På overfladen er alt normalt, men…

– et liv med en hjerneskadet.

At leve med en hjerneskade kan være en kæmpe belastning for den skadet og dennes omgivelser. Jeg er endda heldig, jeg har kun en mindre skade, og selv om det er, og har været en stor udfordring at leve med den, vil jeg alligevel dele nogle pudsige oplevelser med Jer, som dybest set kun er til at grine af, der er ikke så meget andet at gøre. Grin gerne med mig…

Noget af det første jeg opdagede, der var forandret, var evnen til at koncentrere mig, holde overblik, og min hukommelse, alle tre ting, der også blir påvirket, hvis man er stresset, så flere af Jer vil sikkert kunne genkende nogle af situationerne.

Inden jeg kom til skade, var jeg en hardcore rutineret mor til tre, kunne vasketøj og lave mad med den ene hånd, trøste unger, og snakke i tlf, i mens jeg lagde tøjet sammen og tog opvasken med den anden hånd. Multitaske var mit mellemnavn. Der var altid styr på alt og INGEN skulle hjælpe mig!

I dagene efter færdselsuheldet august 2011, var jeg temlig rundtosset, og vidste slet ikke, hvad der havde ramt mig! Tænkte: “Det går nok over i løbet af et par dage” – men nu her 4 1/2 år senere, har det ikke ændret sig meget, jeg har bare accepteret omstændighederne, og lært at leve med det. Tilpasser min hverdag, så tingene ser normale ud udefra.

Jeg er blevet en skovl til det med datoer, og navne, og hvis jeg ikke skriver aftaler ned i kronologisk rækkefølge, så dukker jeg op en dag for tidligt, og nogen gange slet ikke. Havde en aftale med en veninde som bor over en times kørsel fra mig, hun var ikke hjemme, da jeg kom, og jeg tænkte, at hun nok bare lige var nede og aflevere den lille i dagplejen, men tiden gik og hun kom stadig ikke. Jeg ringede til hende. “Jamen Søde, det er da først i morgen vi har en aftale?”….
Heldigvis kunne hun ændre lidt på sin dag, så jeg ikke var kørt forgæves, men et klassisk eksempel! Senere samme dag på vej hjem, blev jeg ringet op af en anden veninde: “Trine, Søde, jeg er virkelig virkelig ked af det, men jeg blir nød til at aflyse vores aftale i eftermiddag, ved godt det er kort varsel!”

Jeg sad bare med sved på panden og tænkte: “Pyh ha godt hun aflyser!” – for jeg troede først det var dagen efter, vi havde en aftale! Selv om begge aftaler var skrevet ned korrekt i kalenderen, var de stadig byttet rundt i mit hoved, endnu en klassiker for mig, og senest for nyligt, hvor jeg modtog en besked fra en anden veninde “Der står i min kalender, at vi har en aftale i morgen, beklager, men der er kommet noget job i vejen, kan vi finde en anden dag ?”

Jeg sad med min kalender, der var propfyldt dagen efter, men ik med lige denne aftale, og endnu en gang blev jeg reddet af ‘klokken‘ og kunne uden at dø af dårlig samvittighed ændre aftalen. Jeg havde simpelthen ikke fået skrevet den ind med det samme, og så er den væk to minutter efter aftalen er lavet.

Evnen til at koncentrere mig blev også pludselig sat på en voldsom prøve, da jeg i et forsøg på at holde mig igang som den super-mor jeg var, ville sætte en tøjvask over. Tøjet skulle sorteres i farver og det har ved Gud aldrig været et problem før, men pludselig gav sorteringen ingen mening for mig, og jeg fik lavet 5-6 bunker på jorden foran vaskemaskinen, og smidt lidt tøj ind i maskinen. Jeg opgav projektet og gik videre til en simpel støvsugning, det virkede lettere, startede i køkkenet, hvor opvaskeren stod fyldt og var klar til at blive tømt. Det kunne jeg lige så godt få gjort med det samme, så jeg slukkede støvsugeren, og åbnede alle skabene og gik i gang med at tømme den. Der var et krus til badeværelset, og da jeg kom derud med kruset, var der mere vasketøj på gulvet, jeg samlede vasketøjet op og smed det hele i en ny bunke på gulvet i bryggerset. Faldt over støvsugeren på vej tilbage, startede den, og da jeg nåede til stuen, som kommer i forlængelse af køkkenet, var der nogle af hundenes tæpper, der skulle rystes og luftes, så jeg slukkede støvsugeren og tog tæpperne ud, helt ud på terrassen, herude var vejret skønt og jeg punkterede for energi og satte mig ned. Glemte alt om tid og sted indtil flere timer senere, da manden kom hjem. Han råbte inden fra køkkenet ” Hva sker der her ?!” Lykkeligt uvidende om mine mange projekter gik jeg indtil ham, og til min store forskrækkelse mødte jeg et bombekrater af den anden verden; først bryggerset: tøj alle vegne, en tørretumbler, der sku startes, en halv fyldt vaskemaskine, tøj til en hel hær, der skulle sorteres, køkkenet: alle skabslåger og visse skuffer var åbne, opvaskeren var kun halv tømt, videre inde i stuen stod støvsugeren midt på gulvet og hynderne i sofaen var smidt alle vegne, for det var sofaen jeg var nået til at støvsuge. Super klassisk eksempel fra min hverdag. Nemt at få styr på, men uoverskueligt for mig.

