Første nattevagt for Frk. Panser-Basse!

En hver, der falder i søvn på sofaen omkring kl 20-21 hver aften, kan sikkert levende forestille sig udfordringen i at arbejde i tre-holdskift, og hoppe i arbejdstøjet, for mit vedkomne, uniformen, for at tage på arbejde kl 22.30. Jeg var pænt udfordret kan jeg afsløre, og jeg lærte egentlig aldrig at holde af nattevagter!

Al begyndelse er svær, og jeg var edder spændt, da jeg som elev i politiet, skulle ha’ min første nattevagt. Meget får man undervisning i på skolen, men dælme ikke nattevagter. Og det vil jeg så anbefale på det kraftigste fremover! Ser for mig en tema uge med tips og tricks til kost og aktiviter til at holde sig vågen! ( noget med citronmåne og kortspil?!)

Selv er jeg ikke den store natteravn. Det blev pillet af mig, da mine børn begyndte at sove igennem! Jeg drikker hverken kaffe eller cola, så jeg kan ikk snyde mig frisk! Rammer jeg muren, så er jeg fucked! – MEN erfaring med tons af nattevagter lærte mig at sang, dans og Ben&Jerrys-is altid er godt til førstehjælp mod natte-træthed. Jeg udviklede mine helt egne favorit metoder!

Tilbage til første vagt! Jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre et godt indtryk, især fordi det var første vagt, så det var absolut NO GO at glimse med de lange øjenvipper og få tunge øjenlåg! Dét ville jeg satme ikke ha hængende på mig!

Det skulle vise sig at blive en nat fyldt med udfordringer, men ikke af den slags som jeg havde håbet.

Det var en ganske almindelig, og meget stille og rolig, nærmest kedelig onsdag-nat, så da byen var kørt tyndt flere gange, blev det tid til lidt natmad og lidt nat-tv. Jeg fulgte bare min vejleder, forsøgte at passe ind.

Jeg er desværre bare typen, der er dødsyg at se film med! Jeg når end ikke forbi intro-musikken før lyset slukker i mine øjne, og jeg VIDSTE af bitter erfaring, at jeg ville få tunge øjenlåg, hvis jeg så meget som overvejede at se med.

Jeg blev overtalt af min vejleder og øvrige kollegaer.

Det gik som frygtet!

Ikke ret lang tid gik der, før jeg sad og spjættede som en tosse, der var ved at falde ned af stolen. I kender sikkert typen, der tror de falder ud af seng eller stol, når de er lige ved at falde i søvn. Jep! Det er så mig! Tilmed døjer jeg oven i købet lidt med pibende suk-lyde, jo jo et yndigt syn. Som jeg desværre i sagens natur sjældent selv er tilskuer til. Jo altså jeg vågner, når jeg ‘falder‘ eller piber som en forsømt missekat, og sover så videre, men det var jo netop dét jeg frygtede ville ske på første nat med mine nye kollegaer!

Jeg har åbenbart mumlet lidt i søvne, en kollega spurgte i hvertfald af høflighed “Hvad siger du?” Jeg kiggede undrende på ham, ud igennem mine små trætte muldvarpe-øjne, jeg mente bestemt ikke, at jeg havde sagt noget, og sad tavs og stirrede på ham, aner ikke hvad jeg har sagt, da jeg så ville svare kom der det værste vulapyk ud af munden på mig. Som om en båndoptager afspillede mit yndlingscitat baglæns!

Dybt chokeret over mit eget vrøvl, spærrede jeg øjnene op, GUUD hvor pinligt! Min kollega skreg af grin! “Du sidder ikke og sover vel?!” Jeg benægtede hårdnakket! Ikke på vilkår om jeg ville indrømme, at jeg muligvis havde lukket øjnene et splitsekund!

Min kollega blev igen fanget af programmet i tv’et, og jeg må erkende, at jeg ufrivilligt hurtigt fløj tilbage i drømmeland, jeg vidste det bare ikke, før det var alt for sent!

Jeg aner ikke hvor lang tid, der gik før min vejleder sparkede til stolen, og jeg sprang op som en fjeder! “Klar?! Selvfølgelig er jeg klar!”

“Så lad os køre en tur” mumlede han, og gik ud mod døren. Jeg løb efter, tænkte “FUCK FUCK FUCK!! Hvor længe har jeg været væk! Gad vide om de andre opdagede noget.” Jeg bildte mig selv ind de intet havde set. Jeg sov jo som en Ninja lydløst med det ene øje åben!

Vi kørte afsted i patruljevognen. Jeg var chauffør, og min vejleder sad ved siden af, samlede nummerplader ind. Efter adskillige stop, hvor han var sprunget ind og ud af bilen, følte jeg, at jeg måtte gøre noget, et eller andet, bare hjælpe, gøre et godt indtryk.

Så da jeg var ved at dø af kedsomhed, sprang jeg ud af bilen, høflig som jeg er “Er der noget jeg kan hjælp med ?!” Min vejleder kiggede tørt op på mig “Ja’e du kan stoppe patruljevognen?!!”

I min iver for at hjælpe til, havde jeg glemt at trække håndbremsen, og desværre havde jeg parkeret bilen på toppen af en mindre bakke, og jeg måtte nu se til, hvordan patruljebilen trillede langsomt baglæns! Jeg blev grebet af panik! Løb det bedste jeg havde lært, og hev døren op i mens bilen trillede videre ned af bakken! I bedste tegneserie-stil kastede jeg mig ind over førersædet og fik trukket håndbremsen! Jeg skreg hysterisk højt af grin, nok mest af lettelse. Hold nu k… tænk hvis der var sket noget med den bil på min vagt! Det magtede jeg slet ikke.

Vi kørte videre, vagten var tæt på sin afslutning, følte mig lettet. Så lykkes det mig alligevel at komme igennem første nat med værdigheden i behold!

– men pludselig lød en snorken fra min vejleders brystlomme. Jeg grinede “HVA FAEN er dét der siger sån?!” Det viste sig at være hans tjenestemobil, der ringede, og ringetonen var indstillet til at lyde som den vildeste snorken! “Kan du kende lyden” grinede han “Øh nej?!” svarede jeg træt og irriteret, hvor faen skulle jeg kende den lyd fra ?!

“Nå?! Det er ellers dig!” Svarede min vejleder med det bredeste smil! Jeg kunne ha gravet mig ned i et hul! Lagt mig bag den trillende patruljebil! Værdighed i behold?! Yeah right!

Sov som en Ninja?! Ja! Go Daw Du! …

❤️ Pas på hinanden, også når I sover. ❤️

De Bedste Hilsner Trine Frederikke