Ikke alt er lyserødt – mit liv med PTSD

Min blog hedder et smug kig til livet, det betyder, at det indimellem også er et indblik i mit liv, hvor ikke alt er lyserødt, idag har jeg valgt at skrive uden filter, om det knap så (S)kønne – mit liv med PTSD.

Det er sjældent jeg vender vrangen ud på mig selv, og fortæller om min skade, som er skyld i, at jeg mistede mit job som politibetjent i 2015, en karriere, der sluttede før den startede.

“Du er den historie du fortæller om dig selv” – og jeg ønsker ikke at være hende den syge politibetjent, jeg er meget mere end det. Det er ikke tabu for mig, spørg du – får du svar, men der er da så meget andet jeg hellere vil tale om.

Jeg betragter mig selv som et overvejende positivt og optimistisk menneske. Jeg tror på, at vi er stærkere til modgangen, der unægtelig er til os alle, hvis vi som udgangspunkt har et lyst sind. Alle har jo dårlige dage, forskellen er bare, hvordan vi håndterer de grå skyer. Udfordringen med PTSD er bla. at sygdommen er usynlig og kræver stor empati og forståelse fra omgivelserne, og ikke mindst en kæmpe accept og erkendelse fra ‘ejeren’ selv.

Jeg fortæller ikke om det her for at få medlidenhed, og selvom det er lidt trist og tungt, så håber jeg alligevel at kunne give andre i samme situation, lidt håb!

Jeg hader ynk og særligt at få taget hensyn. Så det har været ekstremt svært for mig at acceptere, at jeg nu befinder mig i en situation, hvor jeg indimellem er nød til at bede mine omgivelser om hjælp. Jeg vil klare mig selv! – Men faktum er, at filmen knækker simpelthen, HVIS jeg ikke gør det. I min verden var det svagt at be om hjælp, men jeg har lært på den hårde måde, det er svagt IKKE at be om hjælp, – når det er nødvendigt!

Der er altid en løsning! – Måske ikke den du håbede, men der er altid en løsning!

Så her er altså den kedelige side af hende, den sjove, skøre og evigt positive;

Hej jeg hedder Trine Frederikke, og jeg har ptsd (inkl kronisk hjernerystelse) Symptomerne er mange, alt for mange. Idag vil jeg skrive om to af mine næreste venner; Hr Søvnløs og Mr. Kronisk hovedpine, det er aldrig til at sige hvornår eller hvorfor de kommer forbi, ofte er det uanmeldt og på de mest ubelejlige tidspunkter. – Måske er det fordi jeg har set for meget tv, måske var der lidt for meget larm på jobbet, eller lidt for mange mennesker i Netto, måske er der for mange ting at huske SELV OM jeg skriver ALT ned, nogen gange kan det være en kombi af nogle af tingene, andre gange dem alle på én gang.

Ofte tager de to ‘Herre’ Frk. Tungsind med, når de kommer på besøg. Hun kommer som regl og sætter et tankemylder i gang, som en gryde fyldt med pastaskruer, der bulder-koger derud af, hver skrue er en tanke, en bekymring, en note, et ønske og det bobler bare derud af, uden mulighed for at skrue ned for blusset. Ekstra arbejde til den i forvejen trætte hjerne, ikke noget at sige til man blir tung i hovedet!

Jeg tror på det er en kliché at sige ‘det var nemmere, hvis jeg havde mistet en arm eller et ben for så kunne folk SE mit handicap’. – Pjat! Så havde det bare været noget andet, der var en udfordring. Der er noget til os alle. Jeg har fået en pakke med ptsd til rygsækken, og det må jeg så acceptere. Det er MIT ansvar, at passe på mig og tilpasse mig omgivelserne, så jeg bruger mindst mulig energi og får mest muligt ud af livet, det betyder indimellem at jeg må trække mig fra fællesskabet, sige nej til begivenheder, selv om det måske såre mine kære, eller lave en konkret vurdering af, om det er udmattelsen værd, som fx når jeg tar i byen, fester og danser. Det har en høj pris, utrolig høj pris, men det er guld værd for mig; jeg har brug for sjov og ballade, grin og latter, og jeg visner langsomt, hvis jeg skal skære det væk fra mit liv, bare fordi…

Kun de færreste forstår konsekvensen: at ligge handlingslammet, vandret i flere dage med influenza symptomer, uden mulighed for at kunne gøre noget for at få det bedre hurtigere. – men så kan jeg lærer det, siger Skeptikkerne!

Desvære findes ingen smart Quick-fix pille. Kun, at acceptere det var prisen for at være social, eller huslig, eller bare at være mor. Men nogen gange er det ligefrem en kunst IKKE AT LAVE EN SKID! ( og det kunne mange ikke-ptsd-ramte nu også godt lære noget af!

Ofte har jeg velmenende kære i røret, der siger: “Bare si til, hvis du har brug for at snakke, jeg lytter gerne, hvis du vil lette dit hjerte.” Og jeg sætter stor pris på tanken og det er rart at høre. Jeg er dybt taknemlig for alle omkring mig, men ofte er det ikke det, der skal til. Det hjælper til gengæld med ro, en pause fra pligter og forventninger, selskab kan være fint, bare der er tid til tavshed. Fysisk nærhed er også ren opladning; en skulder at læne sig op ad til en god film, en varm armhule, at holde børnene tæt eller bare i hånden. MEN Min alene tid har højeste effekt, inkl. træning, for der holder hovedet pause fra tankemylderet. Har sagt det før, hvis jeg kunne leve af at træne, så ville jeg gøre det. I morges missede jeg godt nok min svømning, fordi jeg sov, men Hey det er positivt! JEG SOV!

– træning kræver viljestyrke, at man sætter sig op til det, tar sig sammen, finder energien, det gør socialt samvær også, at være alene kan for nogle være svært, det kan føles trist og ensomt, hvis man ikke er vant til det. – MEN noget der virker på mig er frisk luft og masser af det, det kræver INGEN TING! Jeg går ture, masser af ture! Nogen gange langt, andre gange sidder jeg bare, det ikke vigtigt. Jeg søger altid mine yndlingssteder, som regel ved vandet, og jeg er ligeglad med vejret! Faktisk elsker jeg lidt støvregn, og en blid vind, der omfavner kroppen og kærtegner min hud, det er balsam for sjælen at mærke naturen, og helst har jeg mine firbenet drenge med mig. Deres selskab er ukompliceret.

På disse tunge dage handler det om at finde glæde i de allermindste ting; en måge, der fjoller rundt i en dyb vandpyt, solen skinner, en blomst er ved at springe ud, en cyklist der smiler, hunden der opfører sig sært, en bums på kinden, der er ved at forsvinde! Jeg mener det! – alt tæller!

Find taknemlighed ved det man har, mine børn, tag over hovedet, dybest set et godt liv. Det er okay at trække stikket og lade sig selv op! – for det er præcis det der skal til for at få så mange gode dage som muligt!

Hvis jeg kan, kan du også, De Bedste Hilsner Trine Frederikke