Undervurdér aldrig heppekoret

Endelig var det tid til årets første Triathlon-stævne; “Triathlon til fordel for børn” i Slangerup.

Der er ingen tvivl om, hvorfor jeg elsker triathlon-disciplinen. Det der med at kæmpe mod sig selv og tiden, det er en enkelmandspræstation og det handler dybest set om at æde sig selv indefra, det er lige mig! – og det der med, at der kun er een at blive vanvittig på, hvis noget kikser, er også super godt. Kunne jeg leve af det, ville jeg gøre det!

Disciplinen var på papiret ikke noget særligt for mig; 200 m svømning. Alt under 400 m er ren opvarmning. 10 km cykling er det halve af det, jeg plejer at cykle på en træningsdag, og 5 km løb, det har jeg gjort så ofte før, også i kombination med en Triathlon. Derfor er det også sur røv at måtte erkende at denne dag ville netop løb, blive den helt store udfordring. Løb har de seneste måneder drillet mig, ligger i øjeblikket på 3-4 km ved træning, for ikke at belaste bækkenet alt for meget. Ikke noget, der fremmer form og selvtillid og slet ikke, når jeg netop er ‘vant’ til at æde mig selv og mine smerter, som var det m&m’s (med crunch, dé er nemme at spise MANGE af!)

Vejret var skønt, udstyret var toptunet, alt var umiddelbart godt; MEN Humøret var faktisk temmelig svækket fra morgenstunden! Jeg var sur og irritabel over distancen, SYNTES DET VAR FOR KORT, og med et minimum af søvn, var selvtilliden i bund. Det ku’ sgu nærmest være lige meget! – Jeg tog afsted med den der ‘det handler bare om at være med’ i baghovedet, men ved jo også godt, at det ikke holder i længden, når først startskudet er gået. Målet var under 60 min.

Humøret vendte til det mere positive, da min familie dukkede op (mere eller mindre frivilligt) for at agere heppekor.

Jeg syntes, det er spændende at stille tingene klar og forbedrede sig rent mentalt. Som om jeg forvandles til en maskine, hvor det kører pr automatik med kroppen og resten af arbejdet foregår i hovedet, et spørgsmål om mental styrke!

Svømning gik som sådan fint, følte min tid var ok, men manglede plads, og med for mange deltagere pr bane, var det svært at komme frem og finde en god rytme. Jeg satte rundsave på albuerne og fik overstået de 8 baner hurtigst muligt. – videre til første skift.

Første skift gik ikke for godt, yngste afkom skulle stå klar med mobilen, men var skredet på wc, – med mobil. Jeg brølede arrigt af det resterende heppekor “YOU HAD ONE JOB!!” og tænkte; og det var at stå klar med den fucking mobil tlf!!! Ældeste pigen, bliver altid hel skræmt, når jeg har ild i øjnene, så hurtigt gav hun mig sin tlf og så kom jeg endelig afsted.

Jeg var tændt, elsker at cykle, det føles som frihed ! – men min endomondo ( mit træningsprogram) var indstillet på tid og ikke på distance, så jeg havde ingen ide om, hvor langt jeg havde kørt, kunne kun sjusse udfra tiden. Blir max irriteret, når tingene ikke er som ‘De Plejer‘, men fik hurtigt omstillet mig psykisk til at opsætningen var anderledes og gav den fuld speed. Forventede at bruge max 30 min og helst kun 25 min. Der var godt med vind, men med høj solskin kølede det dejligt. Ruten var god og overskuelig med nogle seriøse bakker undervejs. Det gik perfekt, indtil kort før mål, hvor der opstod skilte-forvirring, som heldigvis løste sig hurtig uden nogen større katastrofe. – men jeg magter det ikke, blev pisse sur. Arrangørerne har pligt til at signalere tydligt, i sær på skilte! Desværre fik jeg pludselig en styg hovedpine ca. 10 min før mål, og det var klart en påmindelse om, at jeg stadig skal blive bedre til energi-indtag under stævnet, men det havde jeg ikke mulighed for at tage mig af lige der. Jeg følte mig flyvende og havde vand i dunken. Vidste jeg havde en juice-brik i skiftezonen, så den blev mit fokus.

