Det der med at holde formen!

For helved, hvor er det svært at holde formen, med en tur til Norges Høyfjell midt i træningens vigtigste fase! Ja undskyld mit franske, men er en anelse frustreret!

Sidst gang jeg var i Norge, for ca. 4-5 måneder siden tog jeg to kilo på! Nyttigt dengang, ikke ønskeligt denne gang. Så med bundet hænder og tape for munden, måtte jeg gå behersket til den norske morgenmadsbuffet.

Alle ved, at jeg elsker pandekager, på alle tider af døgnet, men NORSKE HJEMMELAVET VAFLER, de slår simpelthen alt! Desværre kan man sige! – For når man tre dage i træk, skal se og dufte, de lækre små djævler, så er det et kæmpe forstyrende element i kostplanen! JA! – Jeg kan lige så godt indrømme det, jeg faldt pladask i, allerede den første morgen. BUM ! Alt for meget mad, og særligt alt for mange vafler til mig. Glem alt om selvdisciplin! Hvem sagde rygrad som en regnorm??!!

Kender I det? Det er som om, når mine øjne ser en buffet, uanset tidspunktet på dagen, at der sker en forbandelse! Simpelthen! – En kortslutning i hjernen! Der sker det, at øjnene sender et signal til hjernen, som så går videre til maven. Alt inde i mig skriger: “Spis for helved! Spis som om du aldrig får mad igen!! “ – Al fornuft fordamper, det eksisterer ikke, al selv beherskelse forsvinder pist væk! Og sådan tar man altså på, mine damer og herre!!! No Shit Sherlock !!

Og det kunne måske nok gå ved ét enkelt måltid, MEN: 5 morgenmads buffet’er, en enkelt frokost buffet og 2 aftenbuffet’er, sammenlagt med 3 dage, hvor vi fik 3 retters menu, altsammen på KUN 5 dage vel og mærket! DET SÆTTER SINE TYDELIGE SPOR!!

Jeg var så forspist, da jeg landede i Danmark, at jeg aldrig troede, at jeg nogen sinde igen, kunne gennemføre sørgelige 5 km i løb. Det gik, men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at de ekstra kilo, var tunge at slæbe på! Det gik faktisk ok, havde kun tabt 1 minut på distancen, og selvværdet var kun halv knækket!! 

Og ikke nok med det, på trods af at halvdelen af min kuffert var pakket med træningstøj, blev end ikke løbe kasketten luftet, bare en lille smule. Bevares, programmet var tæt pakket fra ankomst til afgang, men ingen af aktiviteterne kunne på nogen måde gøre det ud for min træning! Men! – Det var sørme ikke mine værters skyld, næ nej, da vi ankom til det skønne Høyfjells Hotel, var det som om min lunge-kapacitet halveres, og jeg skulle pludselig bruge al min energi på, bare at holde mig i LIVE og JA! – tydeligvis spise!!

Har ellers hørt SÅ meget om at ophold i højere luftlag skulle have en positiv effekt på ens træning, nærmest som doping, men Google har netop lært mig, at det kræver en tilvænning på 4-6 uger, og så lang tid havde jeg altså ikke!

De mennesker jeg besøgte, har nu for anden gang oplevet mig som kronisk træt, en kloning mellem et dovendyr og en muldvarp! Svært at overbevise dem om, at man har en god grundform og seriøst træner til en Triathlon, om end en lille en af slagsen, men alligevel! “Skal du lige hvile inden vi kører? Skal vi mødes når du har sovet til middag? Går du i seng, allerede??” Hvis man ikke vidste bedre ville man tro jeg var taget til Norge på rekreation og genopladning af fuldstændig afladet batterier! Det var virkelig ikke tilfældet! Jeg var super frisk hjemmefra! 

