Pigernes pony – en livsfarlig hobby!

Sidste sommer fik jeg den geniale ide, at vores piger skulle have deres egen lille pony.

Hel tilfældigvis var der en sød lille pony til salg på ridelejren, hvor pigerne tilbragte en uge, af deres sommerferie. Det var et af de køb, der var for gode til at afslå, så jeg fik manden overtalt!

Ponyen, Lukas, var en 4-års frisk lille fyr, som godt nok kun lige var startet sin ride-uddannelse. – men han var ikke større end, at jeg kunne sætte mig op på ham og hjælpe til med at rette ham ind, hvis der blev behov for det! Og det skal jeg da lige love for, der gjorde !

Har nu aldrig kaldt mig for pony-ekspert, men har da en smule erfaring. Fik selv min første pony, da jeg var 5 år. Og selv om den kun var på størrelse med en stor hund og var fantastisk til at trække en vogn. Så nåede jeg kun at ride på den meget få gange, før jeg hylede af angst, at jeg meget hellere ville ha’ en kanin!! Den stak af med mig og var rimelig utidig i sin opførsel, på grænsen til livs farlig vil jeg påstå!

Jeg fik hurtigt byttet ponyen ud med en kanin!

– men heste-interessen forsvandt aldrig, kom bare først igen, da jeg blev lidt ældre!

Det skulle nu vise sig, at netop eksperterne VED, at 4-5 års alderen hos heste og ponyer, er den aller værste! Det er åbenbart her de udvikler personlighed, og periodevis lægger deres hjerne! Ganske som vi kender det med almindelige teenagere.

Vores nyanskaffelse af en lille krikke, var absolut ingen undtagelse! Og han viste sig hurtigt at have en særdeles spændende personlighed. Feks, mangler han spidsen af det ene øre. Formentlig, fordi en af de andre heste på folden fik nok af hans flabethed. Lukas er typen, der helt uhensigtsmæssigt kaster sig ind midt i flokken, og siger “her er jeg, venner!” Selv om han slet ikke har haft tid til at få nogle venner, og det giver i sagens natur altså lidt røv-fuld og skrammer hist og her!

Ponyen har hele tiden været kvik og egenrådig, men da han pludselig begyndte at være decideret livsfarlig, måtte Mor-Trine alligevel træde lidt i karakter! Vil så nødigt ha’ et barneliv på samvittigheden! Selv om jeg personligt syntes, at størrelses-forholdet mellem ponyen og mig er hel gal, så er ponyer jo som bekendt nogle stærke små djævle, så der var kun een vej, og det var op på dyret!

Siden jeg ikke har den helt store erfaring med rideundervisning, er stort set alt jeg kan på en hest, selvlært. Jeg er vel det man kalder en Pippi Langstrømpe, rider uden sadel og helst så uformelt som overhovedet muligt! Nå! – men i hvertfald skulle denne lille satan lige sættes på plads engang for alle! Og af bitter erfaring har jeg lært, at det trods alt nok er bedst, han lige får en saddel på!

Jeg havde, heldigvis, fristes jeg til at sige, mulighed for at være i et stort lukket ridehus. Tør dårligt tænke på, hvor jeg var havnet, hvis vi ikke havde været på et afgrænset lukket område!

En enkelt anden rytter, fik fornem dressur-undervisning på sin dyrt indkøbte fuldblods-krikke! Det er normalt ikke noget problem, at være to ryttere i et stort ridehus, men netop denne dag, gav det visse udfordringer!

Ponyen var klargjort! Hjelmen spændt, vi stillede os forventningsfulde i midten af hallen, og så! Jeg satte foden i stig-bøjlen og gjorde klar til at sidde op, men så langt, nåede jeg slet ikke, før fanden tog ved den lille satan, og han satte i løb, fuld galop! Med én fod i bøjlen og en hånd på tøjlerne, humpede jeg desperat efter den løbske hest. Det var tydeligt at mærke, at netop dette stunt var blevet en del af hans nye start rutine, og det var selvfølgelig første udfordring! Uvist hvordan, fik jeg alligevel formået at finde stop-knappen, og vi kunne starte forefra. Han gentog den tvivlsomme succes op til flere gange, alle gange med mig hængende efter! Han havde en fest!

