Man ved det var en fed nytårsfest, når…

… man stille og roligt vågner, op ad formiddagen med en magisk følelse i maven af glæde og lykke, høj på aftens festlige begivenheder, et fastlåst smil fra øre til øre, let ømme danse-fødder og glimt af festens højdepunkter for det indre øje. “Wauw sikke en fest!”

– altså selvfølgelig lige indtil det punkt, hvor det luksuriøse hotel-toilet kalder på resterne af mavens indhold, og man får helveds travlt med at lave forhindringsbane-løb over stilletter og strygebræt, som ligger spredt ud på det smalle gulv,og kommer ud til det højt belyste High-tech badeværelse, vel og mærket splitter nøgen, fordi alt andet tydeligvis var for uoverskueligt, da man faldt omkuld på dobbeltsengen, dér tidligere i morges. OG man må sidde over, den ellers dyrt betalte og virkelig lækre morgenmads-buffet, fordi maven vender sig bare ved tanken om andet end isvand! Så føles det hele pludselig knap så WAUW-agtigt!

Det der med fribar, tsk tsk tsk, jeg lærer det bare ALDRIG!!!! 

– Og mens man så kravler rundt dér på alle fire på det blanke toilet-gulv, og finder steder rengøringsdamen åbenlyst ikke kunne finde, så er det, det slår mig, hvad var det nu egentlig der skete?…

Vi spoler tiden lidt tilbage: Vi ankom til Hotel BELLA SKY, og fik adgang til vores værelse, total skuffelse! Jeg siger det med det samme! Når man har en standard fra et tidligere besøg, der hedder suiten på 22. etage med City-view, så er det da en ultimativ forringelse at havne på 9. Sal?! Er det overhovedet over gadeplan?! Kan De tillade sig at tage ekstra betaling for udsigten i dén højde?!

Parat til at vende rundt på hælen og opgive arrangementet fuldstændig, blev sur-mulen overbevist om at give festen en chance, da den jo heldigvis ikke skulle afholdes på dette ‘skod-værelse’, trods alt! ( læs: værelset fejlede ikke en skid, standarden fra sidste besøg var bare sat så høj, at det kun kunne blive dårligere! Min fejl!)

Sammenpresset i et ordinært dobbelt værelse måtte vi slås om pladsen både foran spejlet, men så sandelig også om retten til at fylde gulvet: strygebræt eller beauty-boks?! Det samme strygebræt som jeg timer senere skulle fortryde bitterligt, ikke var blevet fjernet, ved strygningens ophør!

Festen startede kl. 18.00 med dronnings nytårstale på stor-skærm, herefter blev middagen serveret kl 18.30, ingen af delene nåede vi til tiden! Den klassiske med hårnåle, der nægter at samarbejde med garnet på hovedet, gjorde sig selvfølgelig gældende netop denne aften! For helved, hvad er det med det hår?!

De dage hvor man ikke skal bruge det til en skid, sidder det perfekt uden at man har gjort sig større anstrengelser, men den ENESTE DAG, hvor man skal bruge det til noget, vælger håret at strejke og nægter at samarbejde, hvad fanden er det?!

Kun lettere forsinket ankom vi til et fuldstændig fyldt selskab, der var godt i gang med forretten. Der var pyntet festligt op, og det var ikke svært at gennmskue, hvor vores pladser var; de to eneste tomme stole midt i selskabet! Jamen så skål og velkommen, nå nej, SKÅL og tak fordi I ventede på os!

Derfra var der dømt fribar, fest og farver, glade, søde og sjove mennesker, og god musik! At dømme ud fra billederne på min mobil, fik begrebet ‘foto-bomb’ en hel ny betydning, og jeg skal da være den første til at beklage over for de stakkels mennesker, der blev blitzet under mine angreb! Kode-ordet var ikke overraskende: ‘SELFIETIME!!’ hvilket affødte en kædereaktion fra undertegnede og videre ud i selskabet, dog ikke for de stakkels uindviet. De anede ikke hvad der ramte dem! Undskyld!

Til sidst vil jeg slutte af med at sige Stor Tak til vores fantastiske dørmand “Bent-Over”, Henrik (hils ham endelig, hvis nogen kender ham) uden ham havde aftenen ikke været det samme! Jeg er ikke klar over, hvor ‘Bent-over’ kom fra, jeg troede han hed Bent, fordi andre råbte ‘Bent-over’ hver gang de gik forbi ham. I en stille stund spurgte jeg forsigtig “Hedder du Bent?”, han svarede “Nej, jeg hedder Henrik” Han blev resten af aften kaldt Bent, det var åbenlyst sjovere! Han indvilligede iøvrigt i at vi byttede fodtøj senere på aftenen, når det blev den tid, hvor jeg fik brug for at smide stilletterne, det var selvfølgelig min ide, og han håbede vel til det sidste at det ikke blev nødvendigt. Og heldigt for ham var mine sko perfekte HELE aftenen, altså lige indtil AC/DC kom på med deres “Thunderstruck” og “Highway to Hell”, så var der altså dømt løst hår, headbanging, og luft guitar til den helt store guldmedalje!!! – og dét kan kun gøres i bare fødder! Så Bent slap, trods alt ;0)

Magen til tålmodig og glad medarbejder skal man lede længe efter, og i samme åndedrag vil jeg da lige benytte lejligheden til at komme med en undskyldning til ‘Bents’ chef.

Jeg er bekendt med det ikke er tilladt for vagter at danse, når de jobber, og der må jeg forsvare ‘Bent’, og sige, at han nægtede til det sidste, det gjorde han, og der var jeg nok ikke rigtig god til at tage et nej for et nej – men mod fulde idioter og danse-gale nytårsdronninger kæmper selv dørmanden forgæves! Jeg sværger tilgengæld på, at Bent stod musse stille under hele hændelsen! – argh så vidt jeg husker trak han vist på smile-båndet og hjalp mig med at fuldende min piruette. MEN IKKE MERE END DET! 

Så det var såmænd bare det der skete. En stille og rolig nytårsaften, et festligt indslag i livets opslagsværk.

 

Livet er en gave – elsk det nu ❤️ Trine Frederikke