Efter masser af gå-ture, frisk luft og som sagt, alt for meget mad, blev jeg sidste aften overtalt til en tur på en ATV. Værterne påstod, at jeg ikke kunne tage hjem uden at prøve den, når nu jeg også havde prøvet snescooter sidst, jeg var der!! Og det havde de jo egentlig ret i. Jeg havde heldigvis chauffør på. Blev udstyret med hjelm og handsker, på hjelmen var monteret et sæt ski-briller.

Vi kørte afsted i susende fart, det var SÅ fedt, og jeg nød den friske luft, udsigten, solen, farverne! Jeg elsker solnedgange!! Og Bjergsøområdet viste sig fra sin aller smukkeste side, jeg var solgt! Forelsket i naturen! Hele dagen havde det været gråt og overskyet, men lige dér klarede det op, himlen var orange med et strejf af pink. Jeg var målløs!

Da vi kom tilbage, roste jeg chaufføren, takkede for den imponerende oplevelse, imens jeg tog hjelmen af. Smilede begejstret, imens jeg med fagter og glæde fortalte om min oplevelse med farverne i solnedgangen. Min chauffør kiggede forvirret op mod himlen, og jeg så i samme retning som ham. Dybt skuffet måtte jeg konstatere, at alle farverne var væk, og opdagede til min store fortrydelse at glasset i skibrillerne var orange, hvilket gav den ‘fantastiske farve‘ på himlen!

Jeg ved ikke om det er maden, de højere luftlag eller om der er noget i luften på Oslo-båden, men i hvertfald stoppede mit øko-system øjeblikkeligt med at virke, i det sekund jeg steg ombord på båden, på vej der op! Og nu kan det godt være de sarte sjæle skal springe lidt i teksten, men altså…

Forestil jer 4 dages indtag af alt for meget mad, der bare hober sig op i min alt for lille mave, og til sidst kan der jo virkelig ikke være mere. Det var så smertefuldt! Og jeg er, som bekendt ikke typen, der bare giver op, så jeg smilede mig vej igennem flere dages pinsler og lidelser med massive mavekramper uden at fortrække en mine! Næ, men skulle nødig modtage hjælp eller gode råd!

Og da der så endelig, langt om længe, gik hul på boblen, om man vil, var det desværre ( eller heldigvis, nu jeg tænker efter) ikke nede i vores private kahyt, eller på dækket i den friske luft, nej nej det var selvfølgelig på det offentlige wc lige ud for danse-cafe’en. Jeg er ellers ikke sart, men jeg blev helt forarget på mine egne vegne, at sådan et lille menneske, kan indeholde SÅ meget luft! Nu forstod jeg bedre, at flere havde udvist hensyn overfor mig, som om jeg var gravid i 6. måned. Men! – der vil jeg altså lige pointere, at hvis de havde set mig, da jeg RENT FAKTISK VAR gravid, SÅ havde de vidst, det ikke var tilfældet her!

Pyh ha!! – der sad jeg så i dampe, der mindede om et svinelandbrug, SÅ pinligt! Flere liter mavegas buldrede hæmningsløst ned i kummen. Nogen af skibets passagerer må helt sikkert ha’ troet det var færgen, der brugte båt-hornet!! – og jeg kunne intet gøre! Ikke noget med lige at holde lidt igen, og lade vinden sive langsomt, det var bare ikke en mulighed! – og jeg var bare overhovedet ikke alene på det wc! Så blufærdig som man er, og med fare for at blive afsløret på mine sko, måtte jeg sidde med løftede ben, og forsøge at forrette min nødtørft, men stanken var udlidlig, faktisk trak det tåre på et tidspunkt. Flere dages råddenskab har aldrig gjort noget godt for nogen mennesker, og en enkelt dame i båsen ved siden af mig, kom da også med et host, og jeg forstår hende! – selv troede jeg et kort øjeblik, at jeg ville besvime, men så var det bølgerne kom. Og jeg fik pludselig helveds travlt med at placere fødderne på gulvet og klamre mig fast til, hvad der var at holde i, og der er faktisk ikk andet end en toilet-rulleholder, som åbenbart ikke er fast monteret på skillevæggene, men bare hænger løst på en skrue.

