Når drømme går i opfyldelse…

Strømmen af drømme, der går i opfyldelse for mig, forsætter, og det er super dejligt, men faktisk også lidt angstprovokerende, for det stiller krav om, at jeg skal huske at være tilstede i nuet og bare nyde det, selv om det er fristende at fare videre til ‘næste drøm’.

Og normalt ville jeg være typen, der hoppede rundt af glæde. Jeg plejer absolut ikke at holde mig tilbage. – det beviste jeg fx. juleaften for år tilbage, da jeg først fik mine forældres bil i julegave, og bagefter fik et dyrt digitalkamera, af min mand. Jeg hoppede hysterisk rundt og hylede af glæde, i mens tårerne væltede ud af hovedet på mig. Det var næsten al for galt. Men jeg kunne ikke være i min krop af glæde! Jeg VAR BARE SÅ GLAD!!!

Men det er som om den seneste tid med ønsker, der er gået i opfyldelse, efterhånden har taget pusten fra mig. Det er meget overvældende at opleve al den medvind, og indimellem stopper jeg op og tænker: “har jeg virkelig fortjent al det her?!”

I snart 20 år; siden jeg prøvede en Kajak for 1. gang, har jeg drømt om at eje sådan en, en dag. – men timingen har aldrig været rigtig.

Men det blev den pludselig, uden varsel, da jeg en søndag eftermiddag, nærmest blev kidnappet og kørt til Næstved, hvor ejeren af en kajak-forretning holdt ekstra længe åben for vores skyld.

I starten af turen, spurgte jeg nysgerrig og lidt nervøst “Hva ska vi?” Og kidnapperen sad bare der med et fjoget ‘grin’ og svarede lige så drilsk “Det ved man jo aldrig” Iiihh jeg elsker jo den slags gode overraskelser! – men jeg blir jo SÅ spændt, og pludselig slog det mig, at kajak-butikken, jeg netop havde talt om dagen før, lå i den retning vi var på vej.

“Jeg mistænker dig for at vi er på vej for at kigge på kajak?!” Sagde jeg udspekuleret med et stort lumsk smil. Turde slet ikke satse på det var et rigtig gæt.

“Ingen ved det..” smilede han skævt og lidt hånligt.

“Det er vildt nok, hvis vi er…” sagde jeg eftertænksomt og beskedent, i mens jeg rettede blikket dagdrømmende ud i horisonten. Tankerne fløj mig ud på vandet, til de 1000vis af gange, hvor jeg har stået ved vandkanten og ønsket mig en kajak, og nu var vi (måske) endelig på vej. Det var utroligt! – tænk hvis det var sandt??!!

Jeg syntes, der er forskel på at knokle røven i laser for noget, der er vigtigt, og opleve glæden ved at det lykkes, og så få en gave foræret, som man har ønsket sig længe. – men begge dele kan opfylde dine drømme! Jeg blir’ SÅ glad i låget og over taknemlig, at jeg har svært ved at tage i mod, fordi jeg syntes det er for meget; at jeg ikke har fortjent at blive forkælet; at jeg tænker, hvordan kan jeg gengælde den gestus eller i værste fald bliver jeg skeptisk og tænker; hvad er bagtanken ??!

Motivet her kunne jo snildt være en pæn hentydning til at holde mig til vandet i stedet for alkoholen?! Det ville ingen fortænke ham i, vel?

Pludselig blev jeg revet ud af min tankestrøm og ramt af fornuften “Det kan vi da ikke bare?!” Udbrød jeg spontant, nærmest forskrækket! Typisk mig, fornuften, der kommer susende ind fra højre og ødelægge stemningen…

“Hvorfor ikke? Det er da på tide, at du får den kajak som du har snakket om så længe??” Kiggede han kærligt og overbevisende på mig.

Så blev Trine-pigen stille, – helt stille, nærmest genert! Jeg ville jo ikke modsige den sandhed, men syntes også lige pludselig at det hele var meget overvældende, faktisk så overvældende, at jeg åbenbart blev hel mundlam. Total Stone Face, og det udtryk ændrede sig først langt senere.

Vi blev varmt modtaget af sælger ved ankomst.

