Undskyld Mercedes Sælger!

For et par år siden, arbejdede jeg en smule for min far, i hans firma: Bentzen-Autokaross.  Jeg lavede ad hoc opgaver. Kort fortalt arbejder firmaet med at lave indretninger i biler. Det betyder blandt andet, at de får fabriks nye varevogne, som skal indrettes. Det har jeg normalt intet at gøre med, jeg er for det meste på kontoret. Historien her afslører hvorfor, og hvorfor jeg ikke blir sendt i byen igen.

Netop denne dag blev jeg sendt til Mercedes Benz i Greve, for at hente en sprit ny varevogn.

Opgaven var egentlig ret simpel:

1. kør en varevogn til Greve.

2. byt den ud med en anden ny varevogn.

3. kom tilbage.

Det krævede virkelig ingen større IQ, og adgangskravet var egentlig bare, at jeg havde mit kørekort. Hvor svært kan det være ?!
Det skulle vise sig at være lettere sagt en gjort.

Turen til Greve gik fint. Min far havde instrueret mig i, ved ankomst, at tage kontakt til en Sælger, der er en rigtig god og vigtig forbindelse for min far.

Denne sælger, havde jeg kun set få gange før. Han er en anelse ældre end mig, ser godt ud, høj og slank, på et atletisk facon, ny barberet og glat, som en barnenumse, velklædt som en nyudklækket konfirmand, i sit stiveste puds (som sælgere nu ofte er) og håret sad absolut perfekt: tilbage-strøget med gel, snore lige ned til mindste hårstrå. Han havde glimt i øjet og et bredt hvidt smil, og kunne formentlig ha solgt mig, hvad som helst fra tv-shop!

Hans smil blev ikke mindre bredt, da han hørte, at jeg var chefens datter. Han udbrød spontant med julelys i øjnene : ” Dig! – må han da gerne sende noget oftere ” Den udtalelse skulle han så bittert, komme til at fortryde ikke længere efter!

Jeg fik udleveret nøglen til den nye varevogn, og fik anvist, at den skulle være lige til at finde ved hjælp af centrallåsen. Jeg gik forventningsfuld rundt ude på pladsen, og klikkede løs, der var ingen reaktion. Der var sindssygt mange biler, tæt pakket som en vogn-park nu er. Jeg nåede til det aller fjerneste hjørne, selvfølgelig, fristes jeg til at sige! Bilerne stod massivt pakket i alle størrelser. Og dér midt inden i mængden, stod bilen, jeg var kommet efter, og blinkede lystigt til mig! Ja, HEJ HEJ Du! Blinkede jeg tilbage!

Min begejstring var relativ kort! Bilen, jeg skulle hente var sat i en skrå-parkering, og sad i spænd mellem to store varevogne, en på hver side og ja, en lille lastbil bag sig. Jeg havde noget, der svarede til 15 cm på hver side og en 50-60 cm bag mig. Absolut intet udsyn! Det eneste udsyn, der rent faktisk var, var til en meget pæn græsmark foran mig.

Den var af varianten Giga, Mega ekstra Lang og ja, selvfølgelig ekstra høj, uden andre vinduer end de tre i fører-kabinen, absolut ikke andet end blinde vinkler! Den var sprit ny, lugtede stadig af fabrik, og havde kørt under 100 km, selvfølgelig hvid.

Jeg satte mig ind i førerkabinen. Pludselig følte jeg mig, meget lille! Og selv om jeg indstillede alle spejle efter alle kunstens regler, var der ikk noget at gøre! Efter at have brugt, noget der føles som evigheder på at kører de samme 5 cm frem og tilbage uden at bilen flyttede sig ret meget, tog jeg den aldeles fremragende beslutning, at køre lige frem, ud på græsset! Sådan ! Super idé! Tænkte at køre denne vej rundt om bil-parken.

Det gik måske som forventet, for nogen, men kom helt bag på mig! Bilen sank lige med det samme i græsset med begge forhjul. Marken var blød som smør, og hvis jeg var i knibe før, var det intet i forhold til nu!

Jeg trådte på speederen, græs og mudder fløj om ørene på mig, bilen rørte sig ikke det mindste! og den pæne græsmark, var ikke længere pæn! Det var første gang jeg blev lidt bange. Jeg satte i bak-gear, det samme! Den rørte sig ikke ud af flækken!!

Nu blev jeg grebet af panik, Trak tiden! Sad stille og stirrede stift ud i luften! Tænkte nogen ville nive mig i armen og sige, at jeg havde mareridt! Intet skete!