Andet skift gik bedre, men hovedpinen irriterede mig. Jeg fik en god slurk juice, og forberedte mig mentalt på, at løbet ville blive en udfordring, pga bækken og distancen.

Jeg kom egentlig ok fra start og humøret var som altid højt, men kunne også godt mærke mit blodsukker var faldende. Heldigvis var der et depot efter ca 500m, og der fik jeg vand ( kunne ikke se saft) og et stykke banan. Note til mig selv, det er ikke godt at løbe og spise banan! Blev fuldstændig snasket ind og jeg kunne dårligt synke! Fik trods ben, der føltes som stive stænger, fundet en god rytme, – men efter kun 1 1/2 km fik jeg susen for begge øre og hovedpinen blev værre. Et alarm signal jeg normalt ikke ville ignore. De fleste ved at susen for ørene, kan være et alvorligt signal, om begyndende tegn på besvimmelse, så jeg satte farten lidt ned og begyndte at tænke i løsninger. Hvad havde jeg af muligheder??

For 6 år siden løb jeg et 10 km kvindeløb i København. Da jeg kørte hjem ad motorvejen med 130 km/t, fik jeg pludselig et Black out. Jeg var alene i bilen og heldigvis kom ingen andre noget til. Bilen overlevede desværre ikke… Nogen holdt hånden over mig den dag. Det viste sig senere, efter utallige undersøgelser at det formentlig var lavt blodsukker, der har lukket ned for systemet. Derfor har jeg siden været meget bevidst om, at lytte til min krop og dens signaler.

Jeg havde ellers spist efter bedste evne netop denne dag, men det var åbenbart ikke godt nok. Midt i min ‘egen osteklokke’ besluttede jeg, at der ikke var noget at gøre lige nu. Det var ikke en mulighed at gå – eller udgå. Løsningen blev at lave vejrtræknings-øvelser. Dybe lange vejrtrækning. Hyperventilation fremmer besvimmelse, og jeg fik hurtigt flyttet fokus fra ører og hoved til lungerne. Følte der kom ro på, men det var ikk optimalt. Efter 3. km fik jeg flere problemer, nu med venstre akillessene, det plejer jeg ellers ikke. Det begyndte at trække tænder ud, min krop var presset. Men det er også her psyken viser sin styrke; med en engel og en djævel på hver skulder, flyver argumenterne i luften. Det er en mental diskussion om retten til at gå; gør det ondt nok, hvad sker der, hvis jeg først stopper, er jeg svag, hvis jeg går, hva med min tid, vil jeg fortryde, hvis jeg har gået?? Og sådan blev det ved. Heldigvis kørte benene på automatik, og derfor kom jeg hele tiden lidt nærmere målstregen. Og pludselig kom jeg i tanke om heppekoret, der ventede ved målstregen. Og man må aldrig undervurdere effekten af at have støtte fra baglandet, det mener jeg! Selv om de ‘bare’ står og venter, og som sådan ikke kan gøre så meget på selve ruten, er de stadig motivation for at bide tænderne samme og yde sit bedste. Ærlig talt, Det er jo ‘synd’, hvis de skal vente for længe, fordi ‘man klynker og piver over sig selv’ ik? Så se at få fart på, blev der sagt!

Og det gælder også alle Jer andre, der står langs ruterne og hepper; det gir lige et løft, og det gør i hvertfald, at JEG nægter at gå, så længe nogen kan se mig! – og denne dag, hvor jeg var mere presset end jeg har prøvet før, så var det ellers fristende. Men publikum stod så tilpas spredt, og klappede og heppede, at det ikke var ‘muligt‘ at komme til at gå.

Jeg kom i mål, formåede endnu en gang at presse mig selv til det yderste og tilmed gennemføre det.- men til gengæld, hvis jeg ikke havde haft en familie, der stod og ventede, havde jeg formentlig været længere tid om det, og ha’ haft mere ondt af mig selv.

I mål rystede hænder og knæ, og det hele sejlede. – men efter masser af frugt, saft og lidt chokolade, så var jeg hurtigt frisk igen.

Jeg gennemførte på 1:02:31, og blev nr 2 ud af 23, i distancen ’15 km’. Der kan vindes ekstremt meget tid på skiftene, men nu er sæsonen i hvertfald skudt i gang.

Tak til verdens bedste heppekor. I betyder mere end I aner❤️