Den ondeste løber!

Lad mig undskylde på forhånd, nogen vil formentlig blive stødt af dette indlæg, fordi jeg kan virke kynisk og koldblodig, det er ikke meningen. Sådan er jeg ikke i virkeligheden, kun når jeg løber ?!!

Lidt indledning: I 2004 købte jeg mit første par løbesko. Havde besluttet mig for at søge ind i politiet, der løber de meget havde jeg hørt. Hadede det mildt sagt, og at løbe 1000 m i streg uden at holde pause og dø på vejen, var et helved i sig selv. Målet var at løbe 2400 m på under 12 min.

Overskriften er: ALDRIG GI OP! – det er simpelthen ikke en mulighed! Og for at dét skal lykkes, er der nogle regler:

Regel nr 1: Det er bandlyst at gå! Løbe langsomt Ok, men gå, No Go!

Regel nr 2: Sidestik = dårlig vejrtrækning!: sæt farten ned uden at gå, lange dybe vejrtrækninger ind gennem næsen og udblæsning gennem mund.

Regel nr 3: Smerte er ondskab, der forlader kroppen! – så tænk ikk mere over det! Afsted! Drop dine undskyldninger, ingen er gode nok alligevel!

Livet på politiskolen gjorde mig bidt af en gal løber, og på mirakuløsvis fandt jeg pludselig glæde ved at løbe. En ny regel kom til, regel nr 4: løb aldrig under 5 km som træning, de første 2 er alligevel ren opvarmning!

Til DHL stafet i København, omkring 2010 løb jeg min hurtigste 5km nogensinde på lidt over 23 min. Jeg er ingen prof! MEN! – det der skete undervejs på turen, det er dér den rigtige sejr ligger!

Det var her jeg første gang opdagede en grum side af min selv, som kun er blevet værre med tiden, og det er egentlig den mit indlæg skal handle om.

Der sker simpelthen et eller andet op i knoppen på mig, når der blir sagt klar-parat-løb! Jeg udvikler mig til et monster af den anden verden.

Jeg elsker rent ud sagt at overhale mine medløbere, jeg får kuldegysninger og adrenalin i hele kroppen, og får bare lyst til at ‘æde det næste offer’, der er no mercy! Jeg vil ha’ mere! Jeg blir simpelthen mere og mere flyvende for hver gang jeg overhaler!

Jeg har desværre måtte holde en ufrivillig pause med løb pga ulykken, men en ny regel kom til; Regel nr 5: ingen løb over 6-7 km, så undgår jeg hovedpine, smerter i ryg og lænd, plus programmet for resten af dagen skal være stærkt begrænset pga træthed. Sådan er det bare! Nytter ikke at kæmpe i mod!

Nu er jeg tilbage i løbeskoene, mere flyvende og ond i sulet, end nogen sinde før! Og nu blir det grimt!

Jeg var ude og løbe i dag, Hedeland Trailløb, kun 4 km, dvs langt under mit niveau!

Der blev sagt GO! – Jeg satte igang, samtidig voksede to små djævlehorn ud i panden på mig.

Jeg kan ikk følges med mine store piger, på 12 og 14; de løber simpelthen for langsomt. Jeg satte farten op og begyndte at æde gruppen af deltagere bagfra. Lagde mig selvfølgelig strategisk bagest fra start, så jeg HAR noget at spise af.

Det mest ødelæggende er sgu da, at ligge sig forrest og så bare blive overhalet af den ene efter den anden! Kunne ha været en regel, men for mig en selvfølge!

Løb forbi fædre med deres sønner, meget sødt, men det kan jeg altså ikke vente på, så snakke-klubben med de brede numser! “HOLD NU TIL HØJRE DE DAMER”! Videre, hende dér er ældre end mig, dét skal jeg kunne… Videre, ham dér, det er hans første løb nogensinde, se på ham, forbi ham…

Så kom der en bakke. Regel nr 6: ved stigninger øges hastigheden, sådan er det bare! – kan altid sætte farten ned igen på toppen, Jeg nyder at se, når Hr og Fru Danmark dø, når jeg æder dem på bakken ved at sætte farten op.

Så! – Ned af bakken, regel nr 7: slap af og lad dig “falde” ned, det går hurtigere og gir energi. Også her overhalede jeg et par forsigtige herre som tog muse-skridt, – dét kan jeg altså ikke vente på, Videre..

3 gutter, længere fremme, de skal også bare ædes, men langsomt og sikkert! Det er flovt at ligge så hårdt ud at man ikke kan holde hele vejen hjem, her kommer overskriften til at gælde: ALDRIG GI OP! – og derfor må reglerne tages i brug! Regel nr 1 og 3!

Det var fedt at løbe i et stabilt tempo med stabil vejrtrækning og så overhale stille og roligt, og mærke, hvordan gutterne ikke kunne følge med og faldt bagud, får kuldegysninger og mere adrenalin! Kroppen var fyldt op, på max overskud lige nu. Tog dem indenom i et skarpt sving! Sådan, Løb!

Nu er der kun én synlig konkurrent tilbage, og hans løbestil at dømme udfra, blev det ingen problem. Havde 1,5 km til at gøre en ende på ham. Det slår de fleste middelaldrende mænd ud, at jeg overhaler på vej op eller ned af bakken, men endnu mere, hvis jeg bare langsomt og koldblodigt haler ind, og særligt hvis vejrtrækningen samtidig er rolig. Alene det at jeg er kvinde! – tar pusten fra de fleste mænd! – Altså på løbeturen, ikke generelt :0P

Jeg satte farten lidt ned, fokuserede på målet, som en jæger der følger sit bytte, sagde i takt til mine trin: “Jeg kan, jeg vil, jeg skal, jeg kan, jeg vil, jeg skal osv” kunne se, at han kom tættere og tættere på, nu med 500 m til mål, måtte jeg sikre mig, at han ikke var typen der satte farten op til sidst og særligt, når han så det var en kvinde, der løb forbi. Jeg måtte give ham det nådesløse dødsstød! Jeg var heldig denne gang, løb på siden af ham, hans vejrtrækning var elendig! Jeg satte farten op, nu skulle jeg bare i mål.

For første gang nogen sinde blev jeg bedste kvinde i et motionsløb! Den ondeste løber, beklager, ved det godt. Jeg lover, at Djævlehornene forsvinder, når jeg er i mål!

❤️ Tro på dig selv, du kan hvad du vil, og gi aldrig op!❤️

De bedste hilsner Trine Frederikke

Ps. Mellemste arving, der slægter sin mor på, blev bedste barn med en forstuvet arm, på samme strækning.