Der var kun een ting af gøre! Jeg måtte ringe til farmand! Bide hovedet af al skam, og få det overstået! Med den mindste og skrattende stemme fik jeg fremstammet: ” Det ‘ Trine… ”
For helved! Jeg kunne ha’ lagt mig til at dø i varerummet på den bil! Rådne op, visne ind i det uendelige univers! Jeg vidste, at denne historie nu ville forfølge mig til mine dages ende! Så hvorfor ikke bare få det overstået! Jeg ville aller helst bare dø!

Min far, glad og munter, som altid : “hva’så?! Er du på vej ?” Jeg stod nu uden for bilen og kunne se , hvordan begge forhjul var sunket halvt i jorden. Jeg tøvede: “ja’e…. – men jeg får nok brug for lidt hjælp?!”

Jeg forklarede min far på dramatiskvis, hvordan jeg helt ufrivilligt og uden skyld, var havnet i denne elendige suppedas. Med en anelse overdrivelse og lidt gråd i stemmen, hoppede han lige i med begge ben. ” argh! De kunne sgu da også godt lige ha’ hentet den bil for dig! Jeg ringer til sælgeren!” Nu lettere irriteret…

Først blev jeg lettet! Jeg havde helt efter planen, vundet min fars sympati, men så blev jeg skrækslagen! Ikke sælgeren?! Af alle mennesker! Ikke ring til sælgeren?! Min far havde allerede lagt på, og jeg sad nu bare og ventede, kors ! Hvad skulle sådan en kontor-mus stille op med en kassevogn af denne kaliber, halvt sunket i jorden?! Jeg sad i mit stille sind og øvede mig i at transformere min krop telepatisk til Mauritius, bare forsvinde, pist væk! Min øvelse blev brat afsluttet af den fornemme sælger fra tidligere. Det var inden hans brede hvide smil, forsvandt helt.
” Nå! Er du her endnu?!”

Jeg kiggede flovt på ham, mens jeg sendte eders forbandelser afsted i mine tanker: ja, hvor helved sku jeg ellers være! I har jo ikke lige frem udstyrede de latterlige biler med vinger og helikopter-propel. Vel ?! Jeg svarede “øhm, ja, det er vist nu man siger ups?” mens jeg blinkede uskyldigt og febrilsk med mine lange tykke øjenvipper. Forsøgte virkelig at charme den, og håbede til det sidste, at han ikke tænkte: “Dumme tøs!”

Hvor dum var jeg?! Hvis jeg troede, at jeg kunne charmere mig ud af den her?! Jeg blev med lynets hast degraderet fra chefens lækre datter til den total uduelige og hjælpeløse blondine!

Jeg blev pludselig ufrivilligt, tilskuer til en alle tiders cirkus forestilling! Sælgeren prøvede selvfølgelig selv at træde på speederen, kørte frem og tilbage, uden held. Han fik hurtigt hentet to mand mere fra værkstedet, der yderligere fik hentet et par plader til at ligge under hjulene. De arbejdede hurtigt og effektivt med sælgeren som dirigent, det var imponerende at se! -men bilen, rokkede sig ikke ud af stedet! Tvært i mod! Den var nu sunket længere ned i jorden, og havde fået flotte brune dekorationer op ad siderne, faktisk dækkede det brune mudder-mønster det meste af begge sider. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, det var med vilje, så flot var det!

Sælgeren var ikke længere plet fri, og hans hår sad knap så perfekt, faktisk lignede han en der havde været til Wellness-mudderbad i en blender. Nåede faktisk at tænke mere end en gang, at det blev svært for ham at vende tilbage til jobbet i den mundering. I et tamt forsøg på at gøre et eller andet, fik jeg indskudt ” kan jeg hjælpe med noget ?“, og ” si’ endelig til, hvis jeg kan gøre noget?” Og fornemmede hurtigt, at jeg gik i vejen og blev faktisk ignoreret helt og aldeles.

Der kom flere folk til, nu med kæder og reb, og ja, nøgler til bilerne omkring vores mudder-monster. Sælgeren var stadig ivrig og knoklede ihærdigt med sin hær af hjælpere! Løsningen blev simpelthen at fjerne alt og alle omkring den nedsunkne bil, OG bruge en stor lastbil til at trække den fri! Tog selvfølgelig ikk lang tid, da den rigtige løsning blev fundet, men vejen dertil var nok længere end de fleste havde ønsket sig!

Den gode, lækre sælger, stod svedig og forpustet, møget ind i mudder og håret ned i øjnene, og vinkede bittert: “Kom godt hjem!“…

Han ringede direkte til min far “HENDE behøver du IKKE sende igen!!”

Overvejer lige nu om det er for sent, at tilbyde at betale for en rens af hans jakkesæt?!

Go Dag! ❤️ Pas på hinanden❤️

De bedste hilsner

Trine Frederikke