Fra Dansemus til Dullemis !

Åh Gud Jøses!!!

Det var fredag d. 13. og vækkeuret havde lige sunget ‘Amacing Grace‘ for mig. Det tænker jeg egentlig var meget passende, med tidspunktet taget i betragtning! Klokken var 05.00 og jeg havde forberedt mig grundigt aften før, så jeg bare kunne flyde direkte ned i ‘arbejdstøjet‘ og gribe min morgenmad “To-Go”. Jo jo, jeg er udpræget A-menneske, men fa’me ikke natteravn… ??!!

Jeg satte kursen mod den gamle gymnastiksal på Gotved Institutet, Frederiksberg.

Det var mit første møde med bygningen fra 1898, en lille gammel gymnastiksal med de flotteste udskæringer, og mest blanke gulve, jeg længe har set. Ikke et eneste spejl! Og det passede mig perfekt! I dagens anledning var salen pyntet med dæmpet belysning og levende lys i krogene. Så fint! – men jeg anede stadig ikke, hvad jeg kunne forvente mig...

Jeg har jo ellers ikke været typen, der ville tage bundne opgaver, på min blog. Der er en gruppe her på Facebook, hvor man kan søge bloggere, og jeg er da med, men ingen opgaver har fanget min opmærksomhed, før Kirk skrev og søgte kvindelige bloggere, til blandt andet hendes Groove danse-forløb .

Der stod ikke meget i opslaget, jeg læste noget med Groove-dans, og forbandt det hurtigt med dansestilen FUNK og hiphop, det tiltrak mig med det samme. Jeg er vild med go musik og gentagelsen i en koreografi, sådan ligesom zumba. Der var et link: Kirk Rønler man kunne læse nærmere på, men det var ikke nødvendigt, for jeg vidste jo, at det måtte være lige noget for mig, så jeg skrev med det samme til Kirk.

”Jeg aner ikke om, jeg er den rette, men jeg er frisk på en udfordring” Svaret kom hurtigt tilbage ”Du er helt perfekt!” Noget benovet over at være udvalgt til den særlige opgave, kunne jeg mærke en vis nervøsitet presse sig på.

Jeg er som bekendt en anelse forfængelig og vil helst ikke skille mig for meget ud. Så når nu jeg var total på udebane, måtte jeg jo hellere forsøge at forberede mig bedst muligt. Så jeg skrev til Kirk: ”Er der en dresscode, jeg skal kende til?”

Skulle jeg mon stå på hovedet i klædeskabet efter min neonfarvet 80’er bodystocking med tilhørende benvarmere og pandebånd. Eller var det en god anledning til at komme ud og shoppe lidt lækkert nyt kluns??

Svaret var: ”Kom som du er, og har det bedst” og det var jo alle tiders, men det kommer den søde instruktør måske alligevel i sidste ende til at fortryde, når jeg tropper op i tyk striktrøje og lammeskindsutter, i bedste Marguerite Viby-stil.

– Og det var faktisk lidt ærgerligt, for jeg havde lige været hos frisøren, hvor jeg netop havde afslået at få fixet min permanent op, ellers havde håret passede perfekt til danse-tøjet, men det havde tilsyneladende værer overvurderet.

Men altså, når man som jeg er vokset op med en farmor, der præsenterede mig for Marguerite Viby, og lærte mig at lave Jazz-ballet. Så er man en smule forudindtaget, når man skal stille til dans for første gang i sit liv. Det er ret beset den eneste erfaring jeg har med dans indtil nu, og derfor mit eneste udgangspunkt. Den tykke trøje blev dog i sidste sekund skiftet ud med en noget mere let og luftigt; tænkte at den ikke var så sved- transporterende, trods alt, og den beslutning blev jeg kun glad for!

Tilbage til stemningen i de smukke, trygge omgivelser, spændt og super nervøs var jeg, og trak med det samme til det aller fjerneste hjørne og udtænkte, at jeg kunne gemme mig dér, og ligesom have min egen scene – men jeg blev klogere!

Nogle var nye og nogle havde prøvet det før. Pyt! – tænkte jeg. “Jeg var klar! Åben og parat, kom an! Lad mig så opleve det der Groove Dance, når det er bedst”

Og allerede under første sang, tabte jeg pusten fuldstændig. Ikke fordi det var hårdt, nej bevares! Det var kun opvarmning. Det var så mærkeligt, anderledes og underligt, at jeg havde svært ved at tage det seriøst!

