1 så 3 så 1 igen, og så cpr nr efterfulgt af firkant…

“Duuuut” lød det. Det var pokkers! – jeg kom lige igennem, overrasket og glad “Go dag, jeg har brug for hjælp til min forskudsopgørelse?”

“Ja? – så er du desværre kommet forkert igennem, jeg stiller dig lige videre…” sagde en venlig stemme.

– “Nå For Søren, jamen mange tak!” Sagde Tålmodigheden, hende selv. Jeg vidste, det var for godt til at være sandt!

Igen kom jeg lige igennem, det var da utroligt tænkte jeg. “Go dag, jeg har brug for hjælp til min forskudsopgørelse, kan du hjælpe mig ?”

“Det er desværre ikk mig du skal tale med, jeg stiller dig lige videre” endnu en rar stemme. Nu var den første halve time gået i selskab med SKATs telefonsvarer og venlige medarbejdere, UDEN at komme så meget som et micro-skridt videre med dagens mission!

“Nå ?! Jamen tak, så venter jeg da bare igen??!” nu lidt mindre tålmodig.

Efter kort ventetid kom jeg igennem til samme medarbejder som jeg talte med første gang:
– “Ja du er altså desværre kommet forkert igennem, jeg er nød til at stille dig videre” sagde den stadig meget venlige stemme. “NEJ?! – du må ikke stille mig videre?!”

– “Jo det er jeg nød til, jeg kan ikke hjælpe dig!” Nu var den venlige stemme ikke længere så venlig, faktisk nærmere mobset og bestemt.

– “NEJ! Nej nej nej ??!!! Du må ikke stille mig videre, please, ikke igen, Hallo, Hallo?! NEEEEJJ ?!!” Nu fuldstændig desperat og opgivende!

“Du er nu i kø som nr. 21, ventetiden er over 15 min”

Åh Gud! Amen altså! Splattede fuldstændig opgivende ud på spisebordet ved siden af det sammenlagte tøj, bankede hoved direkte i bordet, forladt af al håb… For pokker! Det er bare en lille ændring, ingen videnskab for normalt begavet mennesker!! Jeg er jo bare MIG?!

Jeg var løbet tør for tøj at ligge sammen, og overvejede nu mine aktiverings muligheder. Støvsugeren var sjovt nok ikke en mulighed.

I min kedsomhed gik det op for mig, hvor dårlig vente-musikken egentlig var! Det var herre skod musik! Sådan en rigtig monoton ensartet melodi man blev skør i hovedet af, den startede bare forfra igen og igen! Det var 15 , nej nok nærmere 20 min eller mere! Ren psykisk terror!!

Lettere irriteret gjorde jeg mig klar til kamp! Nu kunne det være nok!

Endelig kom jeg igennem, jeg vrissede sammen bidt “Kan DU for helved da hjælpe mig med min forskudsopgørelse?!”

Medarbejderen i den anden ende skal være glad for vi ikke kunne få øjenkontakt, for hvis øjne kunne dræbe…!! Til min store overraskelse blev jeg modtaget af den rareste mandelige stemme, sådan rigtig hyggelig morfar-agtig.

– Jeg tøede lidt op “Det var ellers noget af en ventetid, 40 meget lange minutter jeg har ventet?!”

– “Ja min egen, men nu skal du bare se, jeg vil hjælpe dig, så det var HELE ventetiden værd!”

Jeg var imponeret, men ikke overbevist!

Men inden jeg havde fået set mig om, havde vi ændret og rettet i min forskudsopgørelse. Som han sagde: “Hvis du bare lover mig at bruge tid på det du er god til, så lover jeg, at gøre det jeg er god til.” Samtalen forsatte. Troede egentlig vi var færdige. Tiden var gået fra mig, så i mens medarbejderen snakkede løs, begyndte jeg nu at forberede mig på at gå ud af døren. Pakkede taske. Tog overtøj på. Sko på. Låste døren. Jeg var ikke længere hverken vred eller sammenbidt. Havde faktisk glemt, at jeg havde været det, i starten af samtalen.

Nu rundede vi mit frivillige arbejde på dyreværnet, og hans respekt for betjente i dagens Danmark, ja samtalen kom faktisk vidt omkring. Vi var nærmest ude i alle afkroge af ægteskabstatus, boligforhold, erhvervsliv og ja antallet af børn.

Jeg fik sat head-sættet til, startet op i bilen, medarbejderen snakkede videre. Det stod nu klart for mig, hvorfor denne afdeling netop havde 40 min ventetid! – men sikke en imponerende evne til at vende stemningen!