Min Tarzan Mamma Mia

– En kærlighedshistorie uden Happyending.

Marken er tom, boksen er kold, ingen pels at strigle, ingen mule at kysse, min bedste ven er væk for altid. Duften er der stadig, kommer endda nogen gange ud af det blå, pludselig kan jeg dufte min Teddy-Bamse. Han var jo lige dér! En heste mule dufter helt specielt; sødt, varmt og rart. Teddy elskede at holde sin mule tæt på mig og ånde varm luft ind i mit ansigt, og jeg pustede svagt og langsomt tilbage i hans næsebor. Sådan kunne vi stå længe!

Folk, der ikke selv har haft hest eller et nært forhold til et kæledyr, forstår ikke mit tab, det er jo bare en hest! Kan ikke forstå min tomhed og min ensomhed, selv om jeg er omringet af de dejligste mennesker. 

Jeg har før skrevet om, at jeg ikke har tillid til mennesker, forventer det værste og holder ofte folk en armslængde fra kroppen. Det er en adfærd der har en høj pris, men min trøst har altid været mine dyr, særligt min hest, Teddy.

Alle former for kæledyr er videnskabeligt bevist at have en effekt på humør og sind. En positiv effekt på depression. Jeg har altid haft mange kæledyr, elskede hver og en! Har stadig mine to drenge, et umage par; en grand danois og en fransk bulldog, de er altid sammen med mig, eller så meget som muligt. – men forskellen er bare, at jeg med hesten er tvunget til at være 100% til stede, koble hjernen fra og glemme alt andet. Teddy var min terapi – mit andet hjem! Når jeg følte trang til at flygte fra det hele, så tog jeg aldrig længere væk end ned til ham! Han har tørret utallige tåre og hørt på mine dybeste hemmeligheder, stået ved min side timevis!

Hesten er et spejl af den, den står overfor. Teddy var et spejl af mig, og at arbejde med et dyr på 6-700kg er en tillidssag. Han kunne skade mig, hvis han ville, men at have tillid til, at han ikke gjorde det, er det der er specielt, det kræver mod af alle heste-folk, faktisk er dét præcis det, der er magisk ved en hest. Det er et stort dyr, men den er super sensitiv! Når jeg går tur med hundene, på alverdens yndlings pletter, kan jeg stadig tænke på hverdagens trummerum og pligter, vi hygger uden tvivl, men på et helt andet niveau. 

Når jeg var i stalden; bare for at nusse eller tog på tur, så havde jeg pause fra virkeligheden. Teddy var min billet ind i et magisk frirum, min ladestation, uanset hvor træt, trist eller deprimeret jeg har været, har han, uden at tøve, transporteret mig hvorhen jeg ville, min vægt var som et fnug for ham, men han gjorde det, for det var det jeg ønskede, og vi forstod hinanden, jeg mistede tidsfornemmelsen i hans selskab.

Dertil kom det sociale; nye venskaber blev knyttet og med tid og tålmodighed lærte de mig værdien af dybe venskaber. Så si aldrig igen, at en hest bare er en hest.

Jeg har som sagt haft mange kæledyr; alt fra småt til stort: hamster, en hane, et marsvin, kaniner, katte, en papegøje, hunde, mange hunde(!) og 3 heste, nogle dyr er blevet solgt videre, nogle er blevet aflivet på alder eller sygdom, men ALDRIG har det været så svært at tage afsked med et dyr, som denne gang med Teddy. Det gik så urimeligt stærkt til sidst, at det var time for time han blev dårligere, og pludselig var det ikke længere et spørgsmål om mit valg, men et spørgsmål om at hjælpe ham godt på vej. – men jeg var ikke klar! 

At sige farvel til hans sjæl, personlighed, store varme krop, hans smukke hoved, mørke øjne, hans kærlige brummen, når han hilste mig velkommen, tanken var ubærlig. Han var mit lyspunkt på de mørke dage. Han stillede ikke spørgsmål, han var ikke mistroisk eller skeptisk. Han tog mig som jeg var med min sygdom, min skade. Han var en ubetinget loyal ven, som altid var der, når jeg havde brug for det, han svigtede aldrig og afviste mig aldrig. Han var legesyg, kærlig og kælen, uden han behøvede at være det, men alene fordi han havde lyst. Han kom ind i mit liv på et ganske særligt og vigtigt tidspunkt, og hjalp mig igennem en lang og svær periode…

Han var min Tarzan Mamma Mia:

“Sammen, Ku vi lægge verden ned

Ah ah – Og hele universet med

Vi ku bygge Babelstårnet

Lisså højt som op til himmelen

Sejle rundt i satellitter

Ude midt i stjernevrimmelen

Vi ku flyve som Pegasusser

Under fremmede stjernetegn

Drikke mælkebøttesjusser

I tavernerne på Mælkevejen

Åh mamma mia

Tarzan mamma mia

åh åh mamma mia

Sammen

Sammen ku vi finde fred

åh åh

Lykke og lidt kærlighed

Ah vi ku sætte sejl

Og sejle sammen ud i evigheden

Men vi er slet ikke sammen

Det er det, der er det store problem”

Jeg vil altid ha minderne, men de virker dyrt købte lige nu. En bog er lukket, et kapitel er slut, og pludselig, alt for pludseligt, er det KUN minderne jeg har tilbage fra vores rejse. Når jeg har mistet en hund, har jeg ofte hurtigt anskaffet mig en ny, for det er unægteligt den hurtigste måde at komme videre – at få noget nyt at tænke på. Jeg hår fået indtil flere beskeder, af folk omkring mig. 1000 tak for hver og een, de har alle rørt mig, men en betød noget ganske særligt for mig: 

“Jeg kan ik sige noget, der kan rede dagen, men jeg kan dog sige at hvis jeg var et dyr, så ville jeg ønske at jeg var dit kæledyr. Du er så go til dem” Det vildeste kompliment, jeg har fået længe! Jeg var rørt til tåre, igen. Ved godt ptsd’en har fjernet mit filter i fht følelser, er blevet mere sårbar og sensitiv, men det er vist særlig slemt i øjeblikket. 

– Mit hjerte bløder som et åbent sår, føler vi sagde farvel igår, og jeg kan ikke tillade mig, at sætte en ny hest på hans plads, det er ikke fair for den nye eller godt for mig. Måske en dag jeg blir klar – lige nu trøster jeg mig, med det der var. 

Tak fordi I læste med 🙏🏼😘

De Bedste hilsner Trine Frederikke

PS. Billederne brugt i dette opslag er taget af min søde, kærlige og omsorgsfulde veninde, Camilla Alring, tak for dig!