” Nu skal I smelte ned i gulvet, og så bare hive, strække og trække Jer rundt som I føler for” instruerede instruktøren… Jeg så måbende til. Det er der, da ingen der gør?!

Men vups! Inden jeg nåede at tage stilling til hvad JEG følte for, var jeg omgivet af 20 kvinder, der ormede sig rundt på gulvet, som forsøgs-rotter på svampe til mærkelig sanse musik.

Jeg var skeptisk! Imponeret, men skeptisk, “Det mener hun simpelthen ikk?!” Tænkte jeg. Men det gjorde hun! Og selv om jeg var ved at brække mig af grin, og syntes det var dybt latterligt, så var det ikke en mulighed! Jeg måtte ikke så meget som trække på smilebåndet, seriøsiteten var malet i ansigterne på alle kvinderne, og de gav sig 120%, ikke en eneste tøvede; – ja altså ud over mig?! Dét kunne jeg slet ikke leve op til!

Magen til indlevelse skal man satme lede længe efter. Og nu stod valget i mellem at være en kujon, og gemme sig i krogen, eller at forsøge at give efter og følge med, på trods af jeg følte mig stiv som et bræt og vidste det blev grimt uanset!

Jeg havde jo ligesom sagt ja til udfordringen, så der var kun en vej, og det var at lukke øjnene og føle! – men hvor var dansetrinene? – Eller koreografien?! Den var der ikke??! “Dans hvad du føler!” Blev der gentaget igen og igen “Intet er rigtigt eller forkert -Fyld hele gulvet” Jeg var tom, følte absolut ikke noget som helst andet end lysten til at flygte, og tænkte da mere end een gang “Det her, det gør jeg ikke igen.”

“Jeg skal ikke danse rundt her i skumringen, som en anden Blackmann, når han hører Go musik, og ligne en idiot!”

Søde Kirk!

Men så skete der alligevel noget… musikken skiftede fra det alternative til noget lettere genkendeligt pop-remix. Og så var jeg klar! Nu fik jeg endelig glæde af mine zumba timer, og jeg var fri for at ‘danse hvad jeg følte’,nu kunne jeg bare snyde og ta lidt trin fra den serie, jeg kendte til sangen. Pyh det var befriende!

Og snart gik vi fra at være Arabiske mavedanserinder med usynlige the-kopper i hænderne, til at være vrede afrikanske stammedansere, der ønsker regn her og nu! Og senere igen, var vi kort forbi prærien, hvor Cowgirls styrede landet i både store kjoler og lange bukser med pistol-bæltet hængende på hoften og en fin cowboy-hat.

Det var som pyjamas-party på bestilling! Og da jeg først slap hæmningerne og ikke havde noget at miste, blev det faktisk helt sjovt.

Ja altså lige indtil søde Kirk stoppede op og helt alvorligt sagde “Så Piger! Nu er I færdige med at være søde Dansemus, nu skal I finde Jeres indre Dullemis!!”

Jeg var målløs! Tabte både næse og mund! Dullemis?! Hvad FANDEN ER EN DULLEMIS?! Jeg var simpelthen ikke klar over det ord fandtes, og det skræmte mig, kunne jeg mærke!

– Nu var det tid til at finde sin indre sexy-lady!

Vi skulle simpelthen af med den middelmådige leverpostejs kvinde, og i stedet finde den sexede herskerinde frem og lave “wax On – wax off” på vores dejlige babser og runde numser. Det magtede jeg slet ikke, i første omgang! Det er da bare Super grænseoverskridende at stå der og ta på sig selv. Kirk var der med det samme “Nej nej, ingen air-Wash i dag, mine damer! TA NU FAT PÅ JER SELV!!”

– Øv, tænkte jeg, den gik ikke, at lave skygge vask af babs og nutte! Jeg lukkede øjnene og tænkte, lad mig dø ingen musikken starter! Det skete åbenlyst ikke, og jeg måtte sande, at der kun var een vej og det var lige igennem helved!

– men jeg gjorde det! Og Wauw en masse sensualitet og ikke mindst SEX, alle vi kvinder kunne ose ud af!