Så meget for at være ALENE hjemme!

En stille og rolig aften, der pludselig ikke var så stille og rolig alligevel, og helt uforvarent kom til at handle om ren overlevelse, nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde! Jeg var MEGET TÆT PÅ NØGEN!

I aftes da jeg var ved at være putteklar, insisterede hundene på at komme ud en sidste gang. Modsat min aften-rutine, blev de lukket ud i haven via vores ‘gæste’dør. Da jeg stod, og børstede tænder, kunne jeg høre den mindste hund gå amok og gø som en gal ude i haven! Det skal han selvfølgelig ikke, og slet ikke kl. 22.30, så jeg fik hurtigt afsluttet tandbørstningen, og kaldt hundene ind. Bøffe kom med det samme, men Monty kom ikke, formentlig fordi han ikke kunne HØRE mig!! Grrr!

Da jeg ikke kunne se ham fra døren, trådte jeg, lettere irriteret ud på græsset, imens jeg kaldte og kaldte. Ingen reaktion, han forsatte med at gø! Det var koldt for mine små bare fødder, og da jeg stadig ikke kunne se ham, gik jeg længere om bag i haven. Præcis samtidig med at jeg fik kontakt til det støjende apparat, og fik ham til at stoppe den øredøvende larm, hørte jeg lyden af døren, der smækkede bag mig!! Altså den der dør med smæklås!

Jeg væltede alverdens eder og forbandelser ned over det lille bæst, imens jeg overskuds agtigt tænkte ‘Pyt, vi går da bare ind den anden vej via hoveddøren, for det gør da slet ikke ondt at gå med kolde bare tær, hen over perlesten.’ Desværre, blot for at konstatere, at jeg jo netop havde låst hoveddøren, for at gøre klar til natten!! Jeg bandede og svovlede! – lorte hund!

Kun i klædt en mini T-shirt, og en fin lille trusse, og stadig bare tær, forsøgte jeg desperat at banke døren ind, selvfølgelig uden held og min desperation forvandlede sig til panik, som en hovedløs høne farede jeg frem ig tilbage foran huset med en uforstående, og efterhånden noget kold bulldog lige i hælene. Han fattede ingen ting, og benyttede da også den totale forvirring til at besøge naboens have i ny og næ! Når han så endelig vendte tilbage, var det med et uskyldigt udtryk, som om han sagde ‘Hvorfor står vi herude og fryser, kan vi ikke bare gå ind?’.

Jeg vrissede sammenbidt til mig selv ‘Det kan simpelthen ikke passe, det kan ikke passe at huset er lukket så godt af, der må sgu da være et vindue, en sprække, et eller andet!’ De første 30 min gik alene med at fatte hvad der lige havde ramt mig! Desperat, og efter hånden noget kold, kiggede jeg over til mine naboer, alt var mørkt og slukket alle steder! Til min store ærgerelse måtte jeg konstatere at folk på landet går tidligt i seng!

Jeg prøvede at tænke som en gal! Hvor kunne jeg ha’ lagt en ekstra nøglen? Hvem, kunne ha en. Hvis jeg skulle ringe til nogen, HVEM skulle jeg så ringe til? Den eneste der MÅSKE havde en nøgle, er min gamle forvirret farmor, som i øvrigt ikke har nogen bil, så det var ingen løsning, og de næste på listen kunne tjekkes af som folk, der enten har deres telefon på lydløs, går tidligt i seng og i øvrigt ikke HAR en nøgle, og/eller ikke besvare opkald fra ukendte numre så sent, så hva fa’en skulle de gøre for mig?!!

Jeg droppede ideen om at forstyrre nogen overhovedet, og besluttede mig for at lave indbrud i mit eget hjem! BUM!

Nu skulle jeg så bare finde noget egnet værktøj! Og det var så heller ikke lige til, da værkstedet som normalt er fyldt til randen, efterhånden er tømt, da værkstedet skal flyttes til nye lokaler!

Gode råd var dyre! Virkelig dyre! Ingen telefon, ingen nøgle, intet værktøj, intet tøj på, og om lidt ingen røv, da den efterhånden var temlig blå-frossen, og føltes som om den kunne falde af hvert øjeblik, det skulle være!

Alt i mens Bøffe stod på modsatte side af terrassedøren, glad og varm, og tydeligvis fattede minus. Jeg blev mere og mere fortabt og fortvivlet! Følte mig som pigen med svovlstikkerne, bare uden svovlstikkerne!

Det blev ikke bedre, da Bøffe pludselig blev tørstig og besluttede at drikke vand fra toiletkummen. Stolt kom han tilbage med spyt-gardiner hængende i strimler, så lange, så de havde trukket spor igennem hele huset, og nu stod han så og trykkede næsen mod ruden: “Hva’ laver du egentlig derude, mor? Hvorfor kommer du ikke ind?” Magtesløs stod jeg på den kolde side af døren og tog mig til hovedet, kortvarigt følte jeg mig svedig og varm: “Nej nej nej, Bøffe altså, but why?? … stå stille! Bøffe! – ikke ryste på hovedet nu, ikke nu vel søde Bøffe?” Jeg bad til Vorherre om, at Bøffe ikke fik den geniale ide at ryste på hovedet! Monty rev mig ud af mine tanker, han havde fundet en lille pose fyldt med værktøj! Jeg fik straks kampgejsten tilbage, og med en modificeret hov-rasp og en lille hammer, fik jeg nemt og hurtigt, løst opgaven. JEG VAR INDE! Skal spare jer og andre kreative typer, for løsningen.

Jeg kan slet ikke beskrive den glæde og lettelse, varme og taknemlighed, der strømmede igennem min krop, da jeg trådte ind i min varme stue. Aaaahhhhh, Åh Gud det var lækkert! Lettelsen blev dog hurtigt afløst af tanken om Bøffes våde mule, og vaks som en Ninja, fangede jeg en klud og fik jeg reddet mit hjem for abstrakt væg-kunst! NU var alt godt!

For at slå en lille krølle på historien, kan jeg da lige indskyde, at jeg helt tilfældigvis, her dagen derpå, fandt ‘den der ekstra nøgle’ liggende i en sommerjakke, som lå i selv samme udstue, som jeg desperat og forfrossen, befandt mig i, under hele forløbet! Havde jeg iklædt mig den første og den bedste jakke, havde jeg fundet nøglen liggende lige for i jakkelommen!