Kvikt fandt De stærke ‘mænder‘ kajakker frem, og løftede og flyttede rundt, så jeg kunne prøve den ene model efter den anden. Det var super spændende, men der var et problem, den Kajak, der passede mig, var gul? Den farve kan jeg altså ikke li. Den skulle jo helst være pink, og til nøds rød??

– men jeg var stadig helt forstenet, sagde ikke en lyd! – sad bare der med mine egne tanker. Underlæben var helt ubevidst, så småt på vej derud, hvor der kommer vand ind, hvis det regner. Var det utaknemligt at gå op i farven? Skulle min drøm opfyldes med den lille hage, at det var den forkerte farve???

Sælgeren kunne ikke gennemskue problemet, men det gjorde Hr. Kidnapper til gengæld hurtigt! Han har jo netop været tvangsindlagt til at høre om min drøm de sidste 10 år, mindst! Så han vidste den gule var no go. Han fik hurtigt og resolut informeret sælger om at den gule ikke var en mulighed! Så sælgeren måtte trylle en rød frem i en hulens fart. Han svarede, at den kajak, som var en del af den billige startpakke, desværre var udsolgt i rød, men han kunne ha’ den hjemme om 3-4 uger?!

– men dét kunne jeg da virkelig ikke bruge til noget som helst, i denne danske sommer, kan sæsonen jo være forbi om få uger?!

Med store våde bedende hunde-øjne, hvor tårerne stille og roligt steg som tidevandet, kiggede jeg trist først på sælger og så på manden, i mens jeg sad, der hjælpeløs og opgivende på gulvet i den GULE kajak.

“Hvad har du ellers?” Sagde kidnapperen bestemt, opsat på hurtigt at finde en god løsning.

Det var åbenlyst ikke en mulighed med en gul kajak, men det var tydeligvis heller ikk en mulighed at køre fra Næstved UDEN en skide båd på taget, så godt kender han mig!

“Jamen så har jeg en rød i prisklassen over, men jeg kan lave Jer et fremragende tilbud, og du vil ikke fortryde det. Den dyre her er meget bedre i kvalitet, stabilitet og komfort, den billige var god, men Dén Dér, der får du virkelig kvalitet og nydelse for pengene!”

“Den nupper vi!” – svarede han hurtigt uden at blinke med øjnene, og kiggede ned på mig med det bredeste smil. “Selvfølgelig skal din båd være rød! “

Og sån blev det!

Endelig ændrede mit ansigt sig til at have et glimt i øjet og et smil på læben, der stille og roligt bredte sig, og ikke længe efter var fastlåst i et Colgate-smil fra øre til øre, men stadig passiv kropssprog?! Jeg forstod det ikke?! Hvor blev min begejstring af? Ikke noget hop, eller jubel?! Hvorfor ikke?!

Selv dybt forundret over den besynderlige lammelse, der havde ramt mig, fik jeg på et tidspunkt fremstammet noget i stil med “Jeg er altså glad?!” med et fastlåste smil; nogen havde nok opfattet det, som en anelse kunstigt og anstrengende, men det var bestemt helt ægte lige der. Jeg var VIRKELIG GLAD!!

“Ja, Det ved jeg godt” smilede manden begejstret. Nå pyh det var heldigt, tænkte jeg!

Hjemme i haven, var der ikke tid/ mulighed for en test-sejlads lige med det samme. Den var planlagt til efter aftensmaden.

Så der lå min nye Kajak midt på græsset, pedalerne til roret skulle indstilles, knæ-støtterne justeres, og redningsvesten prøves. Pludselig så jeg mig selv sidde dér og ‘tør’ træne i fuldt udstyr. Den lille hund i skødet, og den store hund trofast, på græsset ved siden af, med én pote ovre i kajakken, ja! – men det er hvad der var plads til. Grand danois combi kajak, umiddelbart også no Go. Det må ha’ været et ømt syn med os tre venner ‘på tur’, dér midt på græsset.

Efter maden, var vejret blæst lidt op, men i vandet skulle jeg med min nye bedste ven! Al begyndelse er svær, og jeg fik da også en mindre iskold skyller, fordi jeg absolut ikke behøvede skirtet, men whatever, det skal nok blive godt, og kors, hvor er jeg taknemlig og glad. Livet er sgu skønt!