Faret vild – endte på festival…

Så hvordan går det så, som turister på den Ø??

Jo tak, hvis man tager i betragtning at vi har været udsat for ustadigt vejr, lukkede turist-attraktioner, og en seriøs vildfarelse på Bornholms Festival, så går det rigtig fint!

Vi har været her, på øen, nogle gange før, for nogle år siden, også i Svaneke. Dengang var det SÅ hyggeligt med både glaspusteri, bolsjekogeri, chokoladeri, og karamelleri, det hele havde åbent, og lavede offentlige fremstillinger af deres produkter, men i år havde de fleste lukket ned. Sæsonen jo sluttede i sidste weekend, som de sagde på klingende bornholmsk.

MEN gjorde den nu også det?? Det vil jeg da gerne ha lov at stille spørgsmålstegn ved.

1. Dansk Kennel Klub har traditionen tro inviteret til international hundeudstilling, hvor rundt regnet 1800 hunde, og deres ejere invadere alle hjørner af øen, og flere campingpladser melder total udsolgt.

2. I Allinge ved Opalsøen, er der den årlige Bornholmske festival; Wonderfestivalwall, i år 10 års jubilæum, og med ca. 6000 deltagere, den vender jeg tilbage til om et øjeblik…

3. – og så er der, ikke mindst, årets store travløb, søndag, hvor man forventer ikke mindre end 3000 gæster.

– hvor mange flere gæster vil I ha’ for at forlænge sæsonen med en sølle uge?! Går udfra I lever af turisterne?! 

Det er virkelig ikke for at være bedrevidende eller gøre mig klog på et området, hvor jeg overhovedet ikke har forstand, men jeg vil alligevel vove pelsen og komme med en opfordring til øens erhvervsliv, særligt til turist-informationerne fordelt rundt på øen; med de muligheder, som findes i dag med sociale-medier, og div. Nyheds instanser, var der rig mulighed for at holde sig opdateret, og måske endda sende beskeden videre til de forretningsdrivende, ø’boere hjælper som bekendt hinanden med alt?

Nå, men tilbage til festivalen, hvor vi helt ufrivilligt pludselig blev ‘blinde-passagerer’, og der opstod en underlig situation i, at vi meget gerne ville findes af nogle vagter, og smides på porten!

Turister, som vi jo havde besluttet os for st være, søgte vi tilbage til et af yndlingsstederne, Opalsøen.

Den normale p-plads var pga. festivalen spærret, så vi blev guidet ned i havnen, i Sæne. Det betød ikke noget blev vi enige om, for jeg havde min mobil med og fandt via GPS’en hurtigt en genvej. Vi kunne sagtens komme ned til søen. “Det er bare lige over bakken dér og så til højre” pegede jeg i retning af de 15-20 m høje skrænter.

Ungerne kiggede undrende på mig “Mener du det? Skal vi op over det dér??” drejede de hovederne i retningen af klitterne, som forsvandt op i himlen.

Med tre teenagere og en mand, der ofte er på tværs, har jeg altså hverken tid eller overskud til at diskutere de mindste detaljer, så uden at kommentere yderligere, satte jeg den direkte kurs mod toppen. Må da indrømme jeg selv blev lidt overrasket over HVOR kuperet terrænet egentlig var, men det fremgik jo heller ikke ligefrem af mit gps-kort. Afsted det gik!

Det gik altså fint, alle mand ( og hunde) kom med, tværs over stok og sten, og i mellem træer og får-lorte fandt vi hurtigt Opalsøen. – men vi var oppe, meget højt oppe! – og pigerne ville gerne ned.

Vi kunne se der var noget festivals-halløj, der hvor man plejer at bade i søen, og der var også noget afspærring. – men afstanden var for stor til, at vi kunne se, hvor afspærringen var. Så vi havde to muligheder, enten at vende om, eller forsætte ned, af de stejle skrænter med fare for at skulle vende om og gå samme vej tilbage igen. ALLE var enige om at gå ned!

Ikke længe efter, nede ved søen, kom første forhindring, en lille låge, men det var vist mest til dyrene, så den gik vi igennem. Der burde jo have stået et skilt, hvis der var adgang forbudt. – Formanede jeg, og det var der ikke! Kort efter kom et hegn, men det var ikke bredere end at vi kunne gå forbi det, og det var tydeligt at se græsset var jokket ned og mange andre havde været den vej. Så det gjorde vi også.

Vi kom til endnu et hegn, og musikken kom tættere på. Til lyden af det danske band ‘The rumour Said fire” forserede vi den ene forhindring efter den anden og folkene omkring os, bar nu mere præg af at være festivalsgæster end blot turister på vandre-tur. Vi gik videre til endnu en forhindring; nogle telt-barduner til et madtelt, men det er jo ikke en afspærring?! Og nu havnede vi så endelig foran Opalsøen, – og kunne hverken komme frem eller tilbage!

Hundene vækkede stor begejstring, og alle skulle hilse på, så i mens far og unger høfligt snakkede med gæster, tjekkede jeg området, vi var landet i. Jeg fandt en smutvej over en mindre bakke og bag om et hegn. Hurtigt var hele familien, nærmest uset, videre.

Nu gik det hverken værre eller bedre end, at vi var havnet backstage, vel og mærket uden nogen former for billet eller armbånd. Pigerne syntes det var lige spændende nok, og var bange for at der skulle komme ‘nogen’ og ‘smide os ud‘ hvortil jeg spontant udbrød, “Dét ville sgu da være dejligt?!”

Fra backstage kom vi direkte ud i campingområdet, og blev mødt af endnu flere gæster, der skulle nusse og klappe de søde hunde. – Men hverken politi, samaritter eller frivillige undrede sig synderligt over den nyvaskede, malplaceret store familie med grand danois og fransk bulldog, der befandt sig dér midt på festivalenspladsen. Vi gik forholdsvis ubemærket og hjælpeløse rundt, og modtog ingen former for hjælp!

Til sidst, langt om længe, og med unger og mand i dyb chok over deres mor, der begår åbenlyse ulovligheder, fandt vi endelig, ved egen hjælp, ud fra festivalen og ned til vores bil.

På vejen derned kom mellemste Arving med en eftertænksom konstatering: “Når jeg blir gammel og ensom og ikke har nogen venner, så vil jeg flytte til Bornholm, der er i det mindste noget pænt at kigge på…” 😳

Nyd de små øjeblikke, det er dem, der gør det hele værd, Trine Frederikke