Så dér sad jeg på tønden, i en frygtelig stank og klamrede mig til en toiletrulle-holder! Og frygtede for mit liv, på alle måder! I mens Titanics skæbne kørte på indersiden af mine lukkede øjne! Var min sidste tid virkelig allerede kommet? Skulle jeg lide den uværdige druknedød på et stinkende toilet?!

Nu skulle jeg ud derfra, og det var hurtigst muligt, og selvfølgelig helst uden at blive set! Nåede lige at vaske hænder først!

– Håndsæben dufter i øvrigt fantastisk, faktisk så godt at jeg for en kort stund, helt glemte min netop overstået katastrofe, og tog mig selv i at stå og lave små sjove sæbebobler. Lige indtil en dame kom ind, og gloede på mig som om jeg var et rumvæsen, som havde toilet-papir hængene ud fra bukse-kanten, men det kunne jeg da se i spejlet, ikke var tilfældet! Som en anden Ninja fik jeg sneget mig ubemærket ud fra toilettet og valsede, lettet, meget lettet, tilbage til danse-cafeen.

Her satte bølgerne sit helt eget præg på dansegulvet. Det blev pludselig lidt mere underholdende at være bænkevarmer, netop den aften. Jeg er ellers altid frisk på en dans, og trængte tydeligvis også til at rører mig. Men det var som alle med ét trylleslag havde lært at danse mamba, og takten var så synkron, at det lignede en skræmmende stammedans! Først mod højre ” UHH” skreg de alle, og så mod venstre “ÅHH!” Virkelig skræmmende! Jeg havde virkelig ikk lyst til at deltage! – Og nu forstod jeg pludselig også vigtigheden i gelænderet, der indrammede dansegulvet!

Selv tjenerne væltede rundt, det var ikke til at se om de havde pimpet lidt i baglokalet, og fred være med dem, hvis de havde, denne aften gjorde det ingen forskel! – men jeg havde sgu ondt af ham den nye tjener, der igen og igen måtte starte forfra, fordi øllene på hans bakke væltede, når der kom en bølge.

Selv havde jeg kun fået to drinks, men da jeg rejste mig for at gå i seng, blev jeg alligevel i tvivl, om jeg havde drukket mere. Jeg mærkede svimmelheden, og tænkte: “Ingen skal tro jeg er fuld!” Så Jeg fandt et punkt at fokusere på, og gik direkte i mod – men kort efter, slyngede bølgerne mig direkte mod væggen, og selv om jeg forsøgte at være elegant, så lignede jeg klart en fuld russer på stylter, men Hey, her er det vel passende at sige vi alle var i samme båd.

Jeg er desværre overhovedet ikke særlig søstærk, og en helt almindelig sejltur uden bølger, giver mig en efter-sø-syge på 1-2 dage. Her fire dage senere ‘sejler’ jeg stadig. Det er simpelthen så skønt at stå nede i Netto og pludselig få følelsen af, at gulvet vipper, og man panisk må gribe ud efter kanten på køledisken! De andre kunder glor slet ikke mærkeligt, når man spasser ud og klamre sig til lågen ved køleskabene!

Nå! – men Triathlon siger I?! Jo tak, jeg glæder mig hel vildt! Jeg har kun taget lidt på, tabt tid på både svømning og løb og cyklen tør jeg slet ikke køre på, sådan som jeg sejler! Jeg får i hvertfald brug for kæmpe opbakning og det største heppekor i mandsminde, for at gennemfører dét løb, men hvad, jeg er jo ikke noget konkurrence menneske, og det handler jo bare om at være med, og gennemføre, ikk?!

❤️ Pas på Jer selv, og hinanden, livet er en gave ❤️

De Bedste Hilsner Trine Frederikke