Skaldyrsforgiftning eller fuldesyg??

Kender I det, når man har en lang række af oplevelser, som er så dårlige, at behovet for en succes-oplevelse blir større og større??

Det skete for mig, det går nogle år tilbage. Dårlige nytårsaftener på stribe. Bla. en vagt i Kalundborg med en kollega, der hverken brød sig om kvinder eller arbejde. Og netop dét år faldt i rækken af mange meget dårlige nytårsoplevelser.

Det var en 19-07 vagt den 31. Dec.

Forestil Jer, at møde kl 18.45 og se resterne af nytårs-menuen fra arbejdsgiver blive spist af vagtholdet før, fordi de havde misforstået den vedlagte nytårshilsen. Ikke en krumme var der tilbage. Jo bevares, et halvt stykke kranse kage til deling med kollegaen, som jeg i øvrigt ikke kendte og aldrig havde mødt før. Ovenikøbet en ældre og meget erfaren kollega, hvis udstråling fortalte mig, at jeg ragede ham en høstblomst de næste 12 timer.

Han gjorde det hurtigt klart, at vi blev på stationen og så tv, i det omfang det var muligt. Han havde bilnøglen, for kvinder, kan som bekendt ikke køre bil, OG unge uerfarne betjente var noget fanden havde skabt, for de var kun til ballade og overarbejde. –Underforstået; sæt dig ned og ti stille! SÅ var stilen lagt for den nytårsvagt!

Det blev som kollegaen dikterede, og selvom jeg flere gange opfordrede til at køre lidt ud, fornemmede jeg hurtigt at sendefladen i flimmerkassen var vigtigere. Kl 00.00 vågede jeg alligevel pelsen og sprang fra en stol ind i det nye år. “GODT NYTÅR!!” Brølede jeg. Temmelig akavet, og han var bestemt ikke begejstret. Efter en meget langtrukken vagt uden en eneste opgave, var jeg lettet over at det endelig var overstået. Jamen så godt nytår!

Derfor var glæden stor, da jeg året efter ‘vandt’ en simpel 7-15 1. Jan. i Servicecenteret. Det betød at jeg kunne være sammen med familien og hygge, OG få et lille glas lækker champagne, selv om jeg ikke drak normalt, sagde jeg ikke nej til champagne til nytår. Jeg havde dog besluttet at ta en taxa på job, så jeg ikke skulle bekymre mig om antallet af genstande, trods alt.

Det blev nytårsaften, familie og venner var samlet og grundlaget for en alletiders aften var lagt. Vi skulle ha god mad og bare hygge. Jeg var dog ramt af en ordentlig omgang influenza og var stopfyldt med diverse lægemidler mod den slags. Det må uden tvivl ha påvirket min beslutningsevne i negativ retning.

Vi spiste lækker mad, bla. hummere til forret, og inden desserten, blev den første flaske Gajol Shot hentet. Jeg havde ikke tidligere smagt Granatæble varianten, og da jeg blev anbefalet en lille een til halsen, var jeg egentlig ikke klar. Men omvendt, hvis det kunne hjælpe på den grimme influenza jeg havde pådraget mig, så en enkelt da.

Aftenen skred frem og stemningen var høj, og flaske Gajol nr. 2 kom frem. De shot smagte vanvittigt godt, men havde tilsyneladende ikke den store effekt på min snot og hoste, og der var bred enighed i selskabet om at det var fordi der skulle mere til. Jeg havde styr på det, tænkte jeg. Skulle jo først møde kl 7 og skulle jo ikke selv køre.

Klokken 3 besluttede jeg, at det var for sent at gå i seng, så jeg ville bare holde den kørende til jeg skulle på job. Tiden gik og pludselig var kl 5,  jeg ville bestille en taxa, for så var der tid til et opkvikkende bad på stationen. Der var bare den lille detalje, at det var noget nær umuligt at få en taxa 1. Januar på det tidspunkt af morgen.

Da det endeligt lykkedes var kl 6.30. og jeg havde travlt! Rigtigt travlt. Chaufføren kiggede på mig og spurgte, hvor turen gik hen. Hvortil jeg svarede “Rozkilde politiztation.” Jeg var selv overrasket over, hvor alle de Z’er kom fra og holdt mig for munden. Han spærrede øjnene op, studsede over, om jeg skulle hente nogen. Hvortil jeg svarede “Nej Nej, jeg zzzkal bare på job?!” Jeg begyndte at grine, jeg havde vist alligevel fået en Lille skid på. Jeg forsøgte at være anstændig og sober, men min tale afslørede mig totalt. Til gengæld var min slemme hoste væk?!

Taxa-chaufføren spurgte flere gange, om han havde forstået det helt rigtigt; at jeg skulle til politistationen. Jeg bekræftede og forsøgte at holde samling på mig selv. Gennemgik i tankerne planen for de næste få minutter inden vagtskifte. Tjekkede min taske, tandbørste, rent undertøj, parfume. – Uniformen, hang som sædvanligt i mit skab på stationen.

