Kunsten at stå på ski!

Om lidt står vinterferien for døren, og mange drager afsted på skiferie. Her vil jeg fortælle om, hvorfor jeg ikke er en af de mange.

For nogle år siden fik min familie den hel fantastiske ide, at vi skulle på ski-ferie, og fejre nytår i Trysil, Norge. Det var virkelig en god ide, det tog mig bare lige nogle dage at indse.

Første dag gik med at lande efter en lang køretur og vi fik udleveret og tilpasset vores udstyr.
Dagen efter trak Mormor det korteste strå og blev hjemme med lille Tilde på 2 år, det var en tjans vi skiftedes til.

Vi andre gjorde klar til at tage det fulde udstyr på, og med min far som faglært-skiguide, skulle vi rundt i Trysil-bakker. Han havde allerede pakket det helt store oversigtskort. Vi mødte dog den første udfordring, allerede da jeg skulle have mine ski på. Bindingerne var pludselig for store til mine støvler. Min far kiggede på mig: “er du sikker på det er dine ski??”, “Absolut, fuldstændig. Jeg kan kende dem på farven!” svarede jeg bestemt. Uden at tænke nærmere over det, flyttede han bindingerne, så de passede, og SÅ var det af sted.

Vi var end ikk nået til ski-liften, før mine fødder snurrede og summede. De andre, min far og min søster havde været på ski mange gange før, så jeg skulle i hvertfald ikk tabe ansigt nu. Heller ikke selv om jeg var nybegynder ekstra plus! Jeg var elev på politiskolen og vidste, at min kondi var god, men for pokker, hvor det snurrede i mine fødder, og nu også i læggene. Jeg fattede ikk en meter, var det meningen at det skulle gøre så ondt ? Jeg skulle i hvertfald ikke ha’ sagt noget højt til de andre! Tænk, hvis de troede jeg var i dårlig form?!

Vi kom op på toppen af første bakke, min far guidede begejstret rundt på de forskellig farvede løjper. Fortalte vidt og bredt, jeg hørte ikke en daddel af hvad han sagde. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig, kunne dårlig holde balancen, så meget snurrede det i benene – som om fødderne og benene sov, helt op til lårene. Begge ben, snork sov! Det var virkelig smertefuldt!

Og nu havde den ellers meget entusiastiske guide taget fejl af to ruter, så med ski-turister flyvende om ørene skulle vi krydse en løjpe sidelæns. Jeg væltede rundt, som en fuld russer på all-inklusive i Tyrkiet. Min far og søster skraldgrinede! Syntes det var hylende morsomt, så dårlig jeg var!

Jeg måtte give fortabt, var tøse-fornærmet, sur og skuffet, klar til at tude som en fortabt børnehave tøs, der ikke havde fået sin vilje! Men mine ben kunne ikke klare mere. Hvis det skulle være sådan at få et par skistøvler på, så var ski-ferie ikke noget for mig! “Jeg kører hjem!” råbte jeg sur og fornærmet!

Tilbage til hytten med ben, der var klar til at blive amputeret fra hoften og ned, sparkede jeg døren ind. Skuffelse, var blevet til vrede! “Hva sker der ?!” Råbte min mor fra stuen. Jeg forklarede med en blanding af vrissen og ulve-hylen, om den latterlige ski-tur. Mor var chokeret! “Det er da underligt!?!”

“Ja! “ Sagde jeg, imens jeg hysterisk kastede støvler, handsker og briller i alle retninger. Men pludselig blev mit blik fanget af et par støvler på sko-hylden. De var samme farve og mønster, som dem jeg havde på, faktisk var de præcis magen til mine, bare str 40, i stedet for de str 38 jeg havde rendt rundt i!! Og med ekstra tykke strømper på, svarer det nok til at støvlerne var 3 numre for små, og altså også den logiske forklaring på, hvorfor bindingerne pludselig ikke passede!

Armen altså! Behøver jeg at sige mere ?! 

Dagen efter gik det heller ikke meget bedre, faktisk nåede jeg at få hele to nærdødsoplevelser i streg, og det var selv om jeg havde de rigtige støvler på!

Min far havde igen lagt den perfekte rute, og denne gang var vi 4 på tur! Min mand, min søster og ja – Guiden-far.

Den ellers relativt korte tur blev et absolut helved! Og den lagde simpelthen niveauet for resten af min skiferie!!