Jeg har ladet mig fortælle, at ponyen skal stå helt stille før man sætter sig op. Tænker det egentlig er meget praktisk, men lige her, ret langt fra virkeligheden! Efter adskillige halsbrækkende forsøg, hvor krikken løb i cirkler rundt om sig selv og mig, lykkedes det mig, utrolig nok til sidst, at få ponyen til at stå stille længe nok til, at jeg kunne sætte mig op i sadlen. Jeg sad og sundede mig lidt, Pyh! Det var de første 20 min.

– Men pludselig, som skudt ud af en kanon, satte ponyen i fuld galop! – rundt i 8’taller i hele ridehallen. Han havde absolut kun et gear, og det var fremad! Noget overrasket forsøgte jeg med liv og lemmer at holde mig fast!

Nu kunne man fristes til at tro, det var første gang denne nuttede lille pels bold havde rytter på, men nej, han var faktisk redet stabilt og jævnligt i netop perioden op til mit besøg.

Det er så dét, der skulle være ganske normalt, at de taber deres forholdsvis lille hjerne i netop denne periode af sit liv, og glemmer al hvad de har lært!

Hestens hjerne er på størrelse med en valnød, hvis det er en stor hest. Så logisk set er denne lille krikkes hjerne vel næppe større end en mandel. Og siden han kun tænker på mad hele dagen, så er der jo ikke efterladt meget plads til disciplin og lydighed? – Så må vi så bare håbe at både ejer, ryttere og krikke overlever denne fase!

Det må være sparsomt, hvad den stakkels dressur rytter fik ud af sin dyrt købte undervisning. Mere end een gang måtte hun finde sig i, at jeg på den løbske pony i høj fart krydsede hendes dressur program!

” undskyld!” Susede vi forbi den ene vej !

” hov – vi kommer lige ind her!” – susede vi den anden vej.

“det må du undskylde!”

Den lille pony forsatte i rasende høj fart, og havde allerede nu formentlig slidt sine ben 5 cm kortere. Sjældent har jeg oplevet en energi bombe i den kaliber! Vi er nok tilbage til min egen første pony, før der er noget, der er værd at sammenligne med!

Når jeg forsøgte at styre ham lidt og kontrollere retningen på hans ræs, blev det tilbage betalt med at strække halsen, ta’ bidet og løbe afsted i buk-spring, stadig i fuld galop!

Jeg sad fast, endnu! – men svedte nu om kap med krikken. Fra at være kold og blå-frossen, var jeg nu iklædt en tynd fleece-trøje, og ild-røde kinder, sveden haglende ned over tindingerne! Ponyen, lignede en der var faldet i havnen, drivvåd!! Faktisk havde jeg ikke foretaget mig, meget andet end at sætte mig i sadlen og holde fast, men det gav tydeligvis også varmen!

Ridelæren, der underviste dressur-rytteren, udtrykte på et tidspunkt i forbi farten “har du meget rideerfaring? Jeg er meget imponeret over, hvor godt du sidder fast!”

Der måtte jeg egentlig give hende ret, jeg var faktisk også imponeret over mig, men det måtte have noget at gøre med, at jeg til trods for mine små korte ben, alligevel formåede at hæfte mig fast i sadlen. Absolut ingen rideerfaring på dette niveau, men det vidste ponyen jo heldigvis ikke!

Et eller andet må jeg ha’ foretaget mig, der var rigtig! I hvertfald fandt den lille pony endelig langt om længe ud af, at jeg ikke var så’n bare lige at smide af. Han blev træt som et lille barn, og gav op! Det var som om han sagde til sidst “okay Dame, du vinder for nu, men næste gang, næste gang får jeg dig! – jeg skal bare lige ha’ en pause”

Og så var krikken pludselig meget medgørlig! Tror faktisk jeg kunne ha’ gjort, hvad som helst med ham, han var i hvertfald from som et lam. Og pigerne kan nu igen ride ham, uden at føle sig som ufrivillige deltagere i et rodeo-show.

Det der virkede som en fantastisk ide, var pludselig ikke så fantastisk alligevel!

❤️Pas på hinanden ❤️

De Bedste Hilsner, Trine Frederikke