“Værsgo ” sagde chaufføren, og jeg kiggede op, noget overrasket: “Nej ikke Tog-Ztationen din tozze! POLTIZzATIONEN !! Jeg skal på job for fan’en!” Nu blev jeg små sur, jeg havde jo travlt !

Den stakkels chauffør fremstammede noget i stil med “Hvis jeg blir spørgt, det ikke er mig, der har sat dig af hir” Jeg rystede på hovedet og syntes han var mærkelig. Men jeg forstod straks hans bekymring, da jeg så mit eget spejlbillede i kvindernes omklædningsrum, og pludselig havde jeg helveds travlt med at få fjernet gammel makeup, glimmer, og palietter, og ikke mindst få tæmmet det vilde touperede hår, jeg havde glemt alt om. Et bad var nu udelukket. Jeg havde ikke sovet i over 24 timer, og selv om jeg havde været overbevist om, at jeg stadig var ung og frisk til at klare den slags, så begyndte jeg nu at tvivle. Jeg fik pludselig kvalme, maven begyndte at rumle og svimmelheden kom snigende.

Jeg fik med møje og besvær lagt en makeup, som dækkede den værste bleghed, og havde tiltro til at lidt lækkert frisk morgenbrød kunne hjælpe mig. Men der tog jeg grueligt fejl!

Vagtchefen nåede kun akkurat at afslutte sin briefing, før jeg blev ramt af ti vilde heste og deres tømmermænd, – lige i nakken! Bang! Så blev jeg syg! Og det blev starten på et helvedes renderi.

Jeg løb i pendul fart fra mit skrivebord til kælderen, der var bare så lydt! Hvordan brækker man sig lydløst?! INGEN måtte jo vide besked?! Tænk hvis man fik en sag på nakken om at møde i påvirket tilstand. Det ville jo være forfærdeligt pga et enkelt shot eller tre.

Koldsveden piplede frem, og jeg måtte skifte slips og skjorte mere end én gang. Sådan et slips dyppet i bræk, dufter ikke synderligt rart!

Desværre blev jeg hurtigt gennemskuet af en god kollega fra vagtcentralen. Han spurgte til min bleghed. Min make up var tydeligvis uden effekt! Jeg svarede ham, at jeg havde fået skaldyr aftenen før og måske havde fået en forgiftning. Turde simpelthen ikke bekende kulør og fortælle om shots’ene og champagnen.

Sådan en pæn pige som mig, drikker sig da ikke hønefuld, når hun skal på job dagen efter. Jeg nænnede ikke at ødelægge hans glansbillede om hans kvindelige kollega.

Jeg drak litervis af vand, men det kom straks retur, og intet hjalp tilsyneladende på mit maveonde. Imens jeg rendte frem og tilbage mellem skrivebord og omklædningsrummet, forbarmede min søde kollega sig, og fik med humor i stemmen tilkaldt assistance fra Holbæk station “Kollega i knibe, vi har brug for en sygetransport fra Roskilde til Holbæk”

Jeg var ved at dø af skam, da jeg hørte hans plan, og jeg havde endnu mere dårlig samvittighed over for de kollegaer, som skulle kører for min skyld. En sand ven i nøden.

Inden længe kom to uniformeret betjente i patruljevogn, selv havde jeg skiftet tilbage til civilt. Jeg blev fulgt ud til vognen med en betjent på hver side. Og en hver udenforstående ville straks tro, at jeg var en anholdt. Håndjernene manglede dog. Tilgengæld var jeg fyldt til bristepunktet af flovhed.

På vejen hjem forsøgte jeg at holde lav profil, men det var to snaksaglige kollegaer. Jeg svarede, så godt jeg kunne af ren høflighed, men trætheden var ved at overmande mig. Jeg fik fred, der på bagsædet. Turde end ikke kigge ud af vinduet på de øvrige billister. “For meget!!” tænkte jeg. Turen hjem gik egentlig fint, indtil 800 m fra mit hjem; jeg blev rigtig dårlig og beordrede hurtigt chaufføren indtil siden. “Skal det være nu, eller kan det vente, jeg tror der kommer en p-lomme længere fremme?”

“NU!!” Klynkede jeg…

Han fik hurtigt kastet bilen indtil siden, og jeg fløj ud i grøften og ørlede, det bedste jeg havde lært. Alle bilerne susede forbi, og jeg tænker, det har været et kønt syn, at se to betjente stå med en syg ‘fange‘. Jeg blev om muligt endnu mindre.

Jeg fik samlet mig sammen, og vi kørte det sidste stykke hjem. Nu spurgte den ene kollega bekymret om jeg var okay med at være alene, for jeg skulle jo nødig blive kvalt i mit eget bræk. En bemærkning som man siger som standard til druksutterne, der bliver kørt hjem. – Jeg var hel klart gennemskuet af de to.

Jeg skylder vist en kage…

Pas rigtig godt på Jer selv og hinanden!

Vi ses i det nye år til et brag af en fest! – Trine Frederikke