Det kunne endda ha været suppleret med indkøbte vare, jeg har svært ved at få sat på plads, eller sat rigtigt på plads: ris i køleskabet, salat og tomat i konserves-skabet, opvaskemiddel i køleskabet ved siden af mælken, og nogle vare kommer aldrig videre fra posen. Endnu værre, hvis det er tid til madlavning ovenikøbet, så er dette endnu en ‘stress’ faktor og jeg ville være nød til, at trække mig to skridt tilbage og sige, hvad er vigtigst lige nu?! Og så ‘glemme’ alt om de andre projekter. Sådan er det stadig i dag, men idag har jeg lært, at jeg hurtigt mister overblikket, og kan derfor være opmærksom på hele tiden at sige “Gør det her færdig først” når jeg så ‘springer’ over til en ny handling, kan jeg bedre sige til mig selv “Nej! – ikke nu, det andet skal være færdig først!” Og på den måde undgå at mit hjem ligner en krigszone, i et oprigtigt forsøg på at holde det pænt.

Eller hvis jeg kører bil og har meget i tankerne, kan jeg godt glemme, hvor jeg er på vej hen, jeg er mere end en gang kørt forkert, og nogle gange er jeg heldig at børnene skriger fra bagsædet “Hey mor! Hvor skal vi hen?!” Andre gange strander jeg ukendte steder, mest på Vestsjælland og kan ikke finde hjem, når det sker mister jeg overblikket, så det med at trykke “hjem” på GPS’en, er ikke den første mulighed, der popper op. Har en enkelt gang ringet fortvivlet hjem, fordi jeg skulle kører fra Kalundborg til Holbæk og lige ville ta en ‘smut-vej’ jeg i øvrigt aldrig havde benyttet før, og dét af en grund! Det var ingen smutvej og til sidst måtte jeg ringe hjem, jeg vidste ikke, hvor jeg var. Med hjælp fra manden, som beroligede mig, og gjorde mig opmærksom på gps’sen på mobilen, derefter kunne jeg køre hjem med kun en times forsinkelse!

Eller de utallige gange, hvor jeg har glemt at min bil ikke længere er en lysblå Lupo, men en sort Zafira. Det er så svært at finde sin bil i en fyldt p-kælder, når man leder efter den forkerte farve og model. Selv om det er over 4 år siden jeg har fået ny bil, sker det stadig jævnligt. I København troede jeg min bil var blevet stjålet, fordi jeg ikke kunne huske, hvor den var parkeret! For ikke at tale om de 6-7 p-bøder jeg fik i 2012, fordi jeg sætter p-skiven forkert!

Svært at forklare, men prøver alligevel: Hvis jeg skal sætte p-skiven til 9.30, blir det til 30.9 i mit hoved, altså 30 minutter i 9 ( 8.30) og derved sættes viseren en time forkert. Jeg har fået en elektronisk p-Skive, som står så fint på køkkenbordet og glæder sig til at blive monteret, venter nu på 2. år.

I dag gik jeg over for at handle, da jeg kom slæbende tilbage med fyldte poser i hænderne, så jeg der holdt en bil i indkørslen, og udbrød spontant: “Hvem fanden er det?!” Kan mærke, at jeg får hjertebanken og tænker indbrud, en aftale jeg har glemt eller noget helt tredje.

– Men kan konstatere i samme sekund, at det er min egen bil…