Cop15 2009 – et umage par!

Dette er ikke en historie om selve Cop15.

Det er historien om, hvordan et umage makker-par, forsøger at fordrive nogle lange kolde vagter. Og hvad man gør, når man løber tør for samtaleemner. Og også hvordan den ene part sætter pris på ro og stilhed, og den anden part, dybest set overskrider denne grænse igen og igen ved at være et ulidligt sludrechatol, men til sidst formår de to alligevel at hygge sig. Den korteste vej mellem mennesker er som bekendt et Smil!

Det var december 2009. Min gruppe havde bevogtningen på bagsiden af Bella-centeret. Det var koldt og meget meget kedeligt! Og det var som om det bare blev koldere og koldere.

21 dage i streg med den samme opgave, de samme mennesker, bundet af tid og sted, må i sagens natur afføde en vis kedsomhed på et eller andet tidspunkt! Uanset personlighed og kemi!

Min makker var en erfaren betjent, der var gammel nok til at være min far. Vi var så’n set lige høje, men han havde havde spist lidt flere citronmåner igennem tiden end mig, og det havde sat sine spor på hans krop. Uden at fornærme nogen kan han vist godt betegnes som erotisk buttet, modsat mig, der var knap så rund og nok nærmere lignede en 14 årig pige, der havde stjålet en uniform! Et umage par!

Det var tydeligt at mærke, at han var træt af nye unge energiske betjente, og det blev ikke bedre af, at jeg var en ung energisk kvinde, der kunne snakke ørerne af en døv! Han var et værre brokkehoved, og så tingene fra en bestemt vinkel, nemlig hans egen. Et smil, var noget man gjorde sig fortjent til! Han hadede mig lige fra start, og jeg elskede ham lige så meget, den gode gnavne betjent ‘Emil‘!

Jeg fandt hurtigt ud af, at den eneste måde at holde varmen på, var at gå og snakke! Helst begge dele samtidig! Til gengæld var det den hurtigste måde at tø min sammenbidte ‘Emil’ op. Han var ikke meget for at tale med mig, men efter 20 spørgsmål til professoren, a la hvornår, hvad og hvordan. Kunne han ikke undgå at falde i snak med mig, og jeg fik den ene røverhistorie efter den anden.

I løbet af et par få vagter sammen, var vi kommet ganske godt ind på hinanden, og havde det faktisk rigtig sjovt sammen! Hvem skulle ha’ troet det?! Inde under overfladen gemte sig en varm, venlig og sjov kollega, som tilsyneladende slet ikke hadede mig!

Efter adskillige timer i hinandens selskab, altså virkelig mange timer og vagter! Ja! – Så løber man på et tidspunkt tør for anekdoter, sjove røverhistorier, og information om familien, tror faktisk vi havde rundet alle afkroge af vores respektive stamtræer; både tip-oldeforældre og gran gran fætre, havde været nævnt, og dét mere end en gang! Der var virkelig ikke mere at tale om! Og kedsomheden var ved at suge al liv og håb ud af mig! Tavshed er muligvis Emils styrke, men så absolut ikke min.

Det var så afsindig koldt! Jeg var ved at fryse røven af, og foret i mine lammeskindshandsker var slidt væk, og min Hue Gorba var mere tyndslidt end den udleveret sommerkasket! Selv stoffet på mit brandsikre undertøj var slidt væk! – og det bedste man kunne tilbyde mig var nål og tråd til en hurtig reparation af diverse slidtage. Det skal ikke lyde som om vi havde det hårdt, der var mange der havde det værre end os. – men for pokker hvor jeg kedede mig! 

Jeg var desperat! Ville bare gerne snart hjem! Vi havde heldigvis kun nogle få vagter tilbage, men jeg følte mig tom og ideforladt, der var virkelig ikke mere at sige! Ja altså det var lige indtil jeg fik den tanke at fortælle en historie, sådan en rigtig børnehistorie.

“Emil!” Råbte jeg, “Kender du historien om muldvarpen der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved?!” Meget forventningsfuld!

Emil smilede skeptisk:”Øhh nej, den kender jeg vist ikke?” Man kunne se, han var nervøs for, hvad der ville ske som det næste.

Som mor til tre børn, kan man altid en sang eller en historie, og den før omtalte historie var den absolut eneste jeg kunne, men ungerne elskede den! Og nok var min makker en anelse uden for målgruppen, men jeg tog chancen alligevel!

Straks gik Trine-pigen igang med historien, fortalte med største glæde og entusiasme, i mens hun marcherede frem og tilbage i takt til fortællingen.

Til dem, der ikke kender historien, titlen siger alt! Og handler kort fortalt om en muldvarp, der undersøger andre dyrs ekskrementer, og lyde, når dyrene laver dem! Det handler selvfølgelig om at fortælle med største indlevelse. Lån den ! Køb den, det er et must for børn og barnlige sjæle!

“Hvor Frækt! råbte den lille muldvarp, hvem har lavet lort på mit hoved?!” Forsatte jeg videre med stor indlevelse og begejstring!

Emil stod stille, vippede frem og tilbage på sine fødder, kiggede ned i jorden, og lyttede med hænderne samlet på ryggen. Han sagde ikke noget, fortrak ikke en mine!

“Er det DIG der har lavet lort på mit hoved? spurgte muldvarpen duen, der fløj forbi i samme øjeblik” forsatte jeg, højt og livagtigt, brugte store armbevægelser, for at skabe drama og interesse! Emil løftede hoved, og øjenbrynene blev løftet helt op i panden, meget skeptisk stadigvæk! Men nu så han i det mindste på mig med et skævt smil.

“NEJ!! Hvordan kan du dog tro det?! Jeg gør sådan : KLASK KLASK!!” Jeg fortalte med lyde og fagter. “Hva faen er det for en historie ?!” udbrød Emil, men han kunne ikke holde smilet tilbage. Så nu lyttede han, og jeg levede mig nu helt ind i historien, det var en teaterscene værdigt!

Folk der gik forbi gloede selvfølgelig hel vildt, og mine bevægelser og lyde var måske også lidt upassende, men det kunne jeg ikke ta mig af!

Og sådan forsatte muldvarpen forbi både Hesten, som “plumpe klumpede” sine hestepære, og Haren, som affyrede afføring som et haglgevær: “Rattattata” , og ja Geden, og Koen, ikke mindst! – Og jeg skal da ikke udelukke, at jeg kom til at digte lidt ekstra dyr på, for jeg kunne simpelthen ikke huske slutningen, og var nød til at trække tiden i håb om at komme i tanke om den!

– men det var lige meget, for Emil grinede så meget, at tårerne løb ned af kinderne på ham, slutningen var fuldstændig overflødig!!

“Sikke en ondsvag historie!” Klukkede Emil, jeg grinede nu med ham, ja den historie er tosset, men latter giver som bekendt varmen, og det virkede! Måske man skulle ha’ været der, men jeg tror I forstår pointen.

❤️ Pas på hinanden og Jeres barnlige Sjæle ❤️

De Bedste Hilsner Trine Frederikke