Første uheld sker på en lang, lige, jævn, og bred nedkørsel. Der var ikke den store hældning på bakken, den virkede meget uskyldig! Det gik egentlig heller ikke synderligt stærkt i starten, men pludselig blev farten alligevel for voldsom for mig, og jeg følte, at jeg mistede kontrollen. Jeg måtte hurtigt ind til siden og få farten lidt af. Jeg havde bare glemt den lille detalje at skiene stikker en halvmeter længere frem end mine arme. Så da jeg tænker, at jeg skal tage fra med hænderne, så stopper turen brat, idet skiene sætter sig fast i ‘væggen’ af sne, og Trine-pigen forsætter ind i væggen! Lettere chokeret og forslået, kommer jeg hurtigt tilbage i skiene, og turen forsætter ned af den samme lange bakke. Et fint aftryk af Trine i fuld figur, var efterladt i væggen!

Min far stod tålmodigt for enden af bakken, og viftede med armene, i mens han råbte “IKKE DEN VEJ!!”

Jeg registrerede, at jeg for guds skyld ikke måtte dreje til højre, og forsatte i rasende høj fart lige forbi ham. Sikke en fart! Kors det gik stærkt, men jeg følte mig tryg! Nu havde jeg kontrol over det! Min far, stod der som en levende reklame søjle for et anerkendt tøj mærke og fægtede med armene, i mens han råbte utydeligt !!

“HVAD SIGER DU?!” Råbte jeg, mens jeg drejede hovedet efter ham. BANG!!!

Jeg ramte en ‘kant’ af hård sne på ca 30-40 cm i højden, som jeg havde overset, da jeg kiggede efter min far!

Skiene borede sig direkte ind i sneen, i mens jeg i fuld krops længde fløj videre, et par meter op i luften, lavede en kolbøtte med hele min spinkle krop og landede hårdt direkte på ryggen. Al luft blev slået ud af mig, på et splitsekund! Jeg lå lammet i sneen, kunne mærke jeg var sunket ned og havde lavet et fuldt aftryk af min krop. Med ben og arme ud til siden som en anden sne-engel, lå jeg med lukkede øjne. “Shit!! Så kom min tid altså, før jeg anede det! – men det var så det! Nu var det altså nu!” Jeg var sikker på, at jeg var død! Sådan et styrt overlever ingen!!

Stadig med lukkede øjne, tænkte jeg “ hvis jeg kan bevæge mine fingre, så er jeg ikke helt død.” Jeg rokkede med fingerne, inden i mine handsker. “Åh det gik fint” jeg prøvede det samme med tæerne, det gik også ok. Al luft var trykket ud af lungerne på mig, og jeg turde dårligt åbne øjnene “Gad vide, hvordan der er i himlen” tænkte jeg for mig selv og tog mod til mig, åbnede langsomt øjnene ” Åh Nej! Jeg er virkelig kommet i paradis!” Jeg så direkte på den klareste blå himmel, og var overbevist om, at jeg var blevet til en engel!

Jeg blev liggende lammet! Min mands grinende fjæs kom ind foran mit ansigt og skyggede for solen “hold da op, en flyvetur, hva?!” Grinede han behersket!

Jeg fik en hånd til at komme på benene, min krop var synderslået og lemlæstet. Jeg følte hver en knogle i kroppen var knust og begge lunger punkteret! Det var heldigvis bare en følelse og ikke et faktum!

Min far kom grinende hen, ” hva søren laver du ?!” Fuldstændig mat og chokeret fik jeg med besvær over mine læber: ” Jeg syntes, du råbte ikke den vej?!”

Min far var helt færdig af grin! Har sjældent set ham græde så hysterisk af grin, og ja, nu var de så tre, der stod hånligt og skrald grinede!

“Nej! – jeg råbte, vi skal denne vej!”

Åh Gud altså, jeg rystede opgivende på hovedet! Ski var virkelig ikke en sport for mig! Øm i hele kadaveret, forsikrede min far mig, at han ville være mere tydelig i sin tegngivning fremover. Det var jeg meget taknemlig for!

Jeg overlevede turen hjem, men interessen for ski var naturligvis stærk begrænset resten af ferien. Det blev fremover på kælk med yngste arvingen, eller på ski på børnebakkerne. Jeg er sådan set egentlig ret livsglad af natur og jeg bryder mig ikke om at udfordre skæbnen, og hans ven med leen.

Med fare for at sætte mig selv i endnu dårligere lys end hidtil, må jeg indrømme, at jeg pludselig fandt det ganske rimeligt, at jeg blev udråbt som dagens ski-skvat, tilbage på skiferien med efterskolen, 10 år tidligere!

❤️Pas på hinanden, også på ski!❤️

De Bedste Hilsner